På billedet: Skuespiller Jakob Højlev Jørgensen, direktør Birgitte Sofia Horsten, psykoterapeut Jens Groth Haarsted og intruktør Thomas Müller.
Et teaterstykke – og en samtale om sorg og hvad den offentlige dialog kan
Et sted i et byggemarked går Mark rundt og sætter varer på plads. En dag møder han en kvinde, som har brug for hjælp til at finde den rigtige fugemasse. Det bliver starten på et forhold mellem Mark, der har det svært med ord og følelser, og kvinden, der vil ham. Sammen får de et barn, Emilie. Emilie elsker superhelte, og hun og Mark bruger mange timer på at fortælle historier.
Da Emilie når skolealderen, bliver hun syg. Så syg at hun ender med at dø. Det får Mark til at flygte ind i deres fælles superhelteunivers. For hvem vil ikke gerne bekæmpe superskurke. Det onde. Alt det som er med til at ødelægge den verden, som vi kender, og som indeholder alt det og alle dem, som vi elsker.
Sådan kan man kort beskrive teaterstykket Kaptajn Utrolig, som lige nu spilles i Riddersalen på Frederiksberg.
Fredag d. 20. september 2024 var Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg, og psykoterapeut i Dansk Center for Familier & Sorg, Jens Groth Haarsted, inviteret til at deltage i en after talk efter aftenens forestilling. For hvad er det, som kunsten kan, når den skaber et andet rum til sorgen, og giver den en ny form og et nyt udtryk?
Sorg og magtesløshed
Et af de ord der ofte går igen i vores terapeutiske samtaler, er ’magtesløshed’. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Bare jeg ikke havde gjort dette, eller bare jeg havde ladet være med at gøre sådan. For stort set alle forældre, der mister deres barn, rummer sorgen en magtesløshed. Og hvem vil ikke gerne være den superhelt, der kan gøre det gjorte ugjort? Hvem ville ikke gerne kunne skrue tiden tilbage og ændre udfaldet?
”Kaptajn Utrolig er personificeringen af mange forældres dybeste ønske. Tænk hvis de havde superkræfter til at bekæmpe det onde. Tænk hvis de havde præcis de overnaturlige evner, som kunne sikre, at der aldrig ville være sket deres barn noget”, fortæller psykoterapeut Jens Groth Haarsted. ”Sorg har lige så mange stemmer, som der er sørgende, og ingen mennesker sørger ens. På den måde er Kaptajn Urolig både en unik stemme, men det spejler samtidig noget meget menneskeligt, og det rammer nogle tematikker, som mange kan genkende sig selv i.”
Den offentlige samtale er vigtig, den private samtale er netop det: privat
Når sorg træder ind i det offentlige rum, så er det med til at tydeliggøre, at sorgen – og døden – er en del af livet. Den offentlige samtale er vigtigt, og de stemmer som taler, har stor betydning for mange sørgende. Den iboende ensomhed, der er i sorgen, gør, at der er mange, for hvem det betyder meget, at der er nogen, som taler højt om deres oplevelser og tanker.
”Sorg er så mange og komplekse følelser, og det kan være rart at høre andre sætte ord på noget, som man måske selv har svært ved at finde ord for”, fortæller direktør Birgitte Sofia Horsten.
Men den offentlige samtale er én ting. Den private er en helt anden. I Dansk Center for Familier & Sorg hører vi ofte fra forældre, der har mistet et barn eller en partner, at de oplever nærmest at blive pålagt at tale om deres sorg, deres erfaringer og deres følelser. Men der er ikke belæg for, at det er gavnligt for alle sørgende. Der er en tendens til at forstå sorg som noget, der kun kan forløses via samtale, og at den sørgende skal tale om sin sorg. At hvis ikke den bliver italesat, så er det skadeligt. Men det har de seneste 20 års forskning på alle måder modbevist.
”Det er rigtig godt med samtaler for dem, som gerne vil og som er gode med ord, men det er også vigtigt at huske at respektere dem, som ikke ønsker at dele deres historie. Menneskers personlige tragedie er ikke allemandseje, og man sørger ikke forkert eller for lidt, hvis man ikke ønsker at tale om sit døde barn hen over hækken til naboen, i kantinen på arbejdet eller over køledisken i Netto. Der er mange måder at være i og med sorgen på, og det er teaterstykket Kaptajn Utrolig og hovedpersonen Mark et meget fint eksempel på. Det er et af de teaterstykker, der formår at løfte dialogen, for det er netop også en fortælling om en mand, der ikke er stærk med ord, og som finder en anden måde at være i og med sorgen over at have mistet sin datter”, uddyber direktør Birgitte Sofia Horsten.
Det skal ikke være let at tale om sorg
Sorg er et livsvilkår, og til trods for at alle mennesker i løbet af deres liv kommer til at opleve sorg, så er det et af de måske sværeste emner for mange at tale om. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi som mennesker ikke vil, og at pårørende er ligeglade. Det betyder nødvendigvis heller ikke, at der er en berøringsangst overfor at tale om døden. Det betyder formentlig nærmere, at også de pårørende oplever en magtesløshed.
”Jeg mener ikke, at det skal være let at tale om døden. Måske skal det faktisk være svært, medmindre vi selvfølgelig taler om den mere vemodige død, der kommer af alderdom og et langt levet liv. Det er ikke svært at tale om døden, fordi vi er bange for emnet, og det er heller ikke nødvendigvis, fordi vi er berøringsangste, men det handler nærmere om, at vi finder os selv magtesløse, når vi møder et menneske, der har mistet en højtelsket. Vi kan jo intet sige, der kan omgøre dødes endelighed”, forklarer direktør Birgitte Sofia Horsten. ”At det er svært, tydeliggør, at vi som mennesker forstår alvoren af dødsfaldet og enormiteten af sorgen. Som pårørende kan vi ikke stille noget op overfor døden. Den stiller os skatmat. Så når vi møder et menneske i sorg, og vi ikke ved, hvad vi skal sige, så vidner det om en ydmyghed overfor den sørgende. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal være der for de sørgende. Det skal vi i allerhøjeste grad. Men det skal altid være på den sørgendes præmisser og med udgangspunkt i den sørgendes behov. Og nogle gange er behovet netop ikke at samtale om det, som er sket”, afslutter direktør Birgitte Sofia Horsten.
Om Kaptajn Utrolig
Kaptajn Utrolig spiller i Riddersalen på Frederiksberg i perioden 6.-28. september 2024.
Mark, fortællingens hovedkarakter, spilles af Jakob Højlev Jørgensen, som også spiller forestillingens øvrige 14 medvirkende karakterer.
Forestillingen tegner et billede af en mand, som midt i sin egen livskrise stræber efter at være en helt i sin datters øjne. Det er en fortælling om sorg og omsorg, og en påmindelse om at ingen er immune overfor smerte.
