Mange mænd oplever svære sorgreaktioner længe efter, at de har mistet et barn. Det sætter vi fokus på i håbet om at både fædre, mødre, fagpersoner og arbejdsgivere bliver opmærksomme på de voldsomme reaktioner, der kan opstå for eksempel i forbindelse med en ny graviditet, og som kan have store konsekvenser for hele familien.
Den 24. juli 2014 mærker Morten Broustbos hustru Jette en anderledes følelse i den store mave. Det er dagen efter termin, og hun tænker, at barnet, der skal blive lillesøster eller bror til deres to-årige Signe, måske er ved at gøre sig klar til at gøre sin entre. Hos det planlagte besøg hos jordemoderen er der ingen hjertelyd. Jette ringer til Morten, der er på arbejde, og de mødes på fødeafdelingen på Herlev Hospital.
”Du kan jo ikke finde noget”, konstaterer Jette, da den unge læge forgæves har forsøgt at finde spor af liv i mange minutter.
”Nej”, siger han, ”men jeg ville ikke give op”. Da forsvinder håbet for Morten og Jette. Deres barn er dødt.
”Vi var faktisk meget fattede”, fortæller Morten. ”Jeg tror, der er to muligheder. Enten falder din verden sammen, og du kan ikke noget, eller du bliver praktisk. Vi blev praktiske. Vi havde en fælles accept af, at nu var det sådan her, det var”.
De kommer hjem, pakker taske, får arrangeret hentning af datteren Signe og kommer tilbage til et fantastisk hold af jordemødre. Dagen efter igangsættelsen føder Jette en lille pige Sara. Den nærmeste familie når at møde hende og sige farvel – også storesøster Signe.
Ud på legepladsen med det samme.
Da de kommer tilbage til rækkehuset i Måløv tæt ved Ballerup, er det umiddelbart svært at møde omverdenen. Men på grund af Signe kan de ikke bare lukke persiennerne og krybe i fosterstilling. De havde valgt at orientere venner og naboer på mail og fortælle, hvordan de har det. At det kan være forskelligt, om det er den store snak eller bare et kram, de har lyst til, når de mødes.
”Signe skulle ud på legepladsen, hun skulle i vuggestue, og vi skulle til svømning med hende. Der var ikke noget at gøre. Vi skulle ud. Men det var faktisk rigtig rart at få overstået de første hilsner og kram så hurtigt. Og folk kendte forløbet, så de var ikke bange for at gå os i møde”, fortæller Morten, der husker, at han og Jette havde forskellige reaktioner.
”Jette var meget ked af det og frustreret. Hun forstod ikke, hvordan det kunne ske. Hun begyndte for hurtigt på arbejde og måtte deltidssygemeldes. Hun brugte al energien på arbejde og på at være mor, og var ellers helt færdig herhjemme. Jeg havde energi derhjemme. Jeg var den praktiske gris og tog ansvar for tingene. Sørgede for, at det fungerede og for sociale arrangementer. Men på arbejdet forsvandt energien og koncentrationen”, siger han og husker, at sorgen ikke var overvældende til at begynde med.
”Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg var mere ked af situationen. Jeg følte, at Jettes reaktion var mere normal og tænkte, at der nok ville komme en reaktion, men jeg havde ikke anet, den ville være så voldsom”.
Hvordan har din kone det?
I Dansk Center for Familier & Sorg genkender vi både en forskellig måde at tage kontrollen på, når menings- og magtesløsheden rammer. Men også, at omgivelsernes – og egne – forskellige forventninger til mænd og kvinders sorg kan have uheldige konsekvenser.
”Når man mister et barn, og oplever den kæmpe sorg og magtesløshed, der følger med, er der ofte et stort behov for at skabe kontrol midt i kaosset”, fortæller Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg.
”Kvinderne gør det ved at håndtere maven, sørge for genoptræning af kroppen, gøre sig klar til en ny graviditet og er generelt rigtig gode til at få talt med mange om sorgen. Manden har i langt højere grad fokus på at sikre familien. Der hersker stadig en forventning om, at kvinden har brug for længere tid til at sørge. Mange mænd oplever, at der kun bliver spurgt til, hvordan konen har det, når de komme tilbage på arbejdspladsen eller er ude blandt venner”, siger hun.
En ukontrollerbar angst
Morten og Jette ønskede ikke at blive gravide, før de kendte årsagen til Saras død. Da de fik at vide, at det ikke skyldtes dem, men muligvis tidlig vuggedød, blev Jette hurtigt gravid igen. Først var der umiddelbar glæde, men der kom hurtigt noget andet snigende, husker Morten. En bekymring og angst, han ikke kunne kontrollere.
”Vi kom tidligt til en scanning. Vi skulle se, at alt var, som det skulle være, og der virkelig var en baby. Men op til scanningen begyndte der at ske noget i mig. Det snurrede sammen i maven, og der skulle ikke meget til, før jeg vrissede. Da vi så hjertet blinke, forsvandt det hele igen”, siger Morten.
De fik mange ekstra kontroller og scanninger i forløbet, og det var det samme for Morten hver gang. Angsten, der samlede sig i dagene op til og forsvandt ved den første hjertelyd. Ved misdannelsesscanningen fik de oven i købet at vide, at navlesnoren kun havde to blodkar i stedet for tre. Det var helt normalt og uskadeligt, men det lå i baghovedet hos Morten resten af tiden frem til igangsættelsen den 30. september 2015.
Svært at sygemelde sig efter et halvt år
Direktør Birgitte Sofia Horsten ved, at sorg ikke forsvinder gradvist i en lineær kurve. Den kan komme over tid, og man kan opleve, at den i perioder vender tilbage fuld styrke. Det er forskelligt, hvad der udløser det, men det sker ofte ved en ny graviditet. Mange ved dog ikke dette, og derfor er der særligt brug for information til forældrene og rådgivning til fagpersoner og arbejdsgivere, så de har mulighed for at håndtere det og hjælpe.
”Når der kun bliver spurgt til din hustru af venner, på arbejdspladsen, ved jordemoder-besøgene mm., kan det være svært at bringe dig selv på bane og sige, ’jeg har det faktisk også rigtig skidt’. Der ligger en kæmpe opgave for mændene i at råbe folk op. Samtidig kan de selv have den samme forventning, om at konen har det værre, eller der er gået så lang tid nu. Og den manglende anerkendelse (både fra sig selv og omgivelserne) af den belastningen, det er for både mænd og kvinder at miste et barn, kan være medvirkende til at udløse voldsomme senreaktioner.
Gør de ikke noget ved det eller får hjælp til det, oplever vi, at de kan få markante symptomer; mændene trækker sig ind i sig selv og trækker sig fra venner og kæreste, får måske begyndende misbrugsproblemer eller bliver udafreagerende både i familien og på arbejdspladsen. Og dette medfører en markant risiko for voldsomme følger i form af mistet arbejde, dårlige parforhold og andre psykosociale og socioøkonomiske reaktioner”.
Sygemeld dig eller pas dit arbejde
Morten beskriver forløbet frem til Idas fødsel den 30. september som en rutsjebanetur, hvor han er medpassager, men ikke kan styre vognen. Det er Jette, der kan mærke liv, og om alt er, som det skal være. Morten kan bare følge med.
”Jeg kunne slet ikke koncentrere mig på arbejdet. Det var blevet ligegyldigt for mig. Jeg skulle bare forbi den dato. Efter sommerferien, hvor jeg troede, jeg skulle puste ud, var jeg anspændt i hele kroppen, jeg havde en konstant hyletone i baghovedet, kunne ikke tage beslutninger og kunne heller ikke sove. I virkeligheden skulle jeg nok bare være blevet sygemeldt de sidste uger op til fødslen, men det skulle jeg fandme ikke på tidspunktet! Det ville have været en falliterklæring.”’
Morten havde tidligere forsøgt at tale med cheferne om en omlægning af opgaver, men det var svært for ham, og de få spæde forsøg blev hver gang skudt ned med, at han kunne sygemelde sig eller passe sit arbejde.
”Lige efter Saras død var der stor forståelse, og jeg fik den frihed, jeg havde behov for til mig selv eller til Jette. Men nu et år efter, kunne jeg ikke gå til nogen. De forstod ikke, at den nye graviditet var en kæmpe rutsjetur for mig. Jeg lå i den høje ende af lønindkomstskalaen, og det forventes, at jeg leverede, da jeg kom tilbage fire uger efter Saras død. Det kunne jeg bare ikke”.
Kobler ikke sorg med fysiske reaktioner
Der er flere mænd end kvinder, der mister deres arbejde efter at have mistet et barn. De kommer hurtigere tilbage på arbejdet og har sværere ved at trække stikket igen, når og hvis der bliver behov for det.
”Nogle bliver afskediget efter en sygemelding eller på grund af samarbejdsvanskeligheder. Vi har brug for at skabe et hverdagssprog for sorg, så det bliver naturligt for arbejdsgiver og medarbejder at tale om. Der er meget lidt synlighed, og derfor ved ganske få, hvor voldsom en situation, det er, at miste et lille barn. Ofte kobler fædrene slet ikke deres mange fysiske reaktioner med sorg, og jeg har oplevet en far, der først sygemeldte sig, da lægen fortalte ham, at han havde en voldsom sorgreaktion”, siger hun og forklarer, at det er rigtig svært at sygemelde sig et halvt år efter tabet, når du først er kommet tilbage på jobbet, og at mange kan føle det som et nederlag.
”For hvad er grunden så længe efter? Så skal det pludselig hedde depression eller stress, selvom det i virkeligheden er sorgen, der er tilbage”.
Genkendte sig selv
Morten koblede heller ikke de fysiske reaktioner med Saras død, men med nervøsitet over graviditeten med Ida.
”Jeg var ikke opmærksom på, at det hang sammen, men i virkeligheden bragte den forestående fødsel mig jo tilbage til, hvor vi var godt et år tidligere.
Da Ida blev født, lettede bekymringerne. Samtidig fik Morten kort efter nyt job, og alle symptomer forsvandt.
”Dét ikke at kunne performe på jobbet, den manglende arbejdsglæde og nervøsiteten over graviditeten gav tilsammen en kæmpe stressreaktion. Da Dansk Center for Familier & Sorg satte fokus på senreaktioner, genkendte jeg mig selv med det samme. Jeg havde bare ikke anet, det ville være så voldsomt. Jeg havde ikke kontrollen med at passe på det nye liv. Jeg kunne ikke engang kontrollere mine følelser. Det var ubehageligt. Specielt måske for en bankmand”, griner han.
