I spejlet ser vi os selv – Bøger, podcasts, film, blogs m.m. om det at miste sit barn

Filmen ’Resten af Livet’ er en fin og meget anmelderrost skildring af sorgen i en familie, der har mistet en søn. Den viser en familie, hvor alle reagerer forskelligt i sorgen, og den viser, at de forskelligheder godt kan give anledning til uro og konflikter. Og måske er filmens stille budskab, at sorgen over at have mistet et barn eller en søskende ikke er noget, vi kommer over, men noget som vi lærer at leve med.

Hvis du har mistet dit barn, så skal du vide, at du ikke er alene, og for mange kan det gøre en stor forskel midt i sorgen at se, høre eller lytte til andres erfaringer. For selvom alle har hver deres unikke historie, så mærker mange en dybere ro og de finder en trøst i at spejle sig i andres beretninger – hvad enten det er genkendelse i følelser og tanker, tabsomstændigheder, reaktionsmønstre og handlemåder.

Det forløsende i fortællingen

Der er de seneste år udgivet en lang række personlige beretninger om at miste, og de mange bøger vidner om, at ligesom det kan være rart at læse om andres oplevelser, så kan det også have en forløsende effekt at fortælle sin egen historie – med skrevne eller med talte ord – og at give nogle af de gode råd og læringer videre, som man selv brugte og havde gavn af.

Du kan også overveje, om det måske kunne have en positiv effekt for dig at skrive dine tanker eller oplevelser ned. Ikke med henblik på at det skal udgives – faktisk behøver det ikke blive set af andre end dig selv – men det kan måske hjælpe dig til at sætte ord på og give struktur til de tanker, som fylder. Det har vi skrevet meget mere om her.

Personlige beretninger

I Dansk Center for Familier & Sorg har vi de seneste år modtaget mange bøger fra forældre, som har skrevet og udgivet deres egne fortællinger.

Nedenfor finder du en oversigt over mange af de bøger, som vi har fået tilsendt. Vi har også medtaget mange af de artikler, podcasts, blogs, dokumentarer og film, som handler om at miste sit barn.

Se hele listen her.

Listen skal ses som forslag, og den består primært af personlige beretninger, som fint illustrerer, at der er lige så mange måder at reagere og blive påvirket af sorgen på, som der er forældre i sorg.
Listen er på ingen måde udtømmende, og skal ikke ses som anbefalinger, men blot vise et bredt udpluk af de beretninger, som eksisterer.

For dig, der er blevet interesseret i at læse mere om sorg, har vi også skrevet nogle forslag til gode fagbøger, der handler om sorgteori og -metode. De kan være et godt sted at starte, hvis du har lyst til at fordybe dig mere fagligt i sorg.

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.