Grethes storesøster Linda døde, da Grethe var 9 år og Linda var 15 år. Linda havde kræft i hjernen og døde efter et kort sygdomsforløb. Hele Grethes verden ændrede sig da Linda døde, og hun oplevede både at blive voksen som 9-årig, samt at hendes familie gik i stykker den dag.
For Grethe blev storesøsterens død efterfulgt af ensomhed, en utrøstelig nattegråd samt tre teenageår med uforklarlige besvimelser og indlæggelser. En social- og sundhedsassistents modige spørgsmål blev skelsættende, og åbnede op for en ny bevidsthed omkring mentalt helbred, som ingen rigtigt havde fortalt Grethe om før.
Sorgens fodspor
I dag er Grethe 35 år og bor i Silkeborg med sin kæreste Hans. Det lyder som et eventyr, og det er det på mange måder også. Grethe beskriver sit liv som kærlighedsfuldt, og hendes grønbrune øjne er varme og smilende, når hun siger det. Grethe er snart færdig med sin uddannelse som psykoterapeut, og har især igennem sin studietid arbejdet med, hvordan hendes barndom har sat dybe spor ind i hendes voksenliv.
I sin fortælling er det vigtigt for Grethe at understrege, at hun ved, at især hendes forældre har gjort alt det bedste de kunne ud fra den situation, som de var i.
”Jeg ved, at der har været et liv, inden jeg blev 9 år, og jeg kan også godt erindre det og genkalde situationer og historier, og måder vi har været sammen på. Alligevel er det som om mit liv først rigtigt starter, da denne her meteor af sorg og kaos rammer os. Og den situation kendetegner størstedelen af det liv, jeg har haft. Det jeg har været igennem. De mennesker jeg har valgt omkring mig. Al den forvirring og famlen. Og mine relationer også. Så ja, den livsbegivenhed er en af de grundsten i mit fundament, der gør, at jeg er blevet mig.”
Grethe beskriver videre, hvordan hendes søster Lindas død og hendes omgivelsers reaktioner har sat et stort aftryk på hendes liv.
”Det kunne have været på en anden måde, hvis nogle af de behov og længsler, jeg har haft, var blevet mødt dengang. Så havde begivenheden måske ikke været så voldsom for mig. Så var det måske ikke blevet den store del af min kerne og min måde at være i verden på, som det er.”
Det er naturligt, at forældre bliver påvirket, hvis deres barn dør, og derfor er det også meget naturligt, at det vil påvirke barnets søskende. Alle børn har behov for deres forældres tilstedeværelse og følelsesmæssige støtte, når der opstår en krise, og netop dét kan være svært, når familien står midt i en stor sorg.
Mange børn oplever svigt og ensomhed i forbindelse med dødsfald i familien, og derfor er det vigtigt, at forældre og pårørende har øje for, hvordan de kan være der for barnet, samtidig med at de gennemlever den største sorg. Det handler ikke om, at sorgen skal gemmes væk, eller at de voksne ikke må være ked af det. Tværtimod handler det om at være ærlig, at forklare og blive ved med at forsøge at få kontakt til barnet, og de følelser som han/hun kun lige er ved at lære at kende.
9 år og alene
Det hele startede i en lille by i Vestjylland i forsommeren i 1999. Det var morgen, og Grethe og hendes to søstre var alene hjemme, fordi deres forældre var taget på arbejde. Grethe hørte skrig og banken fra hendes søster Lindas værelse. Linda havde ekstremt ondt i hovedet, og forsøgte at aflede sin smerte ved at banke hovedet ind i væggen. Det viste sig senere, at Linda havde en kræftsvulst i hjernen. Efter pigernes mor kom hjem for at tage sig af Linda, tog de to andre piger i skole.
Episoden er kendetegnende for den efterfølgende tid. Grethe fortæller, hvordan hun havde svært ved at erindre hendes fars tilstedeværelse, selvom hun ved, at han var der. Hvordan hendes mor orkestrerede alt det praktiske omkring familien. At familiens venner og bekendte støttede op, og hvordan lokalsamfundet blev aktiveret og hjalp familien. Der kom styr på det alt det praktiske, og Grethe på 9 år manglede hverken rent tøj, mad, slik, kørsel til og fra skole og til hospitalet, hvor hendes søster lå i en stor del af de to måneder, fra hun blev erklæret syg, til hun døde som 15-årig.
Grethe beskriver også, hvordan de sørgede for, at det skulle være hyggeligt og rart for Linda, mens hun lå på hospitalet. De købte fjollede ting og Lindas yndlingschips. Men Grethe manglede noget.
”Jeg kan huske, at jeg følte mig meget alene. Og meget indelukket. For at kunne være i det har jeg været nødt til at lukke ned for en masse følelser i mig. Jeg fik ikke hjælp til at håndtere dem. Jeg kunne se, mærke og sanse alvorligheden, og jeg vidste, at min søsters sygdom kunne betyde, at hun ville dø. Men jeg vidste ikke, hvad det betød. Hvad er døden? Hvad er meningen med at være i live? Hvorfor skal vi herfra? Jeg skulle forholde mig meget eksistentielt til mit liv, selvom jeg kun var 9 år gammel. Skal jeg dø? Hvornår skal jeg dø?”
Da Linda døde valgte hendes forældre at have hende i en åben kiste i hjemmets kontor frem til begravelsesdagen. For Grethe var det en voldsom oplevelse, der gjorde stort indtryk på hende.
”Indtil Linda skulle begraves, så var der nok 300 mennesker, der kom ind og ud ad døren. Der var kaffe på kanden og kage, og folk samles om sorgen. Mit hjem var både blevet noget virkelig uhyggeligt, fordi der lå et lig på kontoret, og samtidig også en slags banegård hvor folk kom ind og ud hele tiden.”
Grethe beskriver, hvordan hun havde behov for at forsvinde lidt væk fra sig selv, fordi det var så overvældende med alle de mennesker, og alle de tilstande de repræsenterede.
”Som barn kunne jeg kun mærke, at jeg følte mig alene og bange. Bange for spøgelser og monstre. Det at se et dødt menneske, det at bo med et dødt menneske, at røre ved et dødt menneske. Jeg drømte om, at hun blev vakt til live. Og på en måde også være lidt bange for livet. Hvornår skal I så dø? Alle andre og mig selv.”
Hverdag igen
Da hverdagen igen meldte sin ankomst, havde Grethe en oplevelse af, at det var bedst, hvis hun ikke talte om Linda eller sorgen. Selvom Grethe havde følelsen af, at Linda manglede. Hun manglede ved spisebordet, og hendes værelse var tomt. Samtidig oplevede hun at føle sig anderledes uden for hjemmet, eksempelvis i skolen.
”Dengang var der ikke ret mange, som vidste, hvordan de skulle forholde sig til tab og sorg. Det blev jeg mødt af, og det betød, at jeg ikke følte mig mødt. Da jeg kommer tilbage fra sommerferie, så føles det også som om, at de fleste af de venner jeg havde inden Lindas død, dem havde jeg ikke mere. For der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvordan de skulle håndtere, at de havde en klassekammerat, hvis søster var død.”
Grethes skole havde ikke stået i en lignende situation før, og derfor var ikke var ret mange, der havde blik for, hvor dårligt hun egentlig havde det. Hun havde en følelse af, at folk trak sig, og at der blev talt om hende og peget fingre fra de andre børn i skolegården. Det manglende fokus på hendes trivsel blev tydelig for Grethe under en morgensang, hvor hun mindedes Linda, og derfor begyndte at græde. Grethe beskriver den ansattes reaktion således:
”Så kiggede han på mig og sagde: ”Du kan godt stoppe med at græde, det er jo ovre.”
Syg af sorg
Omkring 13-14 års alderen begyndte Grethe at få nogle anfald, hvor hun faldt om, besvimede og hendes krop gik i krampe. Hun blev hentet af ambulance flere gange, og hun var under udredning gennem flere år, fordi ingen undersøgelser viste, at der var noget fysiologisk galt. I den periode opstod der også bekymring for, om Grethe skulle være dødeligt syg, ligesom hendes søster havde været.
I dag forklarer Grethe, at hun både havde tanker om, at hun skulle dø, og samtidig også havde en følelse af, at hun egentlig ikke fejlede noget, og at det nærmere var noget hendes krop gjorde, når det hele blev for meget.
”Jeg har helt klart haft en fornemmelse af, at mit system og min krop har været overloaded. At der var noget, den skulle have en pause fra. Så selvom jeg var bange for at dø, og jeg var bange for at blive syg, så havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at det her bare var noget min krop gjorde. Jeg tror, at det var al den sorg inde i mig, som aldrig blev mødt. At den på en eller anden måde forløste sig eller skabt plads for sig selv. Ligesom en hovedafbryder.”
Da Grethe var indlagt allersidste gang, kom der en SOSU-assistent ind til hende og sagde: ”Grethe, har du overvejet om det, du fejler, ikke er noget med din krop, men at det er noget inde i dig?” Og så gik han igen.
”Der lå jeg, sådan 15-16 år gammel, og tænkte ”hvor vover du”, og så lå jeg og summede lidt over det. Jeg havde elektroder og så videre på hovedet, og efter en lille times tid kunne jeg bare mærke, at det var rigtigt. Han havde bekræftet lige præcis min egen fornemmelse af, det her handlede ikke om min krop. Det handlede om, hvordan jeg havde det inde i mig. Og så stoppede anfaldene”.
Sammen og hver for sig
Når Grethe ser tilbage på tiden omkring Lindas dødsfald, og den sorg der ramte hele hendes familie, beskriver hun aleneheden og ensomheden som det, der fylder mest. Grethe oplevede, at hende og familiens øvrige medlemmer alle var blevet skubbet ud på hver deres ø, hvor de hver især fik deres liv til at fungere, og hvor de helst ikke skulle tale for meget om Linda, sorgen og hvordan de havde det.
”Jeg har ikke en oplevelse af, at vi har et fællesskab omkring sorgen. Jeg har ikke oplevelsen af, at vi nogensinde er blevet helt samlet igen. Mit børneliv sluttede, da Linda døde. Og jeg begyndte at stå op til et liv, der var meget mere voksent. Den barnlige uskyld var væk. Jeg opdagede, at livet er en barsk realitet, som går hånd i hånd med døden.”
For Grethe har Lindas død haft stor betydning for hendes liv. Ensomheden og følelsen af ikke at blive mødt i sin sorg har defineret en stor del af hendes ungdomsår. Men der var også positive sider af tiden omkring og efter dødsfaldet. Grethe har taget den stærke følelse af, at mennesker står sammen i svære tider, og er der for hinanden, med sig. Lindas død og sorgen har også givet hende flere instrumenter at spille på i livet, det har givet hende en ballast, og hun har lært at afkode mennesker rigtig godt. Det har givet hende en stor nysgerrighed for mennesker generelt, og i dag er hun i stand til at møde mennesker, der står i svære situationer.
”Når der er noget, så rykker vi sammen i bussen, og hjælper hinanden. Fordi it takes a village. Det har været godt. I dag vil jeg gerne tage samtalerne om livet. Om døden. Om det eksistentielle. For jeg ved godt, at det var meget store brød at skulle slå op for almindelige mennesker i 90’erne i Vestjylland.”
