Når der sker et dødsfald, så påvirker det hele familien, og for de børn, der måtte opleve at miste en forælder eller en søskende, kan det have store og formative konsekvenser både i den umiddelbare hverdag og op igennem livet, hvis deres sorg ikke tages alvorligt.
Alle mennesker har brug for at mærke omsorg, når de står midt i en livskrise. Det gælder også børn og unge. Hvordan de bedst bliver mødt i deres følelser og sorg, afhænger af deres alder og udvikling, men fælles for dem alle er, at de har brug for støtte fra deres nærmeste omsorgspersoner og de øvrige mennesker, der udgør deres dagligdag.
“Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at forældrene eller andre nære omsorgspersoner formår at støtte de tilbageværende børn. Derfor er det helt essentielt, at der eksisterer et lettilgængeligt tilbud om forælderrådgivning”, understreger direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Vores forælderrådgivning har været en del af vores tilbudspakke i mere end 10 år og med god grund. For det er helt naturligt, at forældrene er bekymrede for de tilbageværende børn, og mange er også famlende omkring, hvordan de bedst støtter dem, mens de samtidig skal håndtere deres egen sorg i en periode med manglende overskud.”
En af de personer, der har oplevet at miste, er Grethe. Da hun var 9 år, døde hendes søster, Linda, af kræft. Linda blev 15 år, og Grethe oplevede, at hendes familie gik i stykker den dag. Samtidig blev det begyndelsen på nogle ekstremt hårde år, der – trods de voksnes velmenende ord og handlinger – efterlod Grethe meget ensom med sin sorg.
Dødens abstrakthed
Børns oplevelse af verden er ofte mere intens end voksnes. Børn har ikke samme forståelsesramme som voksne, og de bruger derfor meget tid og energi på at tolke og forstå deres virkelighed. Hvis børn ikke får forklaringer, så laver de deres egen forståelse af virkeligheden.
Døden er et abstrakt fænomen for både voksne og børn, og det er derfor naturligt, at det kan skabe en masse spørgsmål, forvirring og frygt hos børn, hvis de ikke bliver mødt tilstrækkeligt og alderssvarende af de voksne omkring dem. Samtidig fornemmer børn også, at de voksne selv er i vildrede, ulykkelige eller bare anderledes, end de plejer at være.
”Jeg kan huske, at jeg følte mig meget alene. Og meget indelukket”, fortæller Grethe. ”For at kunne være i det, har jeg været nødt til at lukke ned for en masse følelser i mig. Jeg fik ikke hjælp til at håndtere dem. Jeg kunne se, mærke og sanse alvorligheden, og jeg vidste, at min søsters sygdom kunne betyde, at hun ville dø. Men jeg vidste ikke, hvad det betød. Hvad er døden? Hvad er meningen med at være i live? Hvorfor skal vi herfra? Jeg skulle forholde mig meget eksistentielt til mit liv, selvom jeg kun var 9 år gammel. Skal jeg dø? Hvornår skal jeg dø?”
Omsorgspersoner er nøglepersoner
Mange, der som barn har mistet en søskende, fortæller, at de dengang samtidig oplevede at miste deres forældre i en periode. Sorgen over at miste eller skulle miste et barn er så voldsom, at forældrene kan have svært ved at finde overskud til at være der for andre og ofte også de tilbageværende søskende.
Det samme gælder for de børn, der mister en forælder. Her oplever mange, at de først mister en forælder til døden og derefter den tilbageværende forælder til sorgen i en kortere eller længere periode.
Det kan have store konsekvenser både i tiden omkring dødsfaldet men også i mange år efter, for børn har brug for en tryg kontakt til voksne. Ikke mindst i kriseperioder og det er helt afgørende for, at børn kan tale frit om deres tanker og følelser.
Grethe beskriver selv, hvordan hendes søster Lindas død og hendes omgivelsers reaktioner har sat et stort aftryk på hendes liv.
”Det kunne have været på en anden måde, hvis nogle af de behov og længsler, jeg har haft, var blevet mødt dengang. Så havde begivenheden måske ikke været så voldsom for mig. Så var det måske ikke blevet den store del af min kerne og min måde at være i verden på, som det er.”
Den vigtige kommunikation
Det skaber tryghed for børn, hvis voksne er tydelige og ærlige i deres kommunikation, og samtidig er det vigtigt, at de voksne tør tage lederskab i samtalen.
Børn har ofte langt færre ord i svære samtaler end voksne, og de laver hurtigt forestillinger om det usagte. Hvis voksne ikke er ærlige om, hvad formålet med samtalen er, så kan det skabe blokeringer hos børn, og kontakten bliver sværere at opnå, fordi børnene i stedet bliver optaget af usikkerheden.
De voksne, som udgør børns dagligdag, spiller en betydelig rolle for, hvordan børn klarer sig i sorgen. Det gælder naturligvis de helt nære relationer – ofte forældrene – men også f.eks. lærere på skolen.
”Dengang var der ikke ret mange, som vidste, hvordan de skulle forholde sig til tab og sorg. Det blev jeg mødt af, og det betød, at jeg ikke følte mig mødt”, forklarer Grethe om tiden efter Lindas død.
En dominerende ensomhed
I skolen oplevede Grethe også, at der ikke var ret mange, der havde blik for, hvor dårligt hun egentlig havde det. Hun havde en følelse af, at folk trak sig, og at der blev talt om hende og peget fingre fra de andre børn i skolegården. Det manglende fokus på hendes trivsel blev tydelig for Grethe under en morgensang, hvor hun tænkte Linda, og derfor begyndte at græde. Grethe beskriver den ansattes reaktion således:
”Så kiggede han på mig og sagde: ”Du kan godt stoppe med at græde, det er jo ovre.””
Grethes beskrivelse af ensomheden er ikke enkeltstående. Mange børn oplever netop stor ensomhed i forbindelse med død og sorg i deres familie. De bliver tidligt i deres liv konfronteret med det livsvilkår, som ensomheden er, og den får derfor ofte en stor og definerende betydning. Af samme grund kan den have en tæt forbindelse til følelsen af svigt og manglende kontakt, hvis barnet ikke oplever at have voksne omkring sig, der kan hjælpe med at sætte ord på ensomhedsfølelsen.
”Det, at kunne få lov til at være rigtig ked af det. Fordi det var jeg. Også at være vred. At kunne være vred over, hvor uretfærdigt det var, at det lige præcis var min søster, der skulle dø. Og splitte min familie ad som det føles inde i mig. Det manglede jeg.”
Mange af de forældre, som vi taler med, oplever selv, at de er gode til at spørge børnene ind til, hvordan de har det. Men taler vi med de unge selv, så oplever de, at de kun spørges få gange og oftest kun i forbindelse med dødsfaldet eller sygdomsperioden. De fortæller – ligesom Grethe – om, hvordan de i årene efter husker ensomhedsfølelsen og forkerthedsfølelsen, og at deres sorg gjorde andre ubehageligt til mode.
Den afgørende, følelsesmæssige kontakt
Hvor nogle børn vil reagere ved at trække sig ind i sig selv, så reagerede Grethe med voldsom gråd om aftenen og natten, og selvom det formentlig har været meget hårdt og frustrerende for Grethes forældre, så betød det, at hun fik nogle af sine behov for nærhed og omsorg dækket.
”Efter begravelsen og da der kommer ro på, så manglede der en person ved spisebordet. Lindas værelse stod tomt. Og jeg kunne ikke sove. Jeg skreg hver evig eneste nat, og lå ved siden af min mor og far. Jeg kunne ikke være i mig selv.”
Børn regulerer sig gennem kontakt, og når forældre står midt i den mest intense sorg, så er de oftest ikke i stand til at være i kontakt med deres omgivelser på samme måde, som de har været tidligere. Det kan børn mærke, og det er naturligt, at det får børn til at reagere.
Retvendte og spejlvendte reaktioner
Man kan tale om at børn enten reagerer retvendt eller spejlvendt.
Børn, der reagerer spejlvendt, er dem, som vi ofte kalder de tydelige børn, fordi vi ser deres reaktioner og eventuelle mistrivsel. Det er dem, der kalder på kontakt ved at græde meget, ved at være fysisk eller verbalt voldsomme, eller ved at komme med markante verbale ytringer som f.eks. ”det ville være bedre, hvis det var mig, der var død”.
Børn, der reagerer retvendt, er de børn, som vi ikke helt lægger mærke til. Det er dem, der har tendens til at trække sig ind i sig selv eller blive stille, virke glade og svare ”det går fint”, når man taler med dem. De har tendens til at oversamarbejde, og den ubevidste logik i dem siger, at ”hvis jeg gør mig og mine behov mindre, så får mine forældre/andre det bedre”.
Det er lettere for de voksne omkring et barn at spotte det spejlvendte barns mistrivsel frem for det retvendte, men begge typer børn har behov for følelsesmæssig kontakt fra sine omsorgspersoner – eller andre tryghedspersoner, hvis det første ikke er muligt. Følelsesmæssig kontakt er afgørende for børn, fordi det er derigennem, de regulerer sig selv.
Livets uforudsigelighed
Børn, der har oplevet at miste en søskende eller forælder, kan blive meget optaget af, om der er andre dårlige nyheder på vej. Om der er andre, som er syge eller skal dø. Børn er vant til, at de ikke er lige så velinformerede som de voksne, og derfor kan de blive optaget af at forberede sig selv ”på det værste” for at passe på sig selv.
For Grethe fik sorgen over tid en fysisk form, for omkring 13-14-årsalderen begyndte Grethe at få nogle anfald, hvor hun faldt om, besvimede og hendes krop gik i krampe. Hun blev hentet af ambulance flere gange, og hun var under udredning gennem flere år, fordi ingen undersøgelser viste, at der var noget fysiologisk galt. I den periode opstod der også bekymring for, om Grethe skulle være dødeligt syg, ligesom hendes søster havde været.
I dag forklarer Grethe, at hun både havde tanker om, at hun skulle dø, og samtidig også havde en følelse af, at hun egentlig ikke fejlede noget, men at det var noget, som hendes krop gjorde, når det hele blev for meget.
”Jeg har helt klart haft en fornemmelse af, at mit system og min krop har været overloaded. At der var noget, den skulle have en pause fra. Så selvom jeg var bange for at dø, og jeg var bange for at blive syg, så havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at det her bare var noget, min krop gjorde. Jeg tror, at det er al den sorg inde i mig, som aldrig blev mødt. At den på en eller anden måde forløste sig eller skabt plads for sig selv. Ligesom en hovedafbryder. Da jeg var indlagt allersidste gang, kom der en SOSU-assistent ind, som jeg ikke havde set før, og sagde ”Grethe, har du overvejet om det, du fejler, ikke er noget med din krop, men at det er noget inde i dig?” Og så gik han igen. Der lå jeg, sådan 15-16 år gammel, og tænkte ”hvor vover du”, og så lå jeg og summede lidt over det. Jeg havde elektroder og så videre på hovedet, og efter en lille times tid kunne jeg bare mærke, at det var rigtigt. Han havde bekræftet lige præcis min egen fornemmelse af, det her handlede ikke om min krop. Det handlede om, hvordan jeg havde det inde i mig. Og så stoppede anfaldene.”
Sorgens livslange aftryk
Grethes historie er én ud af de mange historier, som vi hører hos Dansk Center for Familier & Sorg, og den er et klart eksempel på, hvorfor det er så vigtigt, at børn og unge (ligesom voksne) ikke lades alene i deres sorg. Hvis ikke vi drager omsorg, er nærværende, og tager kontakt til børnene og taler med dem om, hvad der er sket, hvordan de har det og hvad de tænker, så lader vi dem alene med deres sorg og tanker.
Børn har brug for voksne omsorgspersoner helt tæt på, der tager sig tid til at være med dem i sorgen. Ikke kun i dagene omkring eller op til dødsfaldet men i måneder og år efter. De har brug for voksne, der rækker ud, inkluderer, er til stede og er nærværende. For sorgen og oplevelserne følger med gennem livet, og i takt med at børn som individer udvikler sig, begriber mere og skal finde deres plads i livet, kan sorgen og oplevelserne komme til udtryk på mange og nye måder.
Læs hele Grethes historie her.
Du kan læse mere om vores tilbud om forælderrådgivning til forældre, der har mistet et barn, og har tilbageværende søskende, her.
Du kan læse mere om vores tilbud om forælderrådgivning til yngre voksne, der har mistet deres partner, og har hjemmeboende børn, her.
