Hvis man ikke har elsket, så føler man ikke sorgen. Der er ikke noget dårligt i at have kærlighed til en anden, Cecilie Hother
Når man mister et barn, bliver hele verden vendt på hovedet, og mange finder det svært at navigere i sorgen og omgivelsernes reaktioner. Hvor nogle vælger at være meget åbne omkring deres følelser, vælger andre at være mere private om deres sorg.
I forbindelse med udgivelsen af vores podcastserie “Forældre & Sorg – En podcast om at miste et barn” har vi talt med vejrvært Cecilie Hother om, hvorfor hun har sagt ja til at deltage. Vi har også talt med Cecilie om, hvilken betydning det har haft for hende at miste et barn som offentlig person, om hvorfor hun har valgt at være så åbenhjertig omkring sin sorg og om hvordan hun har grebet sin sorgbearbejdelse an.
”Jeg blev nødt til at være åben om Karls død”
For Cecilie var valget taget for hende på forhånd. I kraft af sit arbejde som vejrvært havde mange set den voksende mave, og hun var nødt til at italesætte Karls død offentligt, da maven pludselig svandt ind før tid. Cecilie kunne dog stadig have valgt ikke at tale offentligt om de følelser og oplevelser, der knyttede sig til at miste Karl, og hendes åbenhed var derfor et aktivt valg. Hun husker tydeligt første gang, hun lagde noget på de sociale medier.
”Jeg oplevede, at andre kunne nikke genkendende til min oplevelse. Det hjalp også mig. Det blev en forløsning at opleve. Jeg vidste, at det var vigtigt at være helt ærlig, så det blev oprigtigt. I respekt over for andre, som måske kunne bruge det til noget.”
I det hele taget blev det magtpåliggende for Cecilie at tale om svære og personlige emner som sorg. Bl.a. derfor sagde hun ja til at deltage i vores podcast og dele sin historie.
”Jeg blev overrasket over, hvor svært det kan være at tale om sorg, og det synes jeg er forkert. Sorg er et livsvilkår, som vi alle kender. Døden er en del af vores liv og vores samfund har fået en berøringsangst. Det er rigtig vigtigt, at vi er åbne omkring sorgen, fordi det er vigtigt i healingsprocessen. Det er vigtigt for medmennesker og omverdenen. Man bliver nødt til at tale om det.”
”Sorggruppen blev et kardinalpunkt”
Netop at tage sorgen alvorligt betød for Cecilie og hendes mand, Thomas, at tage imod mange forskellige tilbud om sorgbearbejdelse. Fra taleterapi til træning. Men det som fungerede bedst for Cecilie, var uden tvivl at deltage i en sorggruppe gennem Dansk Center for Familier & Sorg.
”Sorggruppen healede. Det var bedre. I sorggruppen var jeg mere ærlig over for fremmende, end jeg nogensinde havde været overfor andre. Det var en hellig boble, som hjalp på alle mulige måder.”
I sorggruppen fik Cecilie mulighed for at dele sin historie og finde spejling hos andre i samme situation. Men gruppen hjalp også Cecilie til at få nye perspektiver på sorgen.
”For Thomas og jeg gjorde det en forskel, at det var mig, som havde båret Karl. Thomas’ sorg er ikke mindre, men den er anderledes. Sorggruppen hjalp os til at forstå, at vi bearbejdede det forskelligt og gav rum til det.”
I det hele taget var værdien af terapeutiske tilbud uvurderlig for Cecilie, men hun bemærker samtidig at forældre er forskellige.
“Ingen sorg er forkert. Lige meget hvordan du taler om og håndterer den. Der er ikke nogen opskrift. Du må aldrig føle dig forkert. Jeg kan fortælle, hvad der virkede for mig, og andre må så tage, hvad de kan bruge derfra.”
Tilbage på arbejde igen
Tanken om at vende tilbage til arbejde vækker forskellige følelser hos personer, som har mistet, og mange er i tvivl om, hvornår de er klar. Nogle ser frem til at komme tilbage til en mere normaliseret hverdag, og oplever det som en mulighed for at tage en pause fra sorgen i nogle timer. Andre føler, at udsigten til igen at skulle på arbejde og leve op til de forventninger der følger med, er uoverskuelig.
Også Cecilie vendte tilbage til sit arbejde. Her erfarede hun, at hun i første omgang ikke var klar til at påtage sig de samme arbejdsopgaver som før, og hun mærkede hvor vigtigt det blev, at have en arbejdsplads som kunne rumme hendes sorg.
”Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke var klar”
Cecilies vej tilbage til arbejde blev ikke så lige til, som hun havde forestillet sig. Hun fødte Karl i marts 2019 og hen over sommeren vendte hun igen tilbage på skærmen.
”Jeg glædede mig til at komme tilbage og få en hverdag igen. Jeg har et job, hvor jeg skal præstere, hvor jeg ikke kan skjule mig og have en dårlig dag. Jeg kan ikke bare ringe mig ind syg en time før. Det er et vilkår i mit arbejde. Jeg elsker mit arbejde og jeg elsker at formidle. Specielt når det er live. Og så elsker jeg at være ude og tale med andre mennesker. Men det var der bare ikke overskud til. Jeg fik det fysisk dårligt. Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke var klar. Normalt giver det mig energi at være på arbejde, og for første gang oplevede jeg, at arbejdet tog energi.”
En fleksibel og opmærksom arbejdsplads
Cecilie forsvandt fra skærmen igen, og arbejdede i stedet bagom produktionerne i nogle måneder. Hendes arbejdsplads udviste fleksibilitet og rummede situationen, og det gav mulighed for at tilpasse arbejdsopgaverne, så de mødte Cecilies behov. Hun oplevede 100% støtte fra TV2, og ca. et halvt år senere vendte Cecilie tilbage på skærmen.
”Det var en helt anden Cecilie. Jeg var mere hel. Men jeg havde også et helt andet fremtidsperspektiv. Jeg var gravid igen, men var stadig i en sorgproces. Jeg arbejdede på ikke at have dårlig samvittighed overfor sorgen og heller ikke at have dårlig samvittighed overfor glæden. Men jeg var et helt andet sted. Jeg glædede mig til at tage på arbejde, og jeg havde fået energien og gnisten igen.”
Med Cecilies egne ord viste TV2 sig at være en ”meget large arbejdsplads”, men hun understreger samtidig, at virksomheder har behov for redskaber til at håndtere medarbejdere i sorg. Hun mener, at det er vigtigt, at arbejdsgivere anerkender situationen og kan finde ud af at tage hånd om deres medarbejdere.
”Økonomisk koster ubearbejdet sorg samfundet rigtig mange penge i depressioner og sygemeldinger. At pakke sorgen væk er det absolut dummeste, som vi kan gøre.”
”Anerkend sorgen”
I det hele taget blev ordet “Anerkend” et absolut nøgleord for Cecilie, og spurgt til hvilket råd hun ville give til andre i sorg og til pårørende til en person i sorg, svarer Cecilie entydigt til begge ”Anerkend”, og uddyber. ”Anerkend at jeg er i sorg. Anerkend at jeg har en veninde i sorg. Lad være med at ignorere det.”
Tilbage på skærmen var Cecilie gravid for tredje gang, men efter Karls død fulgte der, med den nye graviditet, en frygt for at miste igen, og Cecilie måtte lære at balancere mellem sorgen, der stadig fyldte meget, og glæden over det spirende liv i maven.
Om at blive gravid igen og balancere mellem ekstrem glæde og sorg
Efter at have mistet et barn dukker spørgsmålet om en ny graviditet op hos mange, og med det også spørgsmål som ”Tør vi?”, ”Kan vi?”, ”Vil vi?”. Frygten for at miste endnu engang sidder ofte dybt i forældrene, og det er svært at vurdere, hvornår man føler sig klar til en ny graviditet.
”I en perfekt verden havde jeg nok lige ventet et par år”
Cecilie blev hurtigt gravid igen med sit tredje barn, Aksel. Cecilie er i dag 41 år, og det blev den udslagsgivende faktor i beslutningen om at forsøge med endnu en graviditet allerede kort efter Karls død. Da Cecilie erfarede, at hun var gravid med Aksel, satte det en masse tanker i gang.
”Jeg vidste, at det ville blive en rejse med poler. Der ville være ekstrem glæde og der ville være ekstrem sorg. Og på en eller anden måde skulle jeg så prøve at navigere i det uden at tage respekt fra sorgen, og den plads som den skulle have, og det som skulle bearbejdes, samtidig med at det liv som voksede i mig, og den glæde som er omkring det, jo også skulle have sin plads. Det er en følelsesmæssig voldsom dans at skulle navigere i to så store følelser.”
Med frygten som følgesvend
Ved siden af sorgen over Karls død og glæden over den nye graviditet dukkede endnu en stærk og dominerende følelse frem: Frygt. Og Cecilie oplevede først for alvor en form for tilknytning til Aksel, da hun var forbi det punkt i sin graviditet, hvor hun mistede Karl. Frygten for at miste igen betød også, at hun ikke købte babylegetøj eller noget som helst andet før tæt på termin. ”Jeg turde simpelthen ikke”, fortæller Cecilie.
Frygten blev en følgesvend gennem hele graviditeten, og Cecilie besluttede sig for, at den skulle have lov til at få plads.
”Oppe over det hele lå frygten. Den var altoverskyggende. Frygten var min værste fjende. Selvfølgelig havde jeg den. Jeg kan ikke miste et barn og så ikke være bange for at miste igen. Så det måtte jeg acceptere. Hvis jeg ikke kunne fjerne frygten, så måtte jeg finde en balance, hvor jeg accepterede, at den var der, men ikke fremelskede og dyrkede den, og heller ikke ignorerede den. Jeg nåede frem til, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg kunne passe på mig selv, og jeg kunne passe på mit barn og jeg ville forsøge at leve så normalt som muligt.”
”Sorg er ikke kun noget mørkt og dystert”
I dag er det ca. halvandet år siden, at Cecilie mistede Karl og spurgt til sine tanker om sorgen, svarer hun:
”Man får mig aldrig til at sige, at der er en mening med det. Det, at miste et barn. Der er ikke nogen højere mening. Men jeg tror, at man kan lære noget af det. Jeg tror også, at man kan træffe nogle valg. Der er helt klart en Cecilie før og en Cecilie efter marts 2019. Jeg mener, at der er en generel misforståelse omkring sorg. At sorg er noget mørkt og dystert. Det er den også. Min krop gik i fysisk choktilstand. Jeg kan næsten ikke huske noget fra de første måneder efter, at jeg havde mistet Karl. Men det er også en rejse. Det er en rejse mod noget lyst. Det er en rejse mod at gøre sorgen til et livsvilkår. Til at få sat perspektiv på sit liv. Der er også noget lyst, og noget glædeligt og noget, som man kan tage med sig. Det så jeg ikke lige med det samme, men det kommer.”
Du kan lytte til første episode ”Gravid og mor igen” med Cecilie Hother fra 1. oktober 2020 her på hjemmesiden.
Om podcasten
“Forældre & Sorg – En podcast om at miste et barn” henvender sig til dig, som har mistet et barn, men den er også relevant for pårørende og personer, der ønsker at få en dybere forståelse for de udfordringer, tanker og følelser, som forældre skal forsøge at navigere og finde retning i, når deres barn ikke trækker vejret.
Abelone Tholstrup Stein er vært for podcastserien, hvor hun har åbne samtaler med forældre, som har mistet et barn. Her berører de alt fra tanker om det, der er svært til perspektiver på håb og fremtiden. Hvert afsnit har ét overordnet tema, som er mødets udgangspunkt, men derfra udfolder samtalerne sig, og de når vidt omkring sorgens mange facetter.
Podcastserien er gratis, og der udgives løbende nye afsnit.
