”Hvad fanden gør man, når sådan noget sker”

…en morfars beretning om at være pårørende midt i sorgen

Først og fremmest handlede det om Gabriel. Om den tragiske fortælling, at han døde i sin mors mave under fødslen. Om en mor og far i dyb sorg over tabet af deres dreng.

Som en støtte for Gabriels mor og far, Daisy og Ingvar, stod en mand, og han står der stadig den dag i dag, en veluddannet og robust militærmand, der efter 24 års tjeneste i det danske forsvar, som ansat ved Søværnet, havde set lidt af hvert. Det var Gabriels morfar.

De første ord, Gabriels morfar svarer til spørgsmålet om, hvordan han husker dagen, hvor Gabriel bliver født og dør, er:

”Den dag forsvinder aldrig ud af mit hoved. Jeg glemmer det aldrig”, siger Dan Christiansen. Han er far til Daisy, der mistede sin søn Gabriel den 9. juni 2008. Daisy skulle føde sit første barn på en privatklinik, og alt i graviditeten havde været normalt. Men da veerne tog til og fødslen var i gang, kunne personalet på privatklinikken pludselig ikke finde Gabriels hjertelyd. Der bliver ringet 112. Daisy og hendes mand Ingvar blev kørt på Rigshospitalet, hvor et hold af landets dygtigste fødselslæger stod klar. Men Gabriel var på det tidspunkt død. Navlesnoren havde viklet sig rundt om hans hals. Inden det gik op for familien, at Gabriel var død inde i Daisys mave, havde Dan brugt de kontakter, han i sine mange år i Forsvarets Sundhedstjeneste havde bygget op blandt læger på Rigshospitalet. Han havde ringet rundt, spurgt om råd og bedt om den bedste hjælp til sin datter og ufødte barnebarn. For der måtte kunne gøres noget, mente Dan. Og han ville for alt i verden forsøge at hjælpe. Men selvom de dygtigste læger ilede til, kunne Gabriel ikke reddes.

Familien rykkede tættere sammen

Når Dan beskriver sin datter Daisy, som er han og hustruen Brittas eneste barn, er det med superlativer i en fin strøm. Det er med respekt, glæde og stolthed i stemmen, han beskriver sin datter, både da hun som ung rejste til Mexico og boede der i halvandet år, og hvordan hun er som menneske, mor og Dans tætteste familie.

Det chok, der ramte og den sorg, Daisy og Ingvar pludselig befandt sig i, satte et dybt spor i Dan.

”Det sværeste var at se min datter udsat for noget så uhyre uretfærdigt. At hun ikke kunne se en vej ud, da hun sad der i den dybeste sorg. Hvad fanden gør man, når sådan noget sker. Min kone Britta og jeg var ikke umiddelbart i stand til at lindre Daisys sorg, og det var bare det, vi ønskede”, siger Dan. Ude af stand til at lindre sorgen, men med den største kærlighed og omsorg for deres datter, tog Dan og Britta sig i stedet af alt, der for Daisy og Ingvar virkede fuldkomment uoverskueligt. Købe ind, rydde op, vaske tøj og lave mad. De praktiske dagligdags opgaver blev delt mellem Dan, Britta, Ingvars mor og Dans forældre, der boede i samme opgang som Daisy og Ingvar.

”Vi rykkede sammen om Daisy og Ingvar, for vi følte, at hvis ikke vi gjorde noget, ville de aldrig få det bedre. Vi kunne jo ikke gøre Gabriel levende igen, men vi kunne hjælpe med at give nogle rammer, der gjorde, at de fik lidt at spise, lidt søvn og havde rent tøj i skabet. Det var samtidig vigtigt for os, at vi ikke overskred deres grænser, så vi spurgte, hvad de havde brug for, og hvad vi kunne gøre for dem. Det skulle ikke være sådan, at vi blev en belastning, og ”nu flytter vi lige ind og fortæller, hvordan I skal gøre”, fortæller Dan.

Åbne og ærlige

Midt i den altoverskyggende sorg over Gabriels død, var det vigtigt for familien, at de var ærlige over for hinanden. Og åbne omkring sorgen. Det var også vigtigt for Dan og hans hustru Britta, at de ikke gjorde noget ”forkert” og samtidig fik talt om deres egen sorg over at have mistet Gabriel. Derfor kontaktede parret en psykolog i deres netværk, som de havde nogle samtaler hos. De brugte også deres netværk af gode venner til at tale om den svære sorg, og hvordan de bedst kunne tage sig af Daisy og Ingvar.

Familien har altid været tætte, og de har, siden Daisy boede i Mexico, taget den mexicanske tradition De Dødes Dag til sig og markeret denne dag med snakke om de mennesker tæt på, der er døde. Både det tætte forhold, åbenheden, ærligheden og De Dødes Dag, tror Dan på, har været en hjælp i den sorg, familien stod midt i efter Gabriels død.

Den er der stadig. Sorgen. Men den har fået en plads sammen med Gabriels historie og sammen med Dans to andre børnebørn Valentin og Luciana.

Hver anden weekend er børnebørnene hos Dan og Britta. Det er mest noget med slik, popcorn, film på sofaen, hjælpen til i haven, og det er mest fordi, det er vanvittigt dejligt at have de to børnebørn på besøg. Men det er også fordi Dan synes, det er hamrende vigtigt, at Daisy og Ingvar har tid til at passe på hinanden og deres forhold.

”Vi er bedsteforældre på den måde, at vi mener det. Vi vil gerne vores børnebørn. Jeg har altid sagt, ”du skal ikke fortælle mig, du elsker mig. Du skal vise mig, at du elsker mig”. Sådan er jeg med Valentin og Luciana, og sådan er jeg også i forhold til Gabriel”, siger Dan.

Et evigt symbol på Gabriel

På Dans højre underarm bærer han et uudsletteligt symbol på, at Gabriel altid vil være en del af familien, og at han altid vil have en betydning for sin familie. ”Gabriel” står der tatoveret med små blå buttede bogstaver. Tatoveringen fik Dan præcis en måned efter Gabriels fødsels og død.

”Jeg oplever ofte, at folk spørger ind til min tatovering, og så får jeg lov til at fortælle om Gabriel igen og igen. For mig er det helt naturligt at tale om ham, så det betyder meget for mig at få lov til det. For Daisy og Ingvar tror jeg også, at det betyder noget, at jeg har Gabriels navn tatoveret. For han har været her og betydet meget for os alle”, siger Dan. Da Dan fik tatoveringen med Gabriels navn besluttede han, at den en dag skulle udvides med symboler for sin datter Daisy og de børn hun måske skulle få.

Så i oktober 2017 fik Dan tegnet endnu fem tatoveringer på sin højre arm. En margueritblomst (som på engelsk betyder Daisy red.), tre blade der symboliserer hvert af Dans tre børnebørn, Gabriel, Valentin og Luciana, en orange stjerne for Valentin og et lyserødt hjerte for Luciana. For at gøre lidt særligt ud af Valentin og Luciana fik Dan også tatoveret to tændstikbørn tegnet af hustruen Britta, der symboliserer de to børnebørn, der er en levende del af hverdagen og familien.