Klaver: Ulrik Brundin Vokal: Helene Bak
(privatfoto) (Foto/artwork: Mathias Ørtenblad Nobel / Kasper Vindeløv)
”Musik kan nå noget inde i os mennesker, som nogle gange kan være svært at få fat i med ord”, fortæller Helene Bak, som synger sangen, Linedanser, til Den Internationale Mindedag for Forældre i Sorg.
Den 3. februar 2021 er det International Mindedag for Forældre i Sorg. Det er en samlende dag, hvor alle forældre, som har mistet deres barn, kan mødes og mindes. Initiativtagerne til dagen er bestyrelsen i Dansk Center for Familier & Sorg, og som en del af aftenens program synger vi Per Krøis Kjærsgaards sang, Linedanser – En sang om at turde vove livet og om at tro på håbet, også når livet gør allermest ondt.
En personlig genindspilning
En ny mindedag fortjener sin helt egen version af sangen, og bag genindspilningen står Ulrik Brundin og Helene Bak, som begge har oplevet at miste.
”Da planlægningen af vores nye arrangement skulle laves, var én af ideerne, at det ville være rart at slutte arrangementet af med Linedanser som fællessang. Så tilbød jeg, at jeg kunne lave en indspilning. Jeg kender sangen godt, og jeg har alligevel i forvejen lidt erfaring med indspilninger”, forklarer Ulrik, som er medlem af bestyrelsen og en af initiativtagerne til den nye mindedag.
Helene, som til dagligt lever af sin musik, har tidligere deltaget i en sorggruppe gennem Dansk Center for Familier & Sorg, og da hun blev spurgt om hun ville lægge vokal til sangen af bestyrelsen, sagde hun ja.
”Det gav bare god mening at medvirke, og det føltes dejligt at kunne give noget tilbage til foreningen, fordi de har hjulpet os i vores sorg. Sangen sætter ord på livet. At der skal være plads til både glæde og sorg – At de godt kan eksistere ved siden af hinanden på lige fod. Det er noget, jeg først rigtigt har forstået efter, at vi mistede. Før da var det hele mere sort/hvidt – Trist/lykkeligt. Nu er der plads til begge ting, og det er på en måde rigtig forløsende.”
”Sangen er jo en hyldest til livet”
At miste sit barn er nok den største sorg, du som forælder kan opleve, og Linedanser handler netop om at vælge livet, også selvom det gør ondt.
”Sangen er jo en hyldest til livet, og indeholder en række tanker og råd om, hvordan man bedst kommer igennem det”, udtaler Ulrik. ”Samtidig indeholder den et super budskab om, at selvom livet engang imellem gør ondt, så bliver det også godt igen en dag. Og vi har jo alle prøvet at miste, og stå i en situation hvor livet virkede fuldstændig meningsløst og helt sort, men også efterfølgende oplevet at selvom intet bliver som før, så kan livet gå videre, og man kan finde mening og lys og glæde igen.”
Også for Helene er det en sang med et vigtigt budskab.
”Det at turde levet livet velvidende, at det kommer til at gøre ondt på den ene eller den anden måde, det er jo essentielt – men samtidig også helt vildt svært. For ingen ønsker sig sorg og ulykke, men det er svært at undgå og et livsvilkår for de fleste. Og jo mere vi snakker med hinanden om det, jo mere mister det pusten.”
Samarbejde på tvær af Storebælt
Men en ting var at vælge Linedanser som den sang, der passede bedst til mindedagen og at finde de rigtige til at indspille denne helt særlige version. En anden var rent faktisk at få den produceret. For når der opfordres til, at alle holder sig inden for egne sociale bobler, så var et ikke en mulighed for Ulrik, som bor i Kalundborg, og Helene, som bor i Skanderborg, at mødes og lave indspilningen sammen. I stedet måtte de – helt i tidens ånd – samarbejde på afstand.
”Rent praktisk sad jeg ved mit køkkenbord og indspillede musikken”, fortæller Ulrik.
”Ulrik sendte mig et track med musikken, og jeg indspillede vokalen på hjemmekontoret sammen med min kæreste”, fortsætter Helene.
”Det er sådan en fantastisk ting, at man kan samarbejde og lave og dele musik uden overhovedet at have mødt hinanden. Og Helene, som blev hevet ret hurtigt ind i projektet, har bare tilføjet en hel anden dimension til nummeret med sin meget smukke fortolkning”, tilføjer Ulrik.
Mindedagen giver plads til sorgen
Sorg er en ensom størrelse, og som forælder, der har mistet sit barn, er det rart at mærke, at du ikke er alene. Og det er det, som en International Mindedag for Forældre i Sorg kan. Ved at tænde lys sammen med andre kan du mærke fællesskabet med andre forældre, og sammen kan I markere kærligheden til jeres børn.
”Det er fantastisk idé med en mindedag, for det er så vigtigt at mindes og mærke efter, og det at tænde lys i mørket er så flot et symbol på det at kæmpe med sorgen og forsøge at finde sig selv og sin vej igen efter at have mistet”, siger Ulrik.
For Helene betyder dagen helt konkret også en synliggørelse af det, som er usynligt for andre.
”Mindedagen er vigtig, fordi ens tab bliver synligt. Det er vigtigt, at vi husker og giver sorgen og vores børn plads, selvom de tog afsted alt for tidligt.”
Om Den Internationale Mindedag for Forældre i Sorg
Den Internationale Mindedag for Forældre i Sorg afholdes onsdag d. 3. februar 2021 kl. 19-20. Det er en mindedag for alle forældre, som har mistet deres barn, uanset alder på barnet og dødsårsag. Grundet corona er der tale om et digitalt arrangement på Facebook, og sangen bliver derfor lagt op på begivenhedens side.
Om Helene Bak
Helene er 35 år, og bor sammen med sin kæreste Thomas og datteren Aia på 2 og et halvt år. Helene lever af at spille og udgive musik, og er lige nu aktuel med albummet ”Under One Roof”.
Helene har tidligere fortalt sin historie til Vores Børn, og du kan læse hele artiklen her.
Om Ulrik Brundin
Ulrik er 37 år og har været bestyrelsesmedlem i Dansk Center for Familier & Sorg siden 2015. Han bor sammen med sin kone og deres barn, og arbejder til daglig som lærer.