Når vi mister, så er det jo en livsomvæltende ting, som sker. Døden er uigenkaldelig. Den vi mister, får vi aldrig tilbage igen. Det ved vi godt rent rationelt, men når vi står i det, så er det svært at forstå, at vi aldrig ser det menneske igen. Derfor er døden en livomvæltende ændring, og for nogle ændrer det også vores livsbetingelser – Morten Bangsgaard, medlem af Det Etiske Råd.
Sorg er et livsvilkår
At miste sit barn er nok den største sorg, vi som forældre kan opleve. Sorgen kan være altopslugende, ensom og svær at navigere i. For døden er uigenkaldelig og den er livsændrende, og for forældre, som mister et barn, så bliver den et livsvilkår, som de skal have med sig gennem resten af livet. Hvordan de gør det, kan kun de selv finde ud af.
”Intet menneske, som ikke har prøvet det, kan sætte sig ind i hvor uoverstigeligt et tab, det er. Det er så hjerteskærende, at det ikke kan begribes”, fortæller Morten Bangsgaard, der har været medlem af Det Etiske Råd siden 2017, og som er særligt optaget at etiske problemstillinger vedrørende livets afslutning. ”Forældrene skal finde deres egen vej gennem tragedien og sorgen. Og det er helt individuelt, hvordan forældrene gør det.”
”I dag kommer døden lidt mere bag på os”
Vores forhold til døden har ændret sig gennem tiden. I takt med den teknologiske udvikling har vi taget kampen op mod døden, og det har gjort noget ved vores opfattelse af den. Eller rettere, i dag har vi på sin vis ingen opfattelse af eller erfaring med døden, forklarer Morten Bangsgaard.
”Døden var en del af vores bevidsthed tidligere. Der levede vi med døden på en anden måde. I dag kommer døden lidt mere bag på os. Det er her, det bliver svære at være moderne menneske. Vi kan kontrollere så meget, men det her kan vi ikke kontrollere.”
Ifølge Morten Bangsgaard har forældre i dag lige så meget brug for omsorg som for 100 år siden, men vores nære relationer er ikke forberedte på døden. Som pårørende har vi ikke mekanismerne til at støtte op om forældrene, for vi har ikke erfaringen og bevidstheden om, at der er en risiko for at miste et barn.
”Der skal mere til at turde gå ind i afmagtsrummet sammen med forældrene, for vi er blevet mere fremmede overfor at overskride den grænse.”
At turde gå ind i afmagtsrummet
Det er naturstridigt, at et barn dør før sine forældre, og det gør os alle magtesløse. Men som pårørende skal vi turde gå ind i sorgens rum og stå ved siden af forældrene. ”Det er den største hjælp”, uddyber Moren Bangsgaard. ”Det er jo ikke en situation, der kan løses. Men at sætte sig og være i sorgen sammen med forældrene det er måske den største omsorg, vi som pårørende kan give.”
Morten Bangsgaard understreger samtidig, at pårørende næsten ikke kan udvise omsorg forkert, for det, som forældrene har brug for, er at mærke, at de pårørende er der for dem.
”Forældrene føler ikke selv, at vi skal løse problemet. Vi kan hverken løfte eller fjerne sorgen, men vi skal øve os på at turde være sammen med forældrene i rummet. Som pårørende skal vi ikke gå uden om sorgen. Vi tror, at vi som pårørende fejler i at hjælpe, fordi vi ikke kan fikse sorgen. Men at turde gå ind i sorgen er jo faktisk hjælpen. I det rum ligger der ingen kontrol- eller succeskriterier, for her er vi på en helt anden skala.”
Selvom der ligger en stor støtte i at hjælpe med de praktiske ting, der kan få hverdagen til at fungere, så har forældrene stadig brug for, at deres omgivelser tør gå ind i det afmagtsrum, som forældreparret sidder i og ”bare være”.
”Kriser er en del af at være menneske, og det skal vi igennem. Vi skal finde fodfæste i livet på ny. Men tabet skal bæres gennem hele livet. Det bliver en ny livsopgave. Den er ikke nem, men det er den måske vigtigste, og det skal pårørende bidrage til ved at lytte til og tale med forældrene. Men fodfæstet skal forældre selv finde, omgivelserne kan kun hjælpe dem på deres vej. Jeg kender selv til historier om forældre, som skabte en smuk fortælling om deres barn. Deres fortælling var stærk og livsbekræftende. De havde fundet fodfæstet ved at gribe ud efter livet og skabe den fortælling. Men det er blot ét eksempel. Alle forældre er forskellige, og de skal finde deres egen vej”, afslutter Morten Bangsgaard.
