– Af direktør Birgitte Sofia Horsten
Med den meget relevante udmelding om mulighed for sorgorlov til de voksne med hjemmeboende børn, der mister en partner, er det endnu engang aktuelt at sætte fokus på, at sorg ikke bare er sorg, og at det ikke er alle tilbud til sørgende, som er lige gode.
I Danmark er der en tendens til at tale om sorg som en naturlig følelse, der går over med tiden. En slags fællesmenneskelig tilstand, noget der gælder os alle, og som kan rummes i fællesskabets varme hænder. Men den fortælling er ikke bare forenklet. Den er også skadelig. For sorg er ikke bare sorg, og vi svigter dem, der rammes hårdest, når vi insisterer på, at alle dødsfald er ens.
Og vi svigter dobbelt, når vi mener, at alle sørgende skal kunne rummes i samme tilbud, og hvis vi ikke anerkender, at godhjertede men ufaglige tilbud kan være decideret skadelige.
Yngre voksne, der mister en partner, skal tilbydes specialiseret hjælp
Når sorg for eksempel beskrives som bølger – der i forskellig styrke skyller ind på vores ben, mens vi står ved strandbredden – så er det en romantisering af virkeligheden, og vi overser fuldstændig dem, der bliver kastet direkte ud på åbent hav uden redningskrans. For sådan er sorgen for nogle. Den er rå og voldsom, og mange kæmper en daglig kamp for ikke at give slip og synke til bunds.
Den sorg skal vi turde tale om.
Forskning viser tydeligt, at yngre voksne, der mister deres partner, rammes af en sorg, der er ekstrem alvorlig. De er i højrisiko for at udvikle selvskade, komplicerede sorgreaktioner og i værste fald miste livet til selvmord, hvis de ikke modtager specialiseret og forebyggende hjælp. Som samfund svigter vi, hvis ikke vi sikrer et specialiseret, terapeutisk strakstilbud til denne gruppe, og vi svigter samtidig de børn, som ofte er i familierne, og som vil opleve livslange konsekvenser af sorgens ødelæggende kraft.
Det er en investering i familierne og i børnene, vi som samfund, skal prioritere.
Alvorlig sorg kræver mere end omsorg
Hvis vi som samfund virkelig mener, at vi vil tage livskriser alvorligt, så skal vi begynde med at tage sorgen alvorligt. Ikke i ord, men i handling. Når vi sikrer, at hjælpen hviler på forskning og faglighed, så hæver vi kvaliteten i sorgarbejdet. For sorg kræver mere end omsorg. Det kræver indsigt og respekt for faglighed.
Fokus må altid være på at sikre, at mennesker i dyb sorg får hjælp på den mest kvalificerede måde, og derfor skal vi gøre op med synsninger og gode intentioner.
Hvis vi vil sikre, at hjælpen faktisk virker, så skal vi turde stille krav til dem, der arbejder med sorg.
Vi skal turde skelne
Døden er en del af livet, og for mange er sorgen over at miste en elsket både smertelig og forventelig. Men der findes dødsfald, som ikke kan kategoriseres som overvejende sandsynlige: Forældre, der mister et barn, og yngre voksne, der mister deres partner.
Her kan vi ikke tale om døden som et forventeligt og naturligt vilkår, og gør vi det, så både undervurderer og underkender vi den alvor, de sørgende står med. De rammes af en sorg, der river fundamentet væk under dem, og for mange bliver konsekvenserne livslange, hvis de ikke får kvalificeret og specialiseret støtte i tide.
Det handler ikke kun om psykisk trivsel, men om overlevelse. At kunne leve videre. At kunne gå på arbejde. Være forælder. Være menneske. Vi må ikke være blinde for, at nogle dødsfald er så voldsomme, at de kræver mere end forståelse. De kræver handling.
Det underbygges af forskning, som utvetydigt viser, at de er de to mest sårbare grupper overhovedet. Tæt ved seks gange så mange forældre, der mister et barn, vil udvikle kompliceret sorg, og yngre voksne, der mister en partner, er i højrisiko for at udvikle en lang række yderst alvorlige reaktioner som selvskade, kompliceret sorg og i værste fald selvmord, hvis de ikke modtager forebyggende hjælp.
Når vi ved det, så har vi også et ansvar. Vi må ikke vente, til sorgen bliver behandlingskrævende. Vi skal handle forebyggende. Det er ikke et spørgsmål om terapi for enhver pris, men om rettidig, specialiseret hjælp. For når sorgen bliver altoverskyggende, og livet mister retning, så er det ikke et individuelt problem. Det er et samfundsanliggende.
Vi har ikke råd til at lade være
Sorg koster. Menneskeligt og samfundsøkonomisk. Deloitte har beregnet, at mennesker i sorg udgør en samfundsudgift på 3,4 milliarder kroner om året i sorgrelateret fravær og nedsat arbejdsevne.
Det bør være nok til at få os til at se nøgternt på indsatsen: Vi skal turde skelne. En generel indsats for alle sørgende er ikke nok. At mene at alle sørgende skal sikres samme tilbud, vil være forkert, og de godhjertede men ufaglige tilbud, som popper op i landskabet, kan være decideret skadelige.
Vi skal have målrettede, specialiserede og fagligt funderede tilbud til dem, der rammes hårdest. Tilbud, der bygger på forskning, viden og erfaring og ikke synsninger og holdninger.
Børnene betaler prisen
At hjælpe mennesker i sorg er ikke en udgift. Det er en investering i liv. I familier. I børn. For når en eller begge forældre rammes af dyb sorg, så rammer det også børnene.
Rockwool Fonden dokumenterede i 2025, at børn, der vokser op med alvorlige belastninger som dødsfald i familien, får et langt større forbrug af både sundheds- og sociale ydelser som voksne. Derfor er vi nødt til at sikre, at børn ikke oplever at familiens voksne går i opløsning på grund af sorg.
Vi skal gøre op med godhedsmagten
Vi taler meget om sorg i Danmark. Faktisk mere end nogensinde før. Men det, vi kalder åbenhed, er ikke det samme som ansvarlighed. Der er vokset et felt frem, hvor enhver med gode intentioner kan tilbyde hjælp uanset faglig baggrund. Med den er opstået en tendens til at tolke og misforstå en generel viden om sorg som specialiseret terapeutisk viden.
Konsekvensen er, at indsatsen udvandes.
Sorg er ikke et område for velvilje, generaliseringer ud fra enkeltpersoner eller store hjerter. Vi må gøre op med godhedsmagten, og forestillingen om at det vigtigste er at gøre noget. For sorg er ikke et hjertestop, hvor enhver handling er bedre end ingen. Det er et område, der kræver specialiseret viden og metode, og hvis vi ikke insisterer på det, så ender vi med at skade mere end vi hjælper.
Det er ikke nok at gøre noget. Vi skal gøre det rigtige.
