Årsskrift 2025 – Vi skal tage de sørgende alvorligt

Årsskrift 2025 er udkommet, og vi ser tilbage på et år, hvor der blev taget vigtige skridt mod bedre hjælp til dem, der rammes hårdest af sorg.

I 2025 oplevede vi fortsat en stigning i efterspørgslen på vores specialiserede, terapeutiske tilbud til forældre, der mister et barn.

Samtidig etablerede vi Partnere & Sorg. Dermed er vi i dag den eneste organisation i Danmark, der tilbyder strakshjælp og forebyggende sorgterapi – uanset dødsårsag – til både forældre, der mister et barn, og forældre med hjemmeboende børn, der mister deres partner.

Det er afgørende hjælp til familier, som vi ved, er i akut krise, og hvor risikoen for komplicerede sorgreaktioner er veldokumenteret.

Politisk anerkendelse af dem der rammes hårdest af sorg

2025 blev også året, hvor sorgens alvor mødte øget politisk anerkendelse. Sorgorloven blev udvidet til fremover også at omfatte forældre med mindreårige børn, der mister deres partner, og samtidig blev den nødvendige, terapeutiske støtte til denne gruppe sikret via finansiering til Dansk Center for Familier & Sorg – For en sorgorlov kan aldrig stå alene.

Det sender et tydeligt signal om, at sorg ikke kun er et privat anliggende men også en samfundsmæssig opgave. Familier i dyb krise har brug for kvalificeret støtte for at kunne finde fodfæste i en ny og forandret hverdag.

Sorg er ikke bare sorg

I Dansk Center for Familier & Sorg arbejder vi for at løfte sorgområdet fagligt og nuancere forståelsen af sorg.

Sorg er ikke en standardtilstand, og al hjælp er ikke nødvendigvis god hjælp. Hvis vi vil tage de sørgende alvorligt, må vi insistere på kvalificerede, forskningsbaserede tilbud med høj faglighed.

Vi ved, at vores to målgrupper er i markant forhøjet risiko for langvarige og behandlingskrævende sorgreaktioner. Derfor skal hjælpen være specialiseret og tilgængelig, så snart sorgen rammer.

Forebyggelse er ikke en luksus. Det er rettidig ansvarlighed over for både forældrene og de efterlevende børn i familien.

Et opgør med sejlivede myter

Vi taler mere om sorg end nogensinde før. Det er godt. For jo mere vi taler om sorg, desto lettere bliver det også for dem, der pludselig står som pårørende til et menneske i dyb krise, at være støttende.

Men netop af den grund er det særligt vigtigt, at der gøres op med forkerte opfattelser af, hvad sorg er, og at vi ikke bidrager aktivt til deres fortsatte eksistens.

Det er ganske enkelt ikke hjælpsomt for de sørgende, når de ikke kan genkende sig selv, deres følelser og deres erfaringer i de myter, som desværre stadig bliver reproduceret i både den offentlige samtale og blandt fagpersoner.

Derfor har vi i 2025 arbejdet aktivt med at udfordre netop myter om sorg. Nogle af de mest sejlivede er eksempelvis påstande som, at sorg og død er tabu, at sorg er en lineær proces, at sorg er et “arbejde”, som skal gennemføres, og at der findes rigtige og forkerte måder at sørge på.

Sorg er individuel, dynamisk og foranderlig, og ingen skal føle sig forkert i sin sorg. Derfor skal vi have punkteret myterne. Formår vi det, så klæder vi samtidig de pårørende meget bedre på til at hjælpe og støtte på en måde, der faktisk er konstruktiv og betydningsfuld for mennesker i sorg.

Hele familien i fokus

I Årsskrift 2025 sætter vi desuden fokus på vores arbejde med at gribe hele familien med forebyggende, terapeutisk støtte, vores erfaringer med at nå flere fædre i sorg og betydningen af en specialiseret straksindsats, hvis vi vil gøre en reel forskel for familierne.

Årsskriftet er en status, og det er en tydelig insisteren på både et nuanceret syn på sorg, og på at mennesker i dyb krise skal mødes med kvalificeret hjælp. Kun på den måde kan vi sikre, at ingen står alene i sorgen.

Hvis du er medlem, modtager du et eksemplar med posten.
Er du ikke medlem eller er du blot nysgerrig, kan du læse onlineversionen her.

Vælg et Afhentningssted