”Det er en stor og meningsløs livsomvæltning at miste et barn. Langt de fleste forældre rammes af både sorg, afmagt, skyld, ensomhed, spørgsmålet om ’hvorfor mit barn?’, ’hvorfor os?’, ’gjorde jeg nok?’, og det påvirker hele vores måde at være og agere i livet både socialt og i forhold til vores arbejde og studier”, fortæller Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg. ”Derfor er det så utrolig vigtigt, at alle tager et medansvar, så forældrene mærker, at der står mennesker omkring dem, som er klar til at gribe dem, når sorgen rammer. Ikke blot de nærmeste i familiens omgangskreds, men også kolleger, pårørende, venner og bekendte. Vi kan alle være blandt de hundrede hænder, der griber et menneske i sorg”
Netværkets store betydning
Netværkets betydning for hvordan forældre i sorg klarer sig i livet fremadrettet, kan ikke fremhæves nok. For når forældre står det sværeste sted i livet, så er det helt afgørende, at de oplever at møde villighed, forståelse, omsorg, hjælp og støtte – Og det kan (og skal) komme fra mange forskellige vinkler og fra mange forskellige mennesker.
Sorg er altid unik, og ingen forældre har nøjagtig de samme behov, når de mister et barn. Alligevel er det Dansk Center for Familier & Sorgs erfaring, at der er nogle positive fællesnævnere for de forældre, som har et godt netværk. Det er nemlig i høj grad dem, der oplever forståelse og støtte, og som derfor over tid bedst hjælpes til at opbygge og leve et godt liv med sorgen og ikke på trods af den. Netværket spiller altså en afgørende rolle for forældrene.
Et godt netværk består af mennesker, der kan yde støtte og omsorg, lige når tragedien sker, og som kan hjælpe med at få hverdagspraktikken til at gå op, når livet synes helt uoverskueligt. Men det er også arbejdspladsen, der står klar med en formuleret politik omkring at få et menneske godt tilbage efter en livskrise, og de fagprofessionelle, der guider forældrene sikkert og over tid.
For selvom sorgens intensitet mildnes over årene, så er den for altid en integreret del af forældrenes liv.
Når vi som pårørende rammes af magtesløshed
Som pårørende kan det være svært at vide, hvad du kan eller skal sige til et menneske i dyb sorg. Er du selv pårørende, så er det vigtigt at huske på, at sorgen i sin grundessens er en ensom størrelse, og følelsen af ensomhed bliver ikke mindre af, at forældrenes nærmeste ikke spørger ind til, hvordan forældrene har det.
”Når vi står overfor et menneske, som lige har mistet et barn, så bliver vi jo alle ramt af magtesløsheden. For uanset hvor meget vi gerne vil, så kan vi ikke fjerne smerten, eller det faktum at barnet ikke længere lever. Døden er uigenkaldelig og det sætter alle os pårørende skatmat”, forklarer Birgitte Sofia Horsten. ”Men netop derfor er det så vigtigt, at forældrene har mennesker omkring sig, som tør at stå ved siden af dem. For selvom de måske ikke føler, at det hjælper, så signalerer det en stor omsorg for forældrene, at nogen omkring dem lytter, spørger ind, tilbyder deres hjælp eller ”bare” er der for dem. Når vi taler med forældrene, så hører vi ret ofte, at forældrene ikke forventer, at deres pårørende kan sige eller gøre noget, der kan lindre smerten, men at det er rart at vide, at der er personer, som kerer sig om dem. De personer der tør sige ”hej” og som spørger ind til, hvordan det går, dem der italesætter fødselsdage og mærkedage, det er dem, forældrene husker på sigt. Omvendt så er stilheden og fraværet af omsorg fra deres nærmeste med til at styrke ensomhedsfølelsen.”
Du kan downloade pjecen gratis her.
Et netværk består af mere end de nærmeste
Når mennesker oplever en sorg, som er så enorm og omsiggribende som sorgen over at miste et barn, så er det nødvendigt, at der står mange forskellige aktører klar. Ingen kan gribe et menneske i sorg alene, og det skal de heller ikke. Både fordi det er alt for stor en opgave, men også fordi vi som mennesker bevæger os i mange sfærer: Privat, blandt venner, på arbejde, studie m.m., og vi har brug for, at alle de sammenhænge og netværk, som vi er en del af, står klar til at gribe.
”Vi skal huske, at vi alle kan være blandt de hundrede hænder, der på hver vores måde støtter i den sværeste tid, så vi sammen griber forældrene og hjælper dem til at stå oprejst igen”, siger Birgitte Sofia Horsten om netværkets betydning, når forældre mister et barn.
Arbejdspladsens ansvar
Men hvad er egentlig et netværk? I Dansk Center for Familier & Sorg ved vi, at forældrenes nærmeste familie og venner spiller en helt essentiel rolle, men det er ikke kun de allernærmeste, som udgør forældrenes netværk.
Arbejdspladsen er også en vigtig del af genetableringen af en hverdag og udgør for mange forældre en af de få stabile fundamenter i deres nu krakelerede hverdag. Hvordan kollegaer og ledere tager hånd om deres medarbejder i sorg, og hjælper ham/hende velovervejet og stabilt tilbage på arbejdspladsen har stor betydning.
Fagprofessionelt netværk
Der er også det professionelle netværk, som består af fagprofessionelle – hospitalspersonale, praktiserende læger, psykologer og psykoterapeuter. Altså de personer der i deres arbejde er i kontakt med forældre, som mister børn, og som kan tilbyde professionel hjælp eller som kan hjælpe med at henvise til relevante tilbud, eksempelvis de gratis terapeutiske samtaler hos Dansk Center for Familier & Sorg.
Støtten og håbet ved at møde ligesindede
Endeligt er der de konstruerede netværk blandt forældre, som har mistet. At møde andre forældre kan hjælpe til at lette ensomhedsfølelsen, og selvom alle fortællinger er unikke, så mærker mange forældre en stor støtte i at kunne spejle sig i nogle af de oplevelser, følelser eller tanker, der fylder hos dem selv og andre. Det er derfor, at Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder sorggrupper landet over, sorgseminarer m.m.
Forældre i sorg skal opleve at blive grebet, når sorgen rammer. Ingen må stå alene. Derfor er det så vigtigt, at vi alle – de nærmeste pårørende, de mere perifere pårørende, arbejdspladserne, de fagprofessionelle og de, som har oplevet sorgen på egen krop – alle rækker hænderne ud og står klar til at gribe. Det kræver mange hænder, og derfor er det en fælles opgave, som ingen kan eller skal løfte alene.
PODCAST:
Direktør Birgitte Sofia Horsten om pårørende og det gode netværk
Du kan lytte til afsnittet gratis her.
Filminstruktør Thomas Vinterberg om netværkets betydning
Årsmødet er gratis for dem, som er medlem af Dansk Center for Familier & Sorg. Du kan tilmelde dig årsmødet her.
Hvis du ikke allerede er medlem, så kan du blive medlem her.
Er du pårørende og vil du vide mere?
På Dansk Center for Familier & Sorgs hjemmeside kan du som pårørende få konkret viden om sorg, og blive klogere på hvad sorg er og hvordan den påvirker mennesker. Du kan besøge vores hjemmeside her.
Vigtig viden og konkrete værktøjer til arbejdspladsen
Du kan downloade pjecen gratis her