Dansk Center for Familier & Sorg modtager 9,2 mio. kr. fra SSA-reserven. Dermed har politikerne sikret gratis, specialiseret sorgterapi til de ca. 900 yngre voksne med mindreårige børn, der hvert år mister en partner, frem til 2029.
Detaljerne omkring årets SSA-forhandlinger er nu offentliggjort, og endnu en udsat gruppe er fremadrettet garanteret terapeutisk strakshjælp, når livet rammer hårdest.
”Da sorgorloven til forældre, der mister en partner, blev vedtaget i oktober, var det en tydelig politisk anerkendelse af, hvor voldsomt det er, når familier med mindreårige børn oplever et dødsfald”, siger direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Men selvom sorgorloven giver familierne et nødvendigt åndehul i den første tid, så har den ikke i sig selv en terapeutisk effekt. Mennesker i dyb krise bliver ikke automatisk i stand til at vende tilbage til deres arbejde af at være hjemme. De har brug for professionel hjælp og støtte til at lande i deres nye hverdag, og derfor er det afgørende, at sorgorloven følges op af et specialiseret, terapeutisk strakstilbud. Det har politikerne bakket op om, og det vil virkelig gøre en helt grundlæggende og livsvigtig forskel for de ramte familier, at vores tilbud ‘Partnere & Sorg’ fremadrettet modtager den nødvendige finansiering til at løfte opgaven.”
Den tidlige indsats kan ændre et helt sorgforløb
Hvert år mister omkring 900 familier med mindreårige børn en forælder. Alligevel har der ikke tidligere eksisteret et landsdækkende, specialiseret strakstilbud, som uafhængigt af dødsårsag hjalp familien fra dag ét.
”Når vi ved, at yngre voksne, der mister en partner, er i højrisiko for meget alvorlige sorgreaktioner, så forpligter det,” fortæller direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Jo tidligere vi sætter ind med støtte, desto bedre forebygger vi behandlingskrævende sorg. Alternativet er, at mange bliver en del af en allerede overbebyrdet psykiatri, at de mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og at deres forælderevne bliver ramt i en tid, hvor børnene har allermest brug for stabilitet. Med bevillingen fra SSA-reserven kan vi nu helt konkret lukke et hul i velfærdsstatens sikkerhedsnet.”
Tidlig støtte til forældre giver livsvigtig tryghed for børn
I Dansk Center for Familier & Sorg hjælper vi familierne, så snart dødsfaldet sker, eller når det er nært forestående.
Den tidlige indsats er afgørende, fordi sorgen for mange forældre er så altoverskyggende, at den midlertidigt fratager dem evnen til at skabe struktur, nærvær og tryghed for de tilbageværende børn, som også selv er i dyb sorg.
”Når vi hjælper forældrene, så hjælper vi hele familien,” forklarer direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Børn, der mister en forælder, oplever en enorm belastning. Hvis den tilbageværende forælder samtidig synker ned i en altomsluttende sorg, så bliver børnene dobbeltramt.”
Børn, der mister en forælder, har brug for, at den tilbageværende forælder kan rumme både deres sorg og sin egen. Derfor fejler vi, hvis vi udelukkende ser børn og voksne som isolerede enheder. Hvis ikke den voksne får hjælp, så kan det have katastrofale konsekvenser for hele familien.
”Det gavner ingen i familien, hvis vi placerer den tilbageværende forælder i rollen som pårørende til sine børn uden selv at få hjælp,” uddyber direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Forælderen skal støttes til fortsat at være forælder. Det reducerer risikoen for, at børnene udvikler behandlingskrævende sorg, og det er helt centralt i en tid, hvor mistrivsel blandt børn og unge vokser. Hvis ikke vi sikrer den tilbageværende forælder, risikerer både børn og voksne at blive en del af et system, der i forvejen er under pres.”
En organisation for de familier, der mister midt i livet
At voksne med mindreårige børn, der mister en partner, nu – ligesom forældre, der mister et barn – har adgang til både sorgorlov og gratis, specialiseret sorgterapi, er en vigtig samfundsmæssig prioritering.
Det vidner om en politisk forståelse for, at sorg ikke kun handler om pauser fra hverdagen, men at sorg også kræver tryghed, stabilitet og specialiseret hjælp, hvis familierne igen skal finde fodfæste i det liv, der for altid er forandret.
Med de to tilbud ’Forældre & Sorg’ og ’Partnere & Sorg’ er Dansk Center for Familier & Sorg nu den organisation, der favner de familier, der mister midt i livet, så snart tragedien sker.
Om Partnere & Sorg
- Et gratis strakstilbud om specialiseret sorgterapi til yngre voksne med hjemmeboende børn, der mister en partner.
- Terapeutiske samtaleforløb afholdes af specialiserede terapeuter og kan opstartes inden for 48 timer efter henvendelse.
- Uafhængigt af dødsårsag.
- Inkluderer forældrerådgivning med fokus på at bevare forælderevnen og skabe stabilitet for børnene.
- Støtten kan igangsættes, så snart dødsfaldet sker eller er nært forestående, og den hjælper forældrene til igen at kunne varetage både familie- og arbejdsliv.
- Finansieret af SSA-reserven og Sundhedsministeriet.

