Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort de nye ”Anbefalinger for svangreomsorgen”, og her er det præciseret, at alle forældre, der mister et barn under graviditeten, fødslen eller i barselsperioden, skal orienteres om den gratis terapeutiske støtte, som de kan få hos Dansk Center for Familier og Sorg.
”Det er et kæmpe skridt for de forældre, der står i den fuldstændig tragiske situation, det er at miste et barn. For ingen må stå uden specialiseret hjælp, når de mister et barn.” udtaler Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier og Sorg.
Ikke alle forældre er tidligere blevet tilbudt henvisning
At miste et barn er en af de enkeltstående hændelser, der rummer størst risiko for at udvikle en langvarig sorglidelse, og der er derfor al mulig grund til at sikre, at alle tilbydes gratis terapeutiske samtaler.
“Langt de fleste fødesteder har allerede i dag en procedure, der sikrer, at alle forældre bliver tilbudt at blive henvist til Forældre & Sorg, men ser vi samlet på de henvisninger, som vi årligt får, så kan vi se, at der stadig er enkelte fødesteder, som vi ikke får henvisninger fra. Det er sikkert blot en uopmærksomhed fra de pågældende fødesteder, men med de nye nationale anbefalinger er det nu blevet indskærpet, at alle forældre skal orienteres om muligheden for gratis terapeutisk støtte, så alle forældre sikres de samme rettigheder”, fortæller Birgitte Sofia Horsten.
Arbejdet for at sikre samme procedure på alle hospitalsafdelinger
Det har de seneste fem år været indskærpet i retningslinjerne for fosterdiagnostik, at forældrene skulle orienteres om muligheden for at blive henvist til Dansk Center for Familier & Sorg, og nu følger ”Anbefalinger for svangreomsorgen” med.
”Det er vores mål, at personalet på alle hospitalsafdelinger inden for en kort årrække ved, at forældre, der mister et barn, kan henvises til os, så de sikres specialiseret faglig hjælp og støtte i den sværeste tid”, siger Birgitte Sofia Horsten og fortsætter. ”Det er så utrolig vigtigt, at der er et sikkerhedsnet, som griber forældrene, og derfor er vi også glade for at se, at der er et skærpet fokus på det tværsektorielle samarbejde mellem de aktører, som kommer i spil for forældrene, hvis deres barn dør. Det tværsektorielle samarbejde er et af de områder, som vi har arbejdet for at få styrket, og det er dejligt at se det implementeret både i form af orientering omkring støttetilbud, informationsdeling og opfølgning. Det er en bevægelse i den rigtige retning henimod at sikre, at ingen forældre står alene, når sorgen rammer.”
Du kan læse ”Anbefalinger for svangreomsorgen” her.