Rådgivning til alle men stadig ikke lige vilkår  

Vi har tidligere skrevet om den store bevilling, som Dansk Center for Familier & Sorg har modtaget fra Social- og Indenrigsministeriet, så vi også snart kan tilbyde terapeutisk rådgivning til forældre, der mister børn op til 21 år.

Det er et kæmpe skridt, og det er dejligt, at hvad der startede som en mors borgerforslag om sorgorlov til forældre, der mister større børn, nu er endt med, at der fra 1. januar både kommer en sorgorlov, og at man politisk har sikret, at den bliver fulgt op af et specialiseret terapeutisk tilbud til forældrene gennem bevillingen til os. For en sorgorlov kan aldrig stå alene.

En markant gruppe overses

Men der er en markant gruppe af forældre, der overses, og som stadig ikke er sikret rettigheder lig andre forældres. Det er de forældre, der mister børn inden, de er 22 fulde uger. I 2019 hørte ca. 40% af forældrene i vores rådgivning til denne gruppe, og mere end 1/3 af dem havde mistet mellem 18. og 22. uge. De forældre er ikke berettiget til sorgorlov, og de skal alt for ofte kæmpe for at få en sygemelding. Nogle vender tilbage til arbejdsmarkedet inden de reelt er klar til at magte arbejdet fysisk og psykisk, og de skal også tit kæmpe med både andres og egne forståelser af den situation, som de står i. Alt sammen udfordringer der kan have store psykosociale følger for familierne.

Et barn er et barn

Holdninger som ”I kan jo bare prøve igen” og ”godt det ikke var et rigtigt barn” er udbredte, og selvom det er ord sagt i omsorg, så forstår, omfavner og rummer de slet ikke den sorg, som forældrene står med. For et barn er et barn, og de børn, der fødes, før de er 22 fulde uger, er stadig børn, der aldrig kommer til at vokse op, som forældrene aldrig kommer til at se smile, og som aldrig vil blive holdt tæt og trygt af deres mor og far. De er børn, og deres forældre er i sorg.

Hos os er alle forældre ligestillede, og vi hjælper alle, der mister et barn op til 21 år, med gratis terapeutisk rådgivning, sorgseminarer, sorggrupper m.m. – Vi er der for forældre i sorg.

Forældre der mister ældre børn, mangler også ligestilling

Forældre, der mister børn over 18 år, mangler også lovgivningsmæssig ligestilling. Vi kan hjælpe forældrene indtil barnet er 21 år, men at vi endnu ikke kan hjælpe forældre, der mister større børn, er et ressourcespørgsmål, og noget vi vil arbejde for at ændre over tid.

Kære alle forældre – Ingen af jer er glemt. Hverken hos os eller politisk og der er stadig plads til mange ændringer og forbedringer, så I alle får den støtte, som I har brug for. Skridt for skridt er vi på rette vej.

 

 

 

 

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.