Om at have mistet mit barn og at skulle starte på arbejde igen

Af Anne-Marie, april 2018

Min førstefødte, Arthur, min søn, blev født en mørk og regnfuld novemberdag i 2014. Det er allerede 3 1/2 år siden, men jeg husker det, som var det i går. Arthur blev født 5 dage over termin og var en stor dreng på knap 4200 gram. Fødslen havde været lang og sej, så da Arthur endelig lå på mit bryst og straks gik i gang med at die, var jeg udmattet, lettet og helt overvældet af det lille nøgne væsen på mit bryst. Jeg var blevet mor! Arthur blev desværre meget syg kort efter fødslen og blev hasteindlagt på neonatalafdelingen. Hvad vi på denne dag – Arthurs fødselsdag – ikke vidste, var, at vi kun havde 6 dage tilbage sammen med ham. 6 dage, hvor vi oplevede chok, udmattelse, håb, kærlighed, angst, og til sidst stilhed. Arthur døde 6 dage gammel…  

Hvad så nu?

Meningsløshed er det ord, der rammer min psykologiske tilstand i tiden efter Arthurs død, bedst. Jeg var gået i sort, vidste ikke længere hvad jeg skulle og ville i verden, og jeg følte, at mit liv var blevet knust i tusinde stykker. Og jeg havde ikke kræfterne til at samle nogle af stykkerne op igen. Noget af det mest uoverskuelige var, at jeg slet ikke så nogen mening i at skulle arbejde igen, og ej heller kunne jeg forestille mig at have kræfterne til at gå på arbejde igen.

Da jeg mistede Arthur var jeg nyuddannet og havde kun lige nået at være i en tidsbegrænset stilling indtil min egen barsel startede. Jeg havde derfor ikke en arbejdsplads at vende tilbage til, og det gjorde situationen endnu mere uoverskuelig for mig. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke havde overskuddet og energien til at sælge mig selv og min faglighed til arbejdspladser, hvor jeg i forvejen ikke havde en tilknytning. Al den energi jeg havde fra tiden efter jeg afleverede speciale, var væk, og jeg var udmattet, træt og i dyb sorg.

Tryghed frem for alt

Jeg vidste, at jeg havde et stort behov for at starte et sted, hvor jeg følte mig tryg. Dog gik der en god rum tid, hvor jeg ikke havde overskuddet til at arbejde igen, og hvor jeg havde brug for at være hjemme sammen med min kæreste, være sammen med venner og familie, snakke om tabet og langsomt forstå, at verden nu så anderledes ud. Jeg var simpelthen ikke i stand til at være andre steder end hjemme.

På et tidspunkt nåede jeg til et punkt, hvor jeg vidste, at det ville gøre mig godt at arbejde igen. Min kæreste var på dette tidspunkt også startet på arbejde igen, og jeg led af en form for angst, hvor jeg havde svært ved at være alene. Dagene var derfor meget lange, og jeg var meget ensom (selvom jeg havde mange gode familiemedlemmer og venner omkring mig). Jeg kunne derfor mærke, at det var tid.

Jeg henvendte mig til den arbejdsplads, jeg var på i tiden op til min barsel, og spurgte ydmygt om de mon kunne tænke sig at have mig på holdet igen. Jeg havde mange angstprovokerende tanker omkring det, for hvad hvis jeg faktisk ikke var klar? Hvad hvis jeg alligevel ikke kunne håndtere et arbejde? Og hvad hvis de investerede en masse i mig og jeg til syvende og sidst alligevel måtte stoppe? Jeg havde faktisk ikke selv svarene på spørgsmålene, men jeg lærte mig selv at tage et skridt ad gangen, og ikke konstant tænke frem i tid. På en eller anden måde prøvede jeg at holde fokus på mig selv, og ikke på hverken min arbejdsplads, mine kollegaer eller min chef.

En ønskeliste blev til

Arbejdspladsen ville gerne have mig tilbage, og min chef inviterede mig ind til et møde, hvor vi kunne snakke. Det var første gang jeg skulle møde hende efter Arthurs død, og jeg var hamrende nervøs forud for besøget. Jeg havde på dette tidspunkt ikke rigtig været ude til hverken fester eller andre store begivenheder, så jeg havde ikke erfaring med at komme ud som mor til et dødt barn. Jeg tror jeg i bund og grund var bange for, at der ikke var plads til Arthur. Til at han var et dødt barn. For selvom han ikke var her, fyldte han alt i mig, og jeg havde sådan brug for at tage ham med ud i verden. Men kunne andre rumme, at jeg gerne ville have mit døde barn med mig?

Forud for mødet med min chef var det vigtigt for mig at gøre det klart for mig selv, hvad jeg gerne ville fortælle til min chef og til mine kollegaer, så jeg ikke fik delt hverken for meget eller for lidt. Jeg skulle virkelig ind og mærke efter, hvor mine grænser var. Jeg kom frem til, at det var vigtigt for mig at sige, at de gerne måtte snakke om Arthur, og spørge ind til hvad der var sket. Derudover var det vigtigt for mig at understrege, at jeg havde fået en søn, og at jeg var blevet mor. Det måtte der ikke sås tvivl om. Ved selv at italesætte dette, følte jeg, at jeg satte rammerne for, hvordan jeg skulle forstås som menneske i min nye verden. Også på min arbejdsplads.

Det var et rigtig godt første møde og fordi mine kollegaer mødte mig med stor anerkendelse, var det et møde, der også styrkede min selvtillid i forhold til at gå ud i verden igen som mor til et dødt barn. For guderne skal vide, at det kræver kræfter at skulle gå ud i verden igen, med en historie ingen har lyst til at høre om.

Min chef bad mig til mødet om at gå hjem og lave en ønskeliste for, hvordan jeg kunne tænke mig at vende tilbage til arbejdet igen. Jeg formulerede en ønskeliste, hvor jeg i starten kun skulle arbejde 1-3 timer om dagen, og at jeg over de første måneder skulle gå langsomt op i tid og i mit tempo. Det var virkelig godt for mig, og jeg tror, at ønskelisten sikrede, at jeg kom godt ind på arbejdsmarkedet igen. Jeg følte på en eller anden måde, at det var mig der havde kontrollen.

Og sådanne blev det…

I praksis vidste det sig, at jeg faktisk tidligere end jeg havde troet, gik op i tid. Jeg fandt ud af, at det for mig hjalp mig rigtig meget at arbejde. Jeg endte faktisk med at føle, at arbejdspladsen var et slags frirum, og et sted hvor jeg kunne være én som var faglig dygtig, som kunne løbe stærkt igen og som kunne jonglere mange opgaver på en gang (hvilket jeg på ingen måde havde troet, jeg var i stand til!). Til tider kunne jeg føle mig helt glad på arbejdet, men så mærke sorgens tunge tæppe lægge sig over mig, så snart jeg skulle cykle hjem. Der var virkelig forskel på min sindstilstand alt afhængig af, om jeg var på arbejde eller hjemme. Det var måske både godt og skidt, for på den ene side fik jeg et pusterum fra sorgen, fra åndeløsheden, fra meningsløsheden, men på den anden side, var det nok dét sværere at komme hjem. For Arthur var stadig død.

På mit arbejde havde jeg meget kundekontakt. Det var også noget af det, der skræmte mig meget i forhold til at vende tilbage på arbejde igen. Jeg havde et ønske om at skrive ud til alle mine kunder og forklare, hvad der var sket, og hvorfor jeg nu var tidligere tilbage fra barsel. Overraskende nok kunne jeg dog mærke, at jeg i forhold til mine kunder ikke havde et behov for at dele min historie yderligere, som jeg havde haft det over for mine kollegaer. Mit ønske til mine kunder var derfor anderledes end til mine kollegaer, nemlig at jeg ikke ønskede at snakke om Arthurs død. Jeg skrev derfor en e-mail til mine kunder og forklarede dem situationen, men hvor jeg samtidig lagde op til, at jeg ikke ønskede at uddybe det. For mig handlede det nok om, at jeg ikke følte, at jeg kunne være den professionelle i relationen, hvis jeg skabte et rum med mine kunder, hvor de altid ville kunne spørge ind til Arthur. Det havde jeg ikke brug for. Jeg havde brug for at kunne være professionel og kunne bevare kontrollen. Det virkede for mig, og mine kunder respekterede, at jeg havde valgt, som jeg gjorde.

Jeg har insisteret mange gange på at tale om Arthur. Alt i alt kan jeg også se på mine kollegaer, at de er trygge ved at dreje samtalen over på Arthur, på begravelsen (som flere af dem var med til) eller på graviditeten med ham. Når vi sidder omkring frokostbordet sker det med jævne mellemrum, at de griner over et eller andet jeg gjorde med min store mave. Eller kommenterer på, at jeg er mor. Også før jeg blev mor til et levende barn. Uden forbehold.

Ny arbejdsplads, men stadig uden mit barn

Nu er der så gået 3 1/2 år. Jeg er fortsat på samme arbejdsplads, men skal faktisk starte i en ny virksomhed snart. I den forbindelse kan jeg mærke, hvordan alle de samme tanker melder sig. Hvad skal jeg sige til den nye arbejdsplads? Hvordan skal jeg fortælle det? Er der nogle, jeg ikke skal fortælle det til, osv. På mange måder bliver jeg med tiden ved med at blive bekræftet i, at historien om vores første barn, vores Arthur, bare aldrig bliver let at have med mig. Den vil altid føre dilemmaer med sig i forhold til, hvem der skal have historien, hvornår den skal fortælles, og hvordan den skal fortælles. Hvor går mine grænser?

Ikke mit ansvar hvordan andre reagerer

Det at miste et barn er vores alles værste mareridt, og min historie er på en eller anden måde en påmindelse om, at alt kan ske. Det skræmmer folk. Til gengæld er det vigtigt for mig at insistere på, at når jeg vælger, at jeg gerne vil dele ham, så er det ikke mit ansvar at forholde mig til, hvordan andre reagerer. Til syvende og sidst er det ikke dem, der har mistet et barn og ikke dem, der, når dagen er omme, stadig mangler én i flokken. Det er mig. Og det er også mig, der stadig fælder tårer over det jeg aldrig fik med Arthur.