Lene Bendtsen og Jakob Huusom har det tilfælles, at de begge har mistet en søn. Og så har de det tilfælles, at de bruger deres personlige erfaringer i deres professionelle virke, for når de går på arbejde, er de – hver især og på hver deres måde – med til at styrke det sikkerhedsnet, som skal og bør folde sig ud, hvis forældre mister deres barn.
”En familie i sorg skal ikke stå alene”
Lene Bendtsen mistede sin 17-årige søn, Jacob, i 2022. Hun arbejder som inklusionskonsulent i en kommune, og i sit arbejde er hun lige nu i gang med at lave et tillæg til kommunens institutioner og skolers sorg- og kriseplan. En plan som skal være med til at hjælpe, hvis en familie i kommunen mister et barn.
”Jeg troede, før jeg selv mistede, at en familie, der mister, automatisk fik tilbudt hjælp. Det var jeg sikker på, men sådan er det desværre ikke. Derfor må vi som kommune kunne hjælpe. Det, vi arbejder på, er, at sundhedsplejen, institutioner og skoler skal vide, hvordan man henvender sig til forældre, der har mistet, og hvordan vi kan skaffe dem professionel hjælp. En familie i sorg skal ikke stå alene. Vi skal hjælpe dem og vi skal være der for dem, når og hvis det er nødvendigt”, forklarer Lene om sit arbejde.
Lene har mærket på egen krop, hvor vigtigt det er at have mulighed for at få professionel hjælp, og netop derfor har hun et stort ønsket om at sikre, at alle forældre fremadrettet bliver hjulpet helt automatisk.
Lene har selv gjort brug af flere af Forældre & Sorgs tilbud om gratis terapi, og her oplevede hun for første gang, at hun kunne fortælle sin historie uden at psykoterapeuten blev overrasket og uden hun skulle forholde sig til psykoterapeutens følelser.
”Når man ringer til Dansk Center for Familier & Sorg ved de, hvorfor man ringer. De er vant til at tale med forældre, der har mistet. For mig har Dansk Center for Familier & Sorg betydet alt. Jeg har gennem det seneste år talt med en psykoterapeut, som har hjulpet mig med mange af mine skøre tanker: Hvordan holder man jul, når man mangler en af sine børn? Hvordan tager man på sommerferie? Kan man overhovedet det? Hvordan får man en hverdag til at fungere, når man egentlig ikke har lyst til det? Hvad gør man, når man er bange for at glemme og ikke tør give slip? At tale med en som har erfaringer fra andre, som har mistet, har for mig betydet, at jeg først og fremmest ikke følte mig alene. Og samtidig har det at tale med en så professionel psykoterapeut hele tiden gjort, at jeg har følt mig tryg og i gode hænder”, fortæller Lene.
”Vi skal have en plan for, hvordan vi hjælper familier i sorg”
Hvert år dør ca. 180 børn og unge op til 21 år, og selvom Lene er glad for den hjælp, som hun har fået gennem Dansk Center for Familier & Sorg, så er hun samtidig blandt de forældre, som har oplevet, at det var tilfældigheder, som gjorde, at de fandt frem til hjælp hos Dansk Center for Familier & Sorg , fordi der ikke er formaliserede retningslinjer, der sikrer, at forældre får hurtig og specialiseret hjælp. Når hun i dag går på arbejde, så er det bl.a. med et ønske om at sikre, at de forældre, som i fremtiden mister, ikke skal stå i samme situation.
”I kommunerne er der behov for, at vi gør mere end vi gør i dag. Vi skal have en plan for, hvordan vi hjælper familier i sorg. Der er behov for større viden om og fokus på, hvordan kommunerne kan hjælpe, og vi skal finde en systematik, som hjælper med at finde de familier, der mister et barn – hvad enten det er lille eller et stort barn. For når først vi kender familierne, så kan vi hjælpe”, uddyber Lene.
Men det er lettere sagt end gjort, for det er ikke alle familier, som gør brug af de kommunale tilbud, der eksisterer.
”Nogle familier er nemme at finde. Det er de familier, som er i kontakt med enten sundhedsplejen, institutionerne eller skolerne. Men så snart et barn er startet på en ungdomsuddannelse, kender kommunen dem ikke umiddelbart. Det kan også være, at en familie har takket nej til sundhedsplejen, og så kender vi dem umiddelbart heller ikke. Der skal findes en løsning på, hvordan disse familier bliver kendte for kommunen”, fortæller Lene.
Det er endnu ikke to år siden, Lene mistede sin søn, og allerede nu kan hun se, at der er familier i kommunen, som er blevet tilbudt hurtig og professionel hjælp på baggrund af de nye tiltag. For Lene betyder det meget at vide, at hun har været med til – sammen med andre – at gribe forældre, som oplever den største sorg.
”Det betyder så meget for mig. At vide at mine egne erfaringer har været med til at gribe andre forældre, gør mig glad. At vide at vi som kommune har gjort noget, gør mig stolt. At vide at jeg har været med til at gøre en forskel for andre forældre i sorg, giver mig nyt håb, og tro på at der er en ny vej i livet, mens jeg bærer savnet til min egen søn med mig”, afrunder Lene.
”Min kone og jeg sad tilbage apatiske, ulykkelige og med en følelse af ikke helt at være forstået af vores velmenende omgivelser”
Hvor det fortsat er ganske nyt, at Lene bruger sin sorg i sit arbejde, så har Jakob Huusom i snart tyve år ladet sin sorg og sine oplevelser være en drivkraft i sit professionelle virke.
Jakob mistede i 2005 sin førstefødte søn Thor, som blev født i 24. graviditetsuge. På det tidspunkt var han en ambitiøs ung mand med planer om at blive verdens bedste narkoselæge, men på et splitsekund forsvandt meningen med livet, og alle drømme og håb forduftede.
”Jeg stoppede midlertidigt med min uddannelse til anæstesilæge, men senere blev jeg alligevel anæstesilæge, og specialiserede mig i behandling af børn. Herigennem fik jeg mulighed for ansættelse på Neonatalklinikken på Rigshospitalet, hvor vi behandler ekstremt for tidligt fødte børn”, forklarer Jakob.
Mødet med afdelingen, hvor Jakobs dreng var død, var en skelsættende begivenhed for ham, og også en oplevelse som har været med til at styrke ham. I dag arbejder Jakob fortsat på Rigshospitalets neonatalafdeling, og selvom det er 17 år siden, han mistede sin søn på selv samme afdeling, så bruger han stadig sine erfaringer, når han i sit arbejde møder de forældre, der mister børn.
”Jeg påstår ikke, at jeg er bedre end mine kollegaer til at snakke med forældre til døde eller døende børn, men jeg ved, at jeg selv er bedre til det, end hvad jeg ville have været, hvis jeg ikke havde mistet”, uddyber Jakob.
”Det blev den redningskrans, vi havde brug for”
I sit virke som anæstesilæge på en børneafdeling står Jakob oftere end de flere ansigt-til-ansigt med forældre i sorg, for på afdelingen dør mellem 30 og 40 børn årligt, og han har selv mærket, hvor meget det betød at møde andre, der forstod sorgen og det kaos, som forældre kastes ud i, når deres barn dør. Det oplevede han bl.a., da han tilbage i 2005 gjorde brug af Dansk Center for Familier & Sorgs tilbud om gratis terapi.
”Det blev de første skridt tilbage imod en mere normal hverdag. Vi var ude på dybt og ukendt vand, og samtalerne og senere mødet med en sorggruppe var den redningskrans, vi havde brug for,” fortæller Jakob.
Derudover deltog Jakob også i en sorggruppe sammen med sin kone, og mødet med tre andre par, som også havde mistet deres barn, er stadig vigtigt for ham den dag i dag.
”Vi er fortsat den dag i dag venner med to ud af de tre andre par, og opfatter dem som ægte “skyttegravskammerater”, uddyber Jakob og fortsætter. ”Møderne blev faciliteret perfekt af vores sorggruppeleder, der involverede sig uden at fylde, og lod os fire par om at hele hinanden. Hvis vi ikke havde haft vores sorggruppeleder eller en organisation som Dansk Center for Familier & Sorg, der træner og støtter sorggruppelederne, så ved jeg ikke, hvor vi ville have været i dag.”
Det er tydeligt, at mødet med andre forældre i sorg har haft og stadig har stor betydning for Jakob, og det er bl.a. noget af det, som gør, at Jakob i sit arbejde kan møde forældrene på Rigshospitalet med en forståelse, som man ikke kan tillære sig – Og det til trods for at han ikke fortæller de forældre, som han møder inde på Rigshospitalet om sine personlige erfaringer.
”Jeg siger aldrig til forældrene, at jeg har mistet et barn. Det har jeg kun gjort én gang på 17 år”, afslutter Jakob.
”Forældre & Sorg har været med til, at jeg er, der hvor jeg er i dag”
Betydningen af at møde andre forældre i sorg er et tilbagevendende tema i mange af de terapeutiske samtaler, som forældre kan få gratis i Dansk Center for Familier & Sorg, og lige som Jakob, der har haft stor glæde af at deltage i en sorggruppe, så har Lene også haft stor gavn af at tale med andre, som også har mistet. Hun og hendes mand har gjort brug af et andet af Forældre & Sorgs tilbud, nemlig vores sorgseminar.
”Det var nogle mennesker, som vi ikke vidste, at vi havde savnet. At sidde der blandt andre betød, at vi pludselig ikke var alene. Og så har vi mødt nogle nye venner for livet”, forklarer Lene.
Og det var ikke kun mødet med andre, som Lene tog med sig hjem fra weekenden, for et sorgseminar er også et sted, hvor forældrene får viden om og indsigter i sorg og sorgreaktioner.
”Det var rart at finde ud af, at vi var helt normale, når vi ikke kunne huske, ikke længere kunne tage initiativer, og når vi den ene dag kunne grine og den næste dag være nede i et sort hul igen”, uddyber Lene.
“Pludselig er der lidt mening i et ellers meningsløst tab”
Når forældre mister deres barn, så forandres deres liv sig for altid. Sorgen bliver et livsvilkår, og det påvirker mennesker og deres måde at være i verden på. Det kan komme til udtryk på uendelige måder, men det er de færreste forældre, som kan sige, at alt er som før, deres barn døde. Hverdagen er forandret, og de fleste forældre fortæller, at de ser på verden med andre øjne, og det liv de lever med nye briller. For nogle er der tale om små forandringer, mens der for andre er tale om helt nye retninger i livet.
I Dansk Center for Familier & Sorg hører vi ofte forældre sige, at de oplever, at det der før udgjorde deres hverdag, synes meningsløst, og de mærker et behov for at hjælpe andre forældre i sorg. Nogle bliver frivillige medarbejdere i Dansk Center for Familier & Sorg, andre forsøger at skabe forandringer på arbejdspladsen eller ved at igangsætte forskellige initiativer. Det er ikke altid store og omsiggribende tiltag, men det er alt sammen med til – et initiativ ad gangen – at forbedre vilkårene for de forældre, som mister deres barn, og det er i sig selv en drivkraft.
”For mig personligt betyder det at kunne hjælpe andre familier i samme situation alt. Pludselig er der lidt mening i et ellers meningsløst tab”, afslutter Lene.
