Ingen må stå alene: Sorg er et samfundsansvar
Et dødsfald rammer hele familien, og i Dansk Center for Familier & Sorg arbejder vi for, at ingen familier bliver ødelagt yderligere af sorgen. For det kan have katastrofale konsekvenser for dem, som pludselig står i den største sorg, at de ikke bliver grebet med forebyggende og specialiseret strakshjælp.
I Dansk Center for Familier & Sorg har vi udviklet en unik metode, som er baseret på mere end 15 års professionel erfaring med forældre i sorg. En metode, som vi kan se, hjælper til at forebygge kompliceret sorg. Læs mere om metoden her.
Vores arbejde for at skabe et finmasket sikkerhedsnet under familierne er fæstnet i fire mærkesager.
Præcise retningslinjer
… skal sikre, at alle forældre automatisk henvises til relevante og specialiserede tilbud om terapeutisk hjælp og ekspertrådgivning, så snart de mister – eller ved, at de skal miste – deres barn.
Helt konkret anbefaler vi, at:
den afdeling, hvor personen er på, eller kommer ind på*, sikrer, at familien henvises til hurtig og relevant specialiseret terapi og ekspertrådgivning, f.eks. hos Dansk Center for Familier & Sorg, hvis tilbud om samtaler kan igangsættes inden for 48 timer, eller tilsvarende tilbud.**
* I de tilfælde hvor personen ikke allerede er eller kommer ind på et hospital, så er det den læge, der er omkring personen, der skal sikre familien.
Er personen død, uden at komme forbi et hospital, så bør det være den læge, som erklærer afdøde for død, eksempelvis akutlægen eller den læge som udfylder dødsattesten, der skal sikre familien.
** I de få tilfælde, hvor der i familien er en historik med tidligere traumatiske dødsfald eller psykiatriske diagnoser, så bør den læge, som er omkring familien, vurdere, om der også er brug for akut krisehjælp, eksempelvis hospitalets psykolog.
Høj faglighed og specialiseret viden
… skal sikre, at alle indsatser for familier i sorg fremadrettet er forankret i aktuel viden og uvildig forskning
Tæt ved 60% af de forældre, som mister et barn, udvikler komplicerede sorgreaktioner. Det er en markant øget risiko i sammenligning med de 9% af normalbefolkningen, som udvikler kompliceret sorg efter et dødsfald af en anden nærtstående.
Derfor er det vigtigt, at forældrene får tilbudt specialiseret terapeutisk strakshjælp, så vi kan forebyggende at sorgen bliver invaliderende.
Derfor arbejder Dansk Center for Familier & Sorg for at sikre, at der udarbejdes en national sorgstrategi, så vi hjælper forældrene bedst muligt.
Arbejdsmarkedets ansvar
… for at forældrene vender godt tilbage til arbejdslivet, kan ikke undervurderes. Derfor skal vi sikre, at alle arbejdspladser har viden og information til at hjælpe deres medarbejder bedst muligt.
Vi ved, at arbejdspladsen spiller en essentiel rolle, når mennesker i sorg skal tilbage til en mere normal hverdag, efter de har mistet. Derfor arbejder Dansk Center for Familier & Sorg for at sikre, at den enkelte forælder bibeholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet, og for at både arbejdsgivere og kollegaer er rustet til at støtte forældrene bedst muligt.
Pårørendes betydning
… for, hvordan forældre lever med deres sorg, kan ikke understreges nok. Derfor skal vi sikre, at mennesker, der i dagligdagen er tæt på forældre i sorg, har nem adgang til viden og information om, hvordan de bedst hjælper en nærtstående i krise.
Vi ved, at de forældre der bedst lever med deres sorg, har mennesker tæt på dem, som støtter og hjælper dem – Ikke kun i tiden umiddelbart efter, at de har mistet, men også på sigt. Derfor arbejder Dansk Center for Familier & Sorg for at sikre, at famile og venner har nem adgang til viden og information, som klæder dem bedst muligt på til at løfte deres del af ansvaret.
Det mener Dansk Center for Familier & Sorg
- Sorg er sorg, og et barn er et barn.
- Et dødsfald rammer hele familien.
- Sorg er et livsvilkår. Ikke et problem som skal løses.
- Ingen må stå alene, når sorgen rammer.
- Alle forældre, som mister – eller ved, at de snart skal miste – deres barn, bør have adgang til specialiseret hjælp, støtte og ekspertrådgivning.