”Efter en uge begyndte jeg at google, hvem der ellers havde mistet et barn, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Hvor henvender man sig henne? Og hvordan finder man de rigtige tilbud? Jeg skulle selv finde det rigtige tilbud, og jeg skulle selv ringe og sige ”min søn er død”. Der er et stort arbejde, som man ikke magter”, Pernille Møller Jensen
I 2019 døde Pernille Møller Jensens søn, Lasse, kun tre dage før hans 16-års fødselsdag, og her oplevede hun, at der manglede et koordineret tilbud rettet specifikt mod forældre i sorg.
Vi skal hjælpe forældre i sorg
Da Pernille Møller Jensen mistede sin søn, blev hun mødt af et system, der ikke var indrettet til at rumme hendes situation, og som reaktion stillede hun det borgerforslag om sorgorlov, der for nylig blev stemt igennem, og som giver forældre, der mister børn op til 18 år ret til 26 ugers orlov.
Men ved siden af sorgorloven eksisterer der ikke nogen specialiseret og professionel straksindsats rettet mod forældre, som mister børn over 2 år.
”Det ville have været rart, hvis der var en, som ringede måske en uge efter, og godt vidste, at min søn var død, og som sagde: ”Du skal vide, at vi er her. Jeg ringer igen om en uge, og hører, hvordan du har det. Det er der også noget anerkendelse i. At det er okay, at du er ked af det. Det havde også været rart at blive tilbudt f.eks. psykologhjælp, en sorggruppe eller lignende. Så kunne jeg selv vælge det fra, hvis jeg ikke ville. I stedet for at jeg selv skulle finde og opsøge tilbud”, fortæller Pernille Møller Jensen.
Fra “total care” til ”no care”
Som det er i dag, er det op til den enkelte forælder at identificere og opsøge hjælp, og det er også op til forælderen selv at vurdere kvaliteten af de tilbud, som er derude. Så behovet for en koordineret indsats kan Jeanette Kramer Pathuel nikke genkendende til. Hun mistede sin søn, Daniel, på 4 år i 2017 og trods rosende ord om hospitalspersonalet, så erfarede Jeanette Kramer Pathuel, at hun var alene om at finde et kvalificeret tilbud og kontakte det efter sønnens død.
”Man har lidt følelsen af, at man bliver tabt. Når man er indlagt, er der nogen, som tager hånd om en, men bagefter er der ingen, der tager sig af en. Jeg kalder det, lidt provokerende, for at gå fra ”total care” til ”no care”. Det er i hvert fald den følelse, som man godt kan sidde med som forældre, der har mistet et barn. Især, tænker jeg, hvis man har haft en lang indlæggelse eller et langt forløb på sygehuset. Man skal selv tage kontakt og selv opsøge hjælp i en periode, hvor der ikke er meget overskud.”
Der mangler et koordinerende tilbud
Både Pernille Møller Jensen og Jeanette Kramer Pathuel er blandt de ca. 330 forældre, som hvert år mister et barn i alderen 2-18 år, og den manglende støtte som de begge oplevede, belyser det hul, der er i det sociale net.
“Det, jeg manglede, var, at der var nogen, som hjalp mig/os til, hvor vi kunne finde hjælp. De virkelig gode tilbud, som er derude, kan være svære at finde frem til. Det skal systematiseres, og der skal være nogen, som tager ansvar og hjælper de familier, som ikke selv har ressourcerne til at finde deres vej”, forklarer Jeanette Kramer Pathuel og fortsætter. ”Hvorfor skal ansvaret være så kasseopdelt i sektorerne? For mig at se behøver det ikke koste mange ressourcer for at få en mere systematisk overgang for familierne til den sekundære sektor og de mange hjælpeorganisationer.”
Også Pernille Møller Jensen ville ønske, at der havde været hjælp at hente, da hun mistede sin søn.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der fandtes et sted, som var nemt at gå til, og hvor man kunne finde oplysninger og få hjælp til det hele. En sørgende mor skal selv kende alle paragraffer. Der er ingen hjælp at hente. Og det går ikke at skulle vente 3-6 måneder på en psykolog.”
Sorgen skal tages alvorligt
Den sorg, som forældre, der mister et barn, oplever, er alvorlig og bør tages seriøst. Alligevel er det i dag kun forældre, som mister under graviditeten, ved fødslen eller i barnets første leveår, som har adgang til et professionelt strakstilbud om støtte. Men ifølge Birgitte Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg, bør vi ikke skele til barnets alder, når det handler om at hjælpe forældre i sorg.
”Forældre er forældre, og sorg er sorg. Men de forældre, som mister større børn, er i høj grad overladt til sig selv, og det er meget problematisk, for vi ved, at de er i en øget risiko for at udvikle længevarende og komplicerede sorglidelser.”
Hos Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder vi allerede gratis, akkrediteret rådgivning af professionelle terapeuter, som har speciale i sorg, til forældre, som mister spædbørn. Forældrene har også adgang til sorggrupper leddet af uddannede frivillige, sorgseminarer, informationsmateriale m.m., som er udviklet på baggrund af nyeste forskning inden for sorgbearbejdelse. De tilbud bør alle forældre have adgang til, og derfor arbejder vi lige nu på at skaffe finansiering, så vi fremover også kan hjælpe forældre, som mister større børn.
”Vi ønsker, at sikre ligestilling mellem forældre, uanset hvornår de har mistet, og det er en opgave, som vi, som organisation, gerne vil løfte”, siger Birgitte Horsten og uddyber. ”Vi har et solidt fundament, som betyder, at vi – med den rette finansiering – vil kunne udbrede vores tilbud til en større forældregruppe. Det er vores håb, at vi bliver tildelt de nødvendige midler ved efterårets finanslovsforhandlinger, så vi kan hjælpe de forældre, som lige nu står helt alene.”
”Der mangler nogen til at informere om de tilbud, som er derude”
Det tværsektorielle samarbejde, som Dansk Center for Familier & Sorg har med landets børne- og fødeafdelinger, betyder, at forældre, som mister spædbørn, hurtigt tilbydes hjælp. Og netop det appellerer til Jeanette Kramer Pathuel. For det er vigtigt, at der er nogen, som griber forældrene, når sorgen rammer. Uanset barnets alder. Hun har et tydeligt ønske på vegne af de forældre, som i fremtiden kommer til at opleve at miste et barn.
”Det er mit indtryk, at foreningen Forældre og Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød lykkedes virkelig godt med overgangen for de forældre, der mister et spædbarn allerede nu, så hvorfor skulle dette ikke kunne effektueres i forhold forældre, der mister et ældre barn? Vi står helt alene. Der mangler nogen til at informere om de tilbud, som er derude. For dem finder man bare ikke selv i sorgen, hvis ikke man har resurserne.”
