Arbejdspladsens vigtige rolle

Arbejdspladsens vigtige rolle når en medarbejder har mistet et barn

Som leder er det en vigtig opgave, at få en medarbejder der har mistet et barn, godt tilbage på arbejdspladsen. Og flere og flere arbejdspladser vælger i den proces at gøre brug af Dansk Center for Familier & Sorg tilbud om rådgivningsmøder for ledere og informationsmøder til alle medarbejdere.

Boligforeningen Ringgaarden i Aarhus er en af de arbejdspladser, der har brugt vores tilbud.

”Vi var alle dybt berørte, da en af medarbejderne pludselig mistede sit barn. Vi ved jo alle, hvor stor en tragedie det er, og vi ønskede på alle måder at gøre det rette for pågældende, så det kunne blive en god oplevelse at komme tilbage til arbejdet”, fortæller Ivan Søndergård Jensen, udlejnings- og personalechef i Boligforeningen Ringgaarden.

“Vi havde både brug for at få viden om, hvordan vi bedst kunne tage imod pågældende, men som leder og kolleger havde vi også brug for viden og forståelse for den sorg, der følger med at miste et barn. Det var jo for os et helt nyt område, som vi intet kendte til”.

Men selvom man som arbejdsplads ønsker at gøre det rette, kan det være en svært at navigere både for ledere og kolleger, for hvad må man sige? Må man godt nævne barnet, eller skal man lade som ingenting? Hvis der er andre gravide blandt kollegerne, hvordan passer man på dem, og hvordan vil den medarbejder, der har mistet, opleve det? Hvad siger man, når man møder pågældende? Og er der noget, man kan gøre for at mindske sorgen? Og hvad er det værste, man kan sige? Det er nogle af de spørgsmål, vi hyppigst hører ude fra arbejdspladserne.

Arbejdspladsernes vigtige rolle

Vi oplever det derfor også så konstruktivt og positivt, når arbejdspladser inviterer os ud, så vi sammen kan forsøge at skabe de bedste betingelser for den medarbejder, der har mistet. Og vi ved, at arbejdspladserne spiller en utroligt vigtig rolle i det samlede sorgforløb. For langt de fleste mennesker er arbejdet en vigtig del af deres faglige og sociale identitet. Ledere og kolleger kan bidrage med god støtte for den, der har mistet, og selve arbejdet kan give øget motivation, livslyst og skabe struktur og normalitet i hverdagen på ny.

Et hverdagssprog for sorg

”Spørgsmålene er ofte mange, for som alle andre, er kollegerne ofte dybt berørte, og de bliver også ramt af magtesløshed og tvivl, når en de er tæt på, oplever så stor en sorg. For at miste et barn er tragisk og meningsløst, uanset hvordan det sker. Og døden har det med at sætte os skakmat, for der er INTET vi kan gøre, der kan gøre tabet mindre”, fortæller Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg.

Vi kan give en masse information, og sammen kan vi få skabt et sprog for sorg og dermed gøre det lettere for alle at være sammen. For det er både udfordrende for den, der har mistet, og for kollegerne. Og for mange bliver det en lettelse at høre, at de kan få en god hverdag igen og opleve glæde og lykke igen, også selvom de har en stor sorg med sig.”

Informationsmødet

“Det var rigtig godt at have besøg af en medarbejder fra Dansk Center for Familier & Sorg. Vi var jo som arbejdsplads totalt uforberedte på, at en medarbejder nu skal igennem det svære tab. Vi havde en stor usikkerhed i forhold til, hvordan vi takler det, når vores medarbejder kommer tilbage, hvordan handler vi, hvad siger vi og hvordan gør vi. Vi ønskede at blive klædt på og få viden om, hvordan vi bedst hjælper”, fortæller Ivan Søndergård Jensen. “Det vigtigste var nok, at vi fik taget brodden af usikkerheden og fik talt om, hvordan vi kan reagere, hvad vi kan sige og hvad der ikke er så hjælpsomt at sige.”

Lederens rolle at sikre det gode arbejdsmiljø

“Som leder mener jeg, det er vigtigt at anerkende, at det er en arbejdsgiveropgave at sikre det gode arbejdsmiljø, både det kollegiale og det arbejdsmæssige. Informationsmødet gav os en mulighed for at tale uformelt på kryds og tværs og der var rum og tid til de tanker, man kan gå med. Og selvfølgelig blev vi berørte, men det var godt, og efterfølgende har medarbejderne meldt meget positivt tilbage. Jeg fornemmer klart som leder, at det var godt, at det blev sat på dagsordenen. Det mærkede vi allerede et stykke tid efter efter, da medarbejderen kom på besøg. Der skete netop det, at folk blev så glade da hun kom, og de turde snakke om barnet og sorgen, give hende knus, og vise deres følelser. De blev lidt kede af det, men de turde være tætte på en helt anden måde. Der var rum og tryghed til, at alle kunne være til stede naturligt.”

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.