Den 15. december blev Årets Hjertesager hos PFA Brug Livet Fonden offentliggjort, og Dansk Center for Familier & Sorg var blandt vinderne.
”Vi er meget stolte over at blive kåret som en af PFA Brug Livet Fondens hjertesager, fordi der i kåringen ligger en stor anerkendelse af det vigtige arbejde, som vi udfører. Og ikke mindst i år hvor corona har givet nye udfordringer, og gjort det sværere for mange af de familier som vi taler med at vende tilbage til en mere normal hverdag. Her har vores frivillige medarbejdere og terapeutiske rådgivere gjort deres ypperste for at støtte alle familierne,” fortæller direktør Birgitte Horsten. ”Og så betyder det utrolig meget, at det er en af vores forældre, som har indstillet os til prisen. Som direktør bliver jeg meget rørt, når sådan noget sker. For helt grundlæggende så er det forældrene, som vi er her for. Så der skal lyde en særlig stor tak til Rasmine for sin indstilling af Dansk Center for Familier & Sorg. Og så skal der naturligvis også lyde en stor tak til alle, som har stemt på os og de fire andre hjertesager. Det er et ret fornemt selskab, som vi er en del af.”
De andre vindere af PFA Årets Hjertesager kan ses her.
”Andre forældre skal ikke føle, at de står alene med deres sorg”
Bag indstillingen til prisen stod Rasmine I. S. McTurk, som er en af de forældre, der har gjort brug af tilbuddene hos Dansk Center for Familier & Sorg.
”Jeg har indstillet jer, fordi det var Dansk Center for Familier & Sorg, der reddede mit psykiske velbefindende, efter vi mistede vores søn, Eik, halvvejs i graviditeten. Jeg var særligt taknemlig for telefonrådgivningen og det online Facebook-forum”, lød det fra Rasmine tilbage i november.
Her en måned senere er Rasmine glad for, at Dansk Center for Familier & Sorg er blandt de udvalgte hjertesager:
”Sorg er en svær størrelse, og sorg er fortsat svær at tale om mange steder. Og når man, som jeg gjorde, mister i graviditeten, så er det langt fra alle, der anerkender, at man reelt har mistet sit barn. Derfor er jeg meget glad for, at Dansk Center for Familier & Sorg er en af årets vindere af PFA Brug Livets fondspris, fordi de gør et stort arbejde for at hjælpe forældre i sorg, men også for at gøre sorg lettere at tale om. Mit ønske for fremtiden er, at andre forældre ikke skal føle, at de står alene med deres sorg, som jeg til tider gjorde”, uddyber Rasmine. ”Min indstilling er til ære for vores elskede søn, Eik, og til ære for alle de små englebørn, hvis små fødder har sat dybe og store spor i deres forældres hjerter.”
Om udvælgelsen af årets hjertesager
Torben Dalby Larsen, der er formand for bestyrelsen i PFA Brug Livet Fonden og i PFA Pension, siger om udvælgelsen af årets hjertesager:
”Efter en gennemgang af årets indstillinger tegnede der sig et billede af, at børn og familier i svære situationer var omdrejningspunkt for de initiativer, hvor vi mente at kunne gøre den største forskel for ildsjælene derude. Netop i denne tid præget af social isolation finder vi det særligt vigtigt, at der rettes en opmærksomhed mod dem, som skaber fællesskaber til at møde nogle af livets sværeste udfordringer. Det er baggrunden for valget af årets hjertesager.”
Om PFA Brug Livet Fonden
Fonden blev etableret i 2009 og har til formål at støtte ildsjæle, der hjælper andre til at bruge livet. Den uddeler i år 175.000 kr. til fem hjertesager, hvoraf 25.000 kr. er blevet tildelt Dansk Center for Familier & Sorg. I løbet af indstillingsperioden modtog fonden 54 sager via hjemmesiden pfabruglivetfonden.dk, af hvilke 45 mødte fondens kriterier. I udvælgelsen af årets hjertesager har fondens bestyrelse har taget afsæt i både resultatet af en afstemning på fondens side og en kvalitativ vurdering af de enkelte sager. Bestyrelsen består af Torben Dalby Larsen (formand), professor og billedhugger Bjørn Nørgaard, Group CEO Allan Polack, PFA, og Lone Engberg Thomsen, fhv. formand Teknisk Landsforbund.