Bestyrelsesformand, Jesper Gade Nissen, giver stafetten videre – ”Han har styrket indsatsen markant for familier, der har mistet et barn”

Jesper Gade Nissen

Efter 10 år som bestyrelsesformand har Jesper Gade Nissen valgt at træde tilbage og overlade posten til Christina Reimann Lundberg, der som tidligere næstformand allerede er et solidt og kendt ansigt i organisationen.

Jesper Gade Nissen træder tilbage som formand, men han fortsætter sit arbejde i bestyrelsen, og stiller sig til rådighed som næstformand, så Christina Reimann Lundberg kan trække på hans viden og mangeårige erfaring frem mod generalforsamlingen i 2025, hvor han trækker sig endeligt.

At Jesper Gade Nissen ikke trækker sig fuldstændigt, pludseligt og uden varsel er ingen overraskelse, for hans sans for ordentlighed og ro har kendetegnet det lange formandskab, og det har samtidig afspejlet organisationens virke det seneste årti – Et årti, hvor der er sket store forandringer internt i organisationen, og hvor der udadtil er sket en markant styrkelse af den indsats, som skal gribe forældre i sorg.

”Jespers betydning for organisationen kan ikke betones nok. Fra han trådte til som formand i 2014 og til nu, har han understøttet og bakket op om en styrkelse og retning, så vi nu som organisation står markant stærkere på alle fronter. I dag er vi en specialiseret organisation, der rummer alle forældre, der har mistet deres barn, og vi er førende inden for vores felt”, udtaler direktør i Forældre & Sorg Birgitte Sofia Horsten. ”Værdien af en formand der både kan skubbe på, trække i rette retning og bakke direktøren og sekretariatet op, er afgørende, når man som Forældre & Sorg har undergået den udvikling, som vi har gennem de senere år.”

Fra Landsforeningen Spædbarnsdød til Forældre & Sorg

Jesper Gade Nissen trådte ind i bestyrelsen i 2013, og blev allerede året efter formand. Han har derfor både været med til at ansætte organisationens nuværende direktør, og til at gennemføre den organisationsudvikling og -udvidelse som betyder, at det ikke længere kun er forældre, som mister spædbørn, der har adgang til professionel, specialiseret terapi, men derimod alle forældre som mister deres barn uanset barnets alder.

”I en ideel verden er der ingen forældre, som skal begrave deres barn, men sådan hænger livet desværre ikke sammen. Derfor er det så vigtigt, at vi kan give forældrene en redningskrans, som de kan holde fast i, når de mister fodfæste, og som formand har det været mit mål at sikre, at endnu flere kunne få den specialiserede hjælp, som er så vigtig”, forklarer Jesper Gade Nissen.

Sideløbende med formandshvervet har han de seneste ni år – og i samarbejde med sin hustru, Lisbeth Gade Nissen – også stået i spidsen for cykelløbet VENOtour. VENOtour er det cykelløb, der hvert år i pinsen sætter fokus på den sorg, som forældre, der mister deres barn, lever med, mens der samtidig samles penge ind til Forældre & Sorgs tilbud om gratis terapi til netop de forældre, der har sorgen som et livsvilkår. Det er altså en dybt engageret formand, der nu takker af, og overlader arbejdet til Christina Reimann Lundberg.

”Jeg er stolt af, hvor Forældre & Sorg er i dag, og jeg er stolt af at have været formand for en organisation, hvor drivkraften altid er ønsket om at hjælpe dem, som har det allersværest. Både bestyrelse og Forældre & Sorgs bagland har altid bakket op om det mål, og det viser så tydeligt, at der er et stærkt fællesskab i sorgen. I dag er Forældre & Sorg en bredere favnende og mere professionel organisation, end da jeg trådte til som formand for 10 år siden, og jeg er helt overbevist om, at Christina er den helt rigtige til at føre Forældre & Sorgs retning videre i de kommende år,” afslutter Jesper Gade Nissen.

Ny formand men erfarne kræfter

Christina Reimann Lundberg har siden 2016 arbejdet som frivillig medarbejder i Forældre & Sorg, og hun har gennem årene lagt en stor indsats i at hjælpe de forældre, som har gjort brug af organisationens frivilligt drevne tilbud.

Hendes bidrag har bestået af alt fra at være sorggruppeleder og kontaktperson ved forælder-til-forælder kontaktforløb til at være facilitator af og foredragsholder ved temaaftener. Senest arrangerede hun i 2023 en charity middag for Forældre & Sorg, der indbragte langt over 500.000 kr.

Som bestyrelsesmedlem er Christina Reimann Lundberg heller ikke et nyt ansigt, for hun blev første gang stemt ind i bestyrelsen tilbage i 2022, og frem til generalforsamlingen i 2024 har hun haft et tæt samarbejde med Jesper Gade Nissen i kraft af sin rolle som næstformand. Det er altså erfarne kræfter, der nu skal løfte opgaven som for formand for Forældre & Sorg.

”Det er et privilegie at blive formand på et tidspunkt, hvor organisationen står så stærkt, som den gør, og hvor vi har så stor og vigtig indflydelse på de tilbud, der er til sørgende familier”, fortæller den nyudnævnte formand. ”Det fundament, som Forældre & Sorg er bygget på, er solidt, og herfra skal vi fortsætte vores vigtige arbejde for at hjælpe dem, der rammes allerhårdest af sorg. I de næste år vil vi derfor styrke indsatsen endnu mere for familierne, så vi sikrer, at endnu flere bliver tilbudt specialiseret terapeutisk hjælp hos os.”

 

Christina Reimann Lundberg

Christina Reimann Lundberg,
formand i Forældre & Sorg

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.