Om retten til at sørge og forældreskab når man mister ved en provokeret fødsel
af Camilla
Jeg tror ikke, der bliver noget større og mere alvorligt valg et menneske kan stå overfor, end at skulle vælge imellem liv og død. Vi kommer helt ud i kanterne af vores eget liv, når vi stiller os selv det mest grundlæggende, eksistentielle spørgsmål: Skal vi vælge livet eller døden for vores barn? Jeg følte, at det var min skyld, at min søn ikke fik et liv med os. Jeg talte om, at jeg skulle ind og skrive under på, at jeg ville slå mit barn ihjel. Thomas besluttede meget hurtigt, at han også ville skrive under, for også at tage ansvar og forsøge at dele skylden og smerten og tage den på sig, selvom det var min krop. Det hjalp mig enormt, selvom der selvfølgelig ikke er en linje, hvor faren kan skrive under.
Om at vælge for sit barn
Thomas havde en særlig måde at tænke om vores valg på, som har været meget hjælpsom for mig at holde fast i. Nemlig at vi ved at træffe den ultimative beslutning om, at vores søns liv skulle stoppe, tog den smerte på os, som han ellers ville skulle bære i sit barneliv. Thomas gjorde det muligt for mig at tænke mere nænsomt om mig selv og om vores beslutning. Ved at lære mig at tænke, at vi kunne tage smerten ved operationerne fra ham, smerterne ved at være hospitalsbarn med akutindlæggelser, undersøgelser, blodprøver, den konstante kvalme og frygten for døden. Og vi påførte vitterligt os selv den vildeste smerte og sorg, da vi valgte at sætte fødslen i gang i uge 22. Men det hjalp lidt at kunne tænke, at vi bar smerten for vores søn. Så gjorde vi i det mindste noget for ham, og påtog os ansvaret som forældre. Det hjalp lidt på skyldfølelsen. Også da vi for anden gang blev tvunget ud i det ubærlige valg.
Må man sørge når man selv har valgt?
Det kom bag på mig, at jeg nogle steder fra, blev mødt med en forventning om, at jeg skulle se at komme over sorgen. Men det kom endnu mere bag på mig, at der tilsyneladende var en sammenhæng mellem selv at have valgt at afbryde graviditeten og så at have lov til at sørge.
En fra min omgangskreds sagde til mig et par dage efter fødslen, at jeg nok hellere måtte give slip på ham. Det var, da vi havde taget vores søn med hjem, og havde inviteret venner og familie til fødselsdag for ham. I stedet for at sige tillykke med knægten og anerkende vores tab og smerte, valgte vedkommende at sige til mig, at han jo ikke var et rigtigt barn, for han var jo ikke fuldbåren.
Kampen for retten til at være forældre
Så her startede kampen for retten til at være mor, far og storesøster. Og her startede kampen om, hvorvidt jeg havde født et rigtigt barn. Jeg ved ikke, hvad vedkommende egentlig mente, at jeg så havde født, men jeg var aldrig selv et sekund i tvivl. Men svært er det jo at få lov til at sørge over tabet af sit barn, når ens nære ikke synes, at man har fået et rigtigt barn.
I dag har vi Svea (5 år) og Vilje (3 år), som vi har fået med assistance fra en sæddonor. Thomas skal nyretransplanteres inden for det næste års tid.
