Artikler,Sorg

”Interview m Kira Skov om at finde vej i sorgen. Og om stadig at ville livet”

”The Echo of You” – Et interview om at finde vej i sorgen. Og om at ville livet, også når man har mistet

– Interview med Kira Skov, lavet sommeren 2018, publiceret oktober 2018

Når man kommer gående gennem haven, mens solen endelig brænder igennem på den første sommerdag, er det ikke til at se, at for bare 14 måneder siden ramte tragedien Kira Skov. Men det gjorde den. Hun blev en nat ringet op. Hendes mand, Nicolai Munch-Hansen, var død, og deres fælles søn og Nicolais datter havde mistet deres far. Han døde 39 år gammel, formentlig af en fatal kombination af alkohol og stoffer.

Kira Skov er en dansk sangerinde, der blandt andet er kendt som frontfigur i rockgruppen Kira & The Kindred Spirits. Vi mødes i Kiras have for at tale om kunsten. For at tale om hvad kunsten kan, når tragedien rammer, og man mister en, man elsker. Kira mistede sin mand, og vi i Dansk Center for Familier & Sorg er der for familier, der mister, og måske er der et fælles sprog i sorgen, måske kan kunsten noget på tværs, uanset hvem man har mistet?

Hvad er det kunsten kan i sorgen?

Kira Skov udgav i marts 2018 et nyt album ”The Echo of You” med undertitlen ”Songs for Nicolai”. Albummet har hun skrevet til sin mand. Sangene handler om livet, om tab, om chok og savn og sorg. Sangene er på den måde både meget private og samtidig helt universelle. De er skrevet med inspiration fra blandt andet Den Tibetanske Dødebog og forfattere som Rainer Maria Rilke, Walt Whitman, Marilynne Robinsson og Naja Marie Aidt.

”For mig var det naturligt at få et afput gennem musikken efter Nicolais død. Det var mit sprog. Og jeg var nødt til at skrive til Nicolai og mig selv om det, der var sket. Jeg tænker, det må være så svært IKKE at have et sted, hvor man kan få afløb. Jeg har mit sprog i musikken, og I det her rum, kunne jeg gøre noget.

Kunsten gav et spejl i sorgen

Kunsten gav mig en platform, hvor jeg kunne skabe noget meningsfuldt ud af noget meningsløst. Men andre menneskers kunst har jo også haft en værdi for mig. Kunst er jo allemandseje. Min moster sendte mig Naja Marie Aidts bog: ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog”, der udkom måneden efter, jeg havde mistet Nicolai.

Først turde jeg ikke læse den. Jeg havde jo lige mistet min mand, min tætteste ven og samarbejdspartner, min søns far. Så tanken om, at man også kan miste et barn, den kunne jeg slet ikke rumme!”

Men Naja Marie Aidts bog kom til at betyde meget for Kira. ”Det var oplevelsen af et spejl. En der kunne formulere det, jeg var fyldt af. Det kan kunsten, den kan give os et spejl, når vi er allermest alene i kaosset af følelser.”

Netværket hjalp

Da hun mistede sin mand, oplevede hun, at netværket trådte til og fik dem gennem sorgens første måneder. ”Min familie vågede over os, var der hos os hele tiden. De havde lavet skemaer, så vi aldrig var alene. I starten var sorgen jo som angst. Det var døduhyggeligt.”

Det er tydeligt, at netværket har spillet en kæmpe rolle i tiden efter Nicolais død, at hun midt i sorgen var, og er, dybt taknemmelig for, at der var nogen, der greb hende, da verden ramlede. At der var nogen, der vågede, der kom med mad, der bare kom forbi. Nogen, der turde være nær, da sorgen ramte.

Sorgen gør os magtesløse

Allerede få måneder efter Nicolais død begyndte hun at skrive musik igen som en måde at række ud gennem sorgen på. ”Jeg har altid fikset det, hvis noget var svært, handlet, gjort noget med situationen. Men når man mister en elsket, så virker det jo ikke. Sorgen gør os så magtesløse. Det er så endeligt, det kan ikke omskrives, der er intet at gøre. Du bliver bare nød til at overgive dig.

Når du mister, mister du jo også din fremtid, alt det du tog for givet som værende din fremtid. Alt det, du troede, du skulle, det skal du pludselig ikke mere.”

Hun havde prøvet det før. I 2009 var hun gravid, men graviditeten gik ikke, som den skulle, hun mistede det lille barn, og i stedet – og midt i sorgen – blev Kira ramt af en voldsom kræftsygdom og skulle igennem et længere behandlingsforløb. ”Dengang prøvede jeg jo også, at alt blev revet væk, og historien skulle skrives om. Jeg havde jo drømt om vores barn, men mistet både barnet og alle de drømme jeg havde haft.”

Musikken gav sorgen form

”Med pladen til Nicolai, var der noget, jeg kunne gøre. Jeg kunne skrive, og det blev en måde for mig at gøre noget konkret i sorgen. Det var en måde at give sorgen en form, hvor jeg kunne gøre noget med den. Jeg kunne lægge den ind i de her sange, så den ikke opslugte alt og mig, som den ellers gør, og jo også gjorde ind i mellem.”

Det var faktisk en beslutning at skrive. Beslutningen kom før den første sang. Hun ville skrive en plade til Nicolai og tog derfor kontakt til sin producer John Parish. ”Jeg vidste ikke om det ville ende med et album, men jeg havde brug for et mål.

Og da jeg satte mig for at skrive, kom ordene bare til mig. De kom ud af et fotografi, noget tog udgangspunkt i andres digte, jeg fik inspiration fra den tibetanske dødebog. Alle mulige ting har inspireret mig.”

Musikken var en måde at være i sorgen

”Musikken var ikke en måde at arbejde mig ud af sorgen, men en måde at være i den. Og måske også en måde at skabe en eller anden værdi når det nu var så meningsløst, at han var død. Skabe noget, der måske også kunne være smukt…”

”Når man oplever sådanne noget her, så er man jo for evigt forvandlet. Det er en transformation, man går igennem, og det vender op og ned på ens virkelighedsopfattelse, og alt hvad man tog for givet. Så på den måde har man brug for at finde ind til det, som er ens grund. Essensen af en selv.

Og jeg har jo både søgt efter essensen af mig selv men også efter essensen af Nicolai, kontakten med ham.”

Kira beskriver, hvordan tekster og breve til Nicolai blev en måde at være i dialog med ham, og man hører det i alle sangene, der hver på deres måde kredser om sorgen, kærligheden og savnet; ”Remember me” siger han i en af sangene, mens hendes svar bliver tvivlen, om der var noget, hun kunne have gjort. Tvivlen og sorgen, der vandrer sammen, men som også kommer i dialog.

At stå på scenen igen

I efteråret 2017 var der allerede planlagt en turne, og hun valgte at tage på den. ”Det blev næsten terapeutisk. Alle vidste jo, hvad der var sket. Så jeg kunne stå dér ”nøgen” og bare være mig. Jeg begyndte at spille nogle af de sange, jeg havde skrevet til Nicolai.

Og det var faktisk utroligt kærligt. Jeg fornemmede jo hvordan de holdt vejret, når jeg trådte ind på scenen, som om de ville hjælpe mig og fornemme, hvor jeg var. Og når jeg så begyndte at tale og spille musik, så slappede de af. Så jeg havde en dobbelt følelse af ærlighed; jeg kunne rykke tættere på publikum, og samtidig rykkede de også tættere på mig.”

Sorgens ensomhed

Langt de fleste oplever en stor ensomhed i sorgen; at lige meget hvor meget andre prøver at være der, så er man alene. ”Som udgangspunkt er sorgen ensom, og det er en ensomhed, som andre ikke kan tage væk.” For Kira Skov er ensomheden et grundvilkår i sorgen, og uanset, at der fra start af har været mange venner og familie omkring hende, kan dagene stadig føles tomme.

”Jeg ved, jeg ikke er alene – men derfor er det stadig ensomt at sørge, siger hun.”

Trøsten i andres kunst

Men andres kunst, som fx Naja Marie Aidts bog, gav genklang, og blev et spejl, og der var en stor trøst i spejlet. ”Fornemmelsen af at andre havde været hér før mig”, fortæller hun.

”Og jeg læste enormt meget. Naja sendte mig bøger, og jeg fandt selv en masse. Jeg læste for at begribe det, jeg stod i. Og samtidig var jeg meget søgende og fornemmede, at jeg var en del af noget større. Og det var nyt. Jeg havde aldrig været spirituelt søgende, havde aldrig haft behov for det, livet rummede så meget at undersøge, at jeg ikke havde savnet en spirituel dimension. Men det blev nærmest en desperation, jeg ledte og opsøgte alle mulige. Søgte en oplevelse af, at noget levede videre, at døden ikke var så endelig.”

”Sorgen tvang mig til at ekspandere i hjertet”

“Jeg har ikke fundet svar på min søgen, men fornemmer et håb om en større universel mening. At vi har en adgang til noget større, til ren kærlighed.

Det udvider jo noget i en at være i sorg. Sorgen tvang mig til at ekspandere i hjertet. Hvis der overhovedet skal være noget positivt i det, så er det, at man er nødt til at vokse, når sådanne noget sker. Jeg har i hvert fald en oplevelse af, at hvis hjertet ikke går itu, må det udvide sig. Enten lukker vi os om os selv, ellers ekspanderer dit hjerte. Og når det udvider sig, får det plads til at rumme mere; mere kærlighed, nye aspekter, empati, rummelighed.”

Livet har stadig en kæmpe værdi

”Døden er et livsvilkår. Men i vores kultur er den ofte meget usynlig. Og når man står midt i den, fornemmer man, at døden er en del af livets cyklus. Og den viser os, at vi kan ekspandere og få en større taknemmelighed ved livet. Og jeg vil stadig leve. Livet har stadig en kæmpe værdi.”

Ville du have ønsket noget anderledes i vores kultur?

Vi taler om tiden efter, hun mistede sin mand, hvad hun savnede; ”Jeg ville ønske, at vi havde flere ritualer, eller at vi tog nogle af de gamle traditioner til os igen. For hvad gør man når man mister en elsket? Jeg havde virkelig brug fra guidning.

Og jeg ville ønske, at flere oplevede det, jeg gjorde, at der blev våget over mig de første måneder, så vi aldrig var alene. At vi tog den gamle tradition til os igen med ”vågekoner”.

Jeg har også talt meget med Naja Marie Aidt om, at det kunne være dejligt med sørgebind; at gøre døden synlig, at kunne signalere ”jeg har mistet, og jeg vil gerne tale om det”. Vi er så anonyme i sorgen. Men bindet sender et stærkt signal.”

Børn, døden og at turde fejre de elskede

”Jeg ville ønske, at vi ikke var så bange for at vise børn døden. Vi behøver ikke beskytte dem, i stedet skal vi vise dem, at døden ikke er noget, der skal gemmes væk. Midt i al sørgeligheden er den døde og døden jo både fredfyldt og konkret. Og vi skal turde sige og mærke, at kærligheden til den døde jo lever videre, også selvom kroppen er død.”

”I Mexico fejrer de ”De Dødes Dag”. Det gjorde vi også sidste år. Sammen med en nær ven lavede vi et mindealter med billeder af Nicolai, lys, musik og glæde. Vores søn var stolt over det – over sin far. Og det er en smuk måde at fejre betydningen, fejre dem vi har elsket, alt det vi elskede ved dem. Al den kærlighed der stadig er her – uendeligt.”

Hvordan finder man håb?

Timerne er gået, og vi skal til at runde vores samtale af. Vi taler om håbet, der er så vigtigt; når man lige har mistet. Håbet må vi aldrig tage fra mennesker.

Håbet om, at man kan finde ind til sig selv igen og gøre sig levende efter sorgens lammelser. Men hvordan finder man håb i den værste sorg?

”Man tror jo aldrig, at det vil slutte, men man må stole på, at det bliver nemmere. Og man skal huske, at det ikke er vigtigt at komme videre. Men det er vigtigt at kunne LEVE videremed sit tab. Og så skal man have en ambition om at leve et godt liv og tage imod de små glæder. Og endeligt; husk, at det værste sted ikke varer ved. Det bølger, du kommer til at få pauser fra det, og det bliver bedre.

Og til sidst husk ikke at isolere dig, ræk ud, også når du er træt. Jeg var heldig, at min familie og venner var der, men hvis man ikke har familie og venner, der kan finde ud af at være der eller helt forstår, hvor du er, så brug de mere konstruerede netværk som sorggrupper, og foreninger som jeres. Men det vigtigste; du skal handle, du må ikke give op. Jeg havde et indre billede, som jeg gjorde fysisk; Jeg skal blive ved med at gå.”

Ordene bliver sagt med en intensitet, der gør det så tydeligt, at Kira selv lige har været der, og erfaret det hele selv.

Vi slutter af. Jeg mærker, at hun har sagt nogle ting om sorg og kærlighed, der er vigtige, sande og universelle, og jeg håber, at andre vil tage dem med sig, vil lytte. Jeg er på en gang både rørt og ydmyg, da jeg træder ud af haven igen. For jeg ved, at hun har delt af de inderste, og sværest erfarede sandheder, og at hun har delt for at give noget videre. Ord, kunst tanker.

Oplev Kira Skov live

Kira Skov kommer til årsmødet d. 6. april 2019, hvor hun både vil spille numre fra albummet og fortælle om, hvordan albummet blev til, om at leve med og i sorgen, og hvordan hun fandt vej.

Det bliver muligt for medlemmer at tilmelde sig via vores hjemmeside ultimo 2018/primo 2019.

Hvis du blev nysgerrig:

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.
Yderligere info Accepter