Man mister jo noget konkret, men man mister også drømmene og sine forestillinger om fremtiden. Og mange mærker jo fysiske forandringer allerede tidligt i graviditeten.
Iværksætter Le Gammeltoft er lige nu aktuel med bogen ”TABET – Fortællinger om at miste sit ufødte barn”. Le har selv mistet flere gange, og i bogen kan du læse hendes og andres beretninger om at miste på forskellige tidspunkter under graviditeten. Vi hører fra både kvinder og mænd, kendte som ukendte danskere, heteroseksuelle og homoseksuelle. I bogen bidrager en række eksperter også med tanker om, hvordan det fysisk og psykisk påvirker kvinder – og mænd – at miste deres største drøm, herunder direktør i Forældre og Sorg, Birgitte Horsten, der blandt andet fortæller om sorgen, følelserne og ensomheden, når man mister.
Som en ekstra dimension får vi også Jesper Backers historie – Les ekskæreste, som mistede sammen med Le – og på den måde inddrager bogen også perspektiver på, hvordan man i et forhold kan håndtere og opleve situationer forskelligt. Netop bogens bredde og nuancering har været særlig vigtig for Le.
”Der skal skabes et fællesskab, så man mærker, at man ikke er alene. Man skal møde genkendelse og kunne spejle sig i bogen.”
Men med bogen ønsker Le ikke blot at skabe en samtale både mellem dem, som har mistet. Den er samtidig et opråb til omgivelserne, sundhedsvæsnet og politikerne.
“Med bogen kan pårørende også bedre få et redskab til at spørge ind til, hvad de skal gøre og hvad vedkommende føler. Den er også til politikerne. Og sundhedsvæsnet. Der er mange niveauer.”
“Det er jo sorg, og den grundfølelse kan vi alle genkende”
Hvad er sorg for en størrelse, når man mister tidligt i en graviditet? Og hvorfor er det så svært for omverdenen at forstå den sorg, som kan følge med at miste tidligt?
Første gang Le mistede ligger næsten 10 år tilbage, og i dag er meget hun bevidst om, at omgivelsernes (manglende) forståelse for hendes sorg har sat sine spor.
”Det er ikke noget, som man taler om eller anerkender, for mange tænker det ikke som et rigtigt barn, når man mister allerede i uge 6”, fortæller Le. ”Man bliver mødt af en ”Op på hesten igen”- tankegang, og en ”Det er hvad, hvad er sker”. Men der sætter en tomhed ind. Der sker jo en ændring i ens eksistensforståelse. Der er en enorm ensomhed. Man går fra at være to til én. Man skal se ud over ego og selvoptagethed, når man bliver gravid, for man har jo noget, som man skal til at passe på. Man går ind i en proces af at ændre sig. Så man oplever en stor tomhed, når man mister.”
Men selvom statistikkerne taler for, at det at miste tidligt er noget, som mange kvinder (og med dem deres partner) oplever, og derfor i manges øjne er noget ganske almindeligt, så måtte Le erkende, at det for hende ikke blot var et spørgsmål om at komme op på den berømte hest igen.
”Det er et svigt af kroppen, når den ikke makker ret”
Når man mister tidligt i graviditeten, så er sorgen ofte mere kompleks. For sorgen handler om meget mere end det specifikke barn, som ikke blev. Hos Le opstod der en større og mere grundlæggende usikkerhed.
”Der fulgte selvfølgelig tanken: Hvad nu, hvis jeg ikke kan blive gravid? Når kroppen svigter, så er der kontroltab, og vi er så vant til hele tiden at være i kontrol. Og så er der det store spørgsmålstegn, som følger med: Jeg er jo kvinde, jeg skal kunne bære børn. Hvad kan min krop, hvis den ikke kan bære et barn?”
Ved siden af usikkerheden dukkede en anden dominerenede følelse op: Skyld.
”Jeg mærkede en enorm skyldfølelse. Det var skyld med skyld på. Er det min egen skyld? Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg drukket for meget? Danset for meget?”
Ifølge direktør Birgitte Horsten er skyld en velkendt følelse hos de kvinder, som mister tidligt.
”Vi oplever ofte i vores rådgivning, at de kvinder som mister tidligt, vender sorgen indad. De leder efter svar, og det er så meget lettere at give sig selv skylden end at acceptere, at nogle ting er ude af vores hænder. Og så tror jeg, at mange bliver overraskede over, hvor svært det er at tale med andre om sorgen. Det er svær for udenforstående at forstå, fordi det, som mistes, er usynligt. Det er både det barn, som ikke blev, men det er også alle de drømme og forventninger til livet, som forsvinder samtidig. Der ligger en kæmpe sorg i at miste sine håb for fremtiden.”
”Vi skal lære at tale om de ting, som er svære”
For Le var sorgen på mange måder ordløs. Hun talte ikke med nogen om sine følelser, hverken sin kæreste eller andre i omgangskredsen. Men nu, næsten et årti efter at have mistet første gang, er hun en klar til at sætte emnet på dagsordenen og begynde at tale om sorgen, og ikke mindst konsekvenserne ved ikke at gøre det. For havde hun dengang haft den viden, som hun har i dag, så havde hun formentlig grebet det anderledes an.
”Jeg havde været mindre vred. Jeg havde kunne bede om terapi og gå ind i sårbarheden. Jeg var nok gået til psykolog. Det havde været sundt at tale om. Hvis du ikke kigger ind i de svære ting, så følger de med dig. Så jeg havde nok fået det bearbejdet bedre og hurtigere. Det havde nok ikke ændret så meget ved de efterfølgende graviditeter, men det havde gjort noget ved familielivet, hvis vi havde talt om det.”
Men Le anerkender samtidig, at det kan være svært at tale om.
”Jeg tror, at mange bliver mødt af klichéerne. Men det skal jo takles, som en sorgbearbejdelse. Alle skal anerkende det. Både familien, sundhedsvæsnet og politikerne. Det vil gøre det lettere for kvinderne. Det sætter sig hårdt i dem. De næste graviditeter bliver angstfyldte. Graviditet er ikke en sygdom, men mange oplever den som sorgfuld. De bliver ikke mødt i deres sorg. Hverken fra sundhedsvæsnet eller familien. Der er ingen steder at gå hen.”
Det er betragtninger, som vækker genklang hos Birgitte Horsten.
”Som mennesker vil vi gerne hjælpe og gøre ting gode igen. Så når en veninde siger ”Barnet var nok sygt, så det er måske meget godt, at det ikke blev til mere” eller ”Det er jo meget normalt at miste så tidligt i graviditeten”, så handler det ikke om at negligere sorgen. Det er et forsøg på at hjælpe og lindre, og på at finde noget positivt at sige om en alt andet end positiv situation. Ordene kommer fra et godt sted, men de underkender følelserne fuldstændig. I virkeligheden skal vi turde stå ved siden af personer i sorg uden at forsøge at gøre det til et problem, som skal løses. For det her problem kan ikke løses, og i stedet har vi brug for folk, der tør træde ind i sorgens rum og bare lytte.”
”I det spæde begynder det, men der er stadig langt endnu”
I Dansk Center for Familier & Sorg har vi de seneste år oplevet en stigning i antallet af henvendelser fra forældre, som har mistet i første trimester. Det er ikke et tegn på, at der er flere som mister tidligt, men snarere tegn på en ny tendens, nemlig at flere er begyndt at tale om det. Også Le genkender en (om end lille) ændring i den offentlige og private samtale.
”Der er flere, som tør tale om det. Der er kommet flere stemmer. Både med blogs, bøger osv. Der er allerede kommet et større fokus på mændene, og en anerkendelse af at de også er en del af en graviditet. Så i det spæde begynder det, men der er stadig langt endnu. Sundhedsvæsenet skal ændres. Politikerne skal høre efter.”
Netop anerkendelsen er et nøgleord i Dansk Center for Familier & Sorg. Her arbejder vi for at sætte fokus på sorgen ved at miste, og ikke mindst anerkendelsen af den sorg fra omgivelserne.
”Vi skal blive meget bedre til at tale om sorg og til at anerkende sorg, for det er på den måde, vi skaber et sprog omkring det at miste. Og når vi taler om tingene, så bliver de tydelige, og det er så vigtigt med synlighed. Det er i forvejen utroligt ensomt at miste og at være i sorg, så er det gør en stor forskel for folk at blive set og hørt”, afslutter Birgitte Horsten. ”Derfor er historier som Les så vigtige. Fordi de sætter fokus på et underbelyst emne, som rigtig mange kan nikke genkendende til.”
Om Le Gammeltoft
Le Gammeltoft er 42 år og bor på Amager med sine to døtre, Filippa og Lilja Lykke. Hun er grundlægger af det digitale medie Heartbeats og er lige nu aktuel med bogen ”TABET – Fortællinger om at miste sit ufødte barn”.
Andre bøger
Hvis du ønsker at læse flere bøger med fokus på at miste tidligt, så er bogen “Tabte Drømme” også netop udkommet. Den er skrevet af Christina Lassen-Andersen, og her fortæller 16 kvinder om at miste tidligt.
