Sådan støtter du børn og unge, der har mistet en søskende

Søskende og Sorg

Et dødsfald rammer hele familien, og som forælder er det vigtigt, at du har øje for dine øvrige børn, hvis de oplever at miste en søskende.

Børns forståelse af døden afhænger af deres alder, men uanset alder så har de brug for tryghed. De har netop oplevet at hverdagen, som de kendte den, er blevet vendt på hovedet og forandret for altid, og der vil være et øget behov for forudsigelighed. Nogle børn kan udtrykke angst eller panik, hvis rutiner brydes, og derfor er det godt med faste rammer.

Selvom børns forståelse af døden afhænger af deres alder, så er det vigtigt, at du forholder dig spørgende og lyttende til dine øvrige børn, og at du taler med dem om, hvad de oplever, føler og mærker. Er de angste, bekymrede, utrygge? Har de skyldfølelse eller er de selvbebrejdende? Det er naturligt, hvis du føler et behov for at skærme dine øvrige børn mod sorgen, men de bør hverken blive glemt eller skånet, for de ser og hører alt – og de kan aflæse din sindsstemning ganske nøjagtigt. Børn forstår tit mere, end vi tror, og fantasien er ofte værre end virkeligheden. Derfor kan det være en god idé at gøre situationen konkret, f.eks. ved at de deltager i begravelsen eller ser deres afdøde søster/bror.

Giv sorgen plads

Det er vores erfaring, at de øvrige søskende klarer sig bedst, hvis forældrene kan være i krisen og formår at tage hånd om den. Sorgen er nærmest som et nyt medlem af familien, og derfor skal den have plads og italesættes. Selvom det kan være svært at finde overskuddet, så har børn brug for både at mærke kærlighed og at få plads til at reagere på deres egen måde. Vær ærlig, konkret og direkte, når du ser sorg, vrede, savn eller angst hos dine øvrige børn. Vis dem, at du er der for dem og at du passer på dem. Selvom du også er i sorg.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn lærer fra deres forældre, og hvis du taler om sorgen, hvad du tænker og føler, så oplever dine børn, at det er trygt at sørge og at sætte ord på det, som er svært.

Det kan være udfordrende, at du både skal forholde dig til din og dine børns sorg og samtidig få dagligdagen til at hænge sammen. Det er vigtigt, at du husker at have fokus på egenomsorg, for du kan først hjælpe dine børn til at være i deres sorg, når du selv kan være i din.

Det kan være en god idé at trække på ressourcer uden for hjemmet, f.eks. til indkøb, at hente børnene i institution el. lign, og det kan også være en god idé at inddrage andre voksne, som er tæt på dit barn, så som pædagoger eller lærere, så I er flere om at støtte ham/hende.

Forældrerådgivning i Dansk Center for Familier & Sorg

I Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder vi forældrerådgivning i, hvordan du bedst støtter dine øvrige børn i deres sorg. Samtalerne tager udgangspunkt i din familie og de omstændigheder, som udgør jeres hverdag.

Tilbuddet om forældrerådgivning er for alle forældre, som netop har mistet – eller ved, at de snart skal miste – deres barn, men det er også for forældre, som på et senere tidspunkt har brug for råd og vejledning i, hvordan de bedst hjælper og er der for deres øvrige børn.

Du kan læse mere om vores forældrerådgivning her.

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.