Med Årsskrift 2021 sætter vi særligt fokus på, hvorfor det er så vigtigt, at forældre, som mister et barn, er sikret den bedste støtte, og herunder at de tilbydes hurtig og rigtig hjælp.
Læs Årsskrift 2021 her.
Vigtige, politiske tiltag
I Årsskrift 2021 kan du bl.a. læse om den nye og udvidede sorgorlov, der siden 1. januar 2021 har sikret forældre, som mister et barn under 18 år, ret til 26 uger væk fra arbejdsmarkedet. Med sorgorloven er der taget et stort og vigtigt politisk skridt hen mod at forbedre forholdende for forældrene, men I Dansk Center for Familier & Sorg mener vi ikke, at det er ikke tilstrækkeligt. Derfor arbejder vi aktivt for, at forældrene også tilbydes professionel hjælp baseret på høj faglig viden, eksempelvis gennem vores terapeutiske tilbud, som vi i 2021 fik finansiering til fra Social- og Indenrigsministeriet.
Alle skal sikres hurtig og rigtig hjælp
Men det er stadig ikke tilstrækkeligt. Vi skal sikre, at alle forældre bliver grebet, og det sikkerhedsnet kræver, at der oprettes nationale retningslinjer for, hvordan forældrene henvises til den rette hjælp allerede, når de er på hospitalet. Det er retningslinjer, som skal gå på tværs af hospitaler, fagpersoner og civilsamfundsorganisationer.
Manglen på nationale standarder
Mange hospitaler har i dag procedurer for, hvordan forældre, som mister spædbørn, skal tilbydes hjælp, og det er allerede nu indskrevet i Sundhedsstyrelsens ’Anbefalinger for svangreomsorgen’, at forældre skal informeres om Dansk Center for Familier & Sorgs terapeutiske tilbud. Men i Dansk Center for Familier & Sorg mener vi, at alle forældre skal stilles lige, og derfor bør der eksistere overordnede retningslinjer, der er gældende i og på tværs af alle regioner, så også forældre, som mister større børn, tilbydes hjælp, og bliver informeret om hvilke tilbud, der eksisterer.
I artiklen ’”Når man er indlagt, er der nogen, som tager hånd om en, men bagefter er der ingen” – Hvem skal gribe forældre, som mister større børn?’ kan du læse mere om, hvad Pernille Møller, der mistede sin 15-årige søn, og Jeanette Kramer Pathuel, der mistede sin 4-årige søn, savnede, da de mistede. Du finder artiklen her.
Nyeste forskning om sorggrupper
Det er også helt essentielt, at forældrene ikke blot tilbydes hjælp, men at de tilbydes den rigtige hjælp, og i Årsskrift 2021 kan du læse om den nyeste forskning inden for sorggrupper, som viser, at vi skal passe på med at tro, at al hjælp er god hjælp. Forskningen peger også på, at sorggrupper som tilbud aldrig må stå alene.
Du kan også læse om…
I Årsskrift 2021 finder du desuden en række spændende og relevante artikler, som fra forskellige vinkler behandler emnet sorg, og som beskriver nogle af de oplevelser, tanker og erfaringer, som følger med at miste et barn.
Du kan bl.a. læse interviews med tv-vært Cecilie Hother, iværksætter Le Gammeltoft og radiovært og forfatter Esben Kjær, som alle har oplevet at miste.
Du kan læse hele Årsskrift 2021 her.