Jeg kan godt lide det billede, at mennesker i sorg er som siv ved en søbred. Når vinden kommer ind over sivene, så bøjer de af. De er fleksible overfor vindens styrke. Sorg er som vinden, og når den blæser ind over dig, så kan du lade dig bøje af. Lade dig føre med sorgen og tilpasse dig dens intensitet. I stedet for at stå imod og forsøge at stå oprejst – Thomas Vinterberg
På vores årsmøde den 26. marts 2022 fik vi besøg af Thomas Vinterberg, og det blev til en åben og oprigtigt samtale om at miste, om håb og om livet efter tragedien – og ikke mindst om den kærlighed til datteren, Ida, som fortsat lever.
” ’Druk’ var et monument over Ida”
Det er ikke hver dag, at en dansk film vinder en Oscar, og der kan ikke være mange mennesker, som ikke så og blev rørt over den takketale, som Thomas Vinterberg holdt den aprilaften tilbage i 2021. For det var ikke den obligatoriske tale, han holdt. Talen, som alle forventede og som alle har hørt før. I stedet var Thomas Vinterbergs tale en tak til alle dem, der greb ham, da hans datter mistede livet, og en tak til alle dem, som hjalp ham til at færdiggøre en film, der endte med at få en større betydning for ham, end den oprindeligt havde haft.
‘Druk’ blev skabt midt i en tragedie, og de mange mennesker, der var en del af produktionen, var med til at skabe mere end en film. I fællesskab realiserede de et monument over Thomas Vinterbergs datter.
”Jeg havde øvet talen hver dag i tre uger. Jeg havde fået at vide, at talen måtte vare ét minut, men jeg tænkte, at så måtte de begynde med deres strygere og hvad de ellers kunne komme med. Talen varede seks minutter og talen var til Ida. Det var under talen, at jeg følte, at jeg gav filmen til hende.”
Optagelserne til ’Druk’ gik i gang i 2019, men allerede fire dage inde i optagelserne mistede Ida livet i en trafikulykke, og al produktion blev stoppet. To år senere stod Thomas Vinterberg i Los Angeles med en Oscar-statuette i hånden og takkede alle de mennesker, der havde hjulpet ham med at gennemføre den opgave, som han havde sat sig for at fuldføre.
”Jeg var skrækslagen for at skulle sige noget, men filmen var lavet til min datter. Den var et monument over hende. Det var filmen nødt til at være, for ellers kunne vi (filmcrewet, red.) ikke finde mening med at lave den. Og derfor gav det heller ikke mening at holde en tale uden at nævne hende. ‘Druk’ skulle aldrig være en film om fire dumme, fulde mænd. Men efter Ida døde var det aldrig en mulighed at lave en flad film. Det skulle være en livsbekræftende film. Og den blev nødt til at blive god. Jeg bilder mig ind, at den kærlighed, der var på settet, kan ses på lærredet.”
”Der blev virkelig løftet i flok”
’Druk’ foregår på et gymnasium blandt unge københavnere og Ida, der var 19 år, skulle selv have haft en rolle i filmen. For Thomas Vinterberg blev beslutningen om at genoptage optagelserne taget på baggrund Idas egne tanker om filmen.
”Det afgørende blev en samtale med Ida. Hun havde sendt et brev fra Afrika, hvor hun rejste rundt, da hun læste manuskriptet. Og hun elskede det manuskript. For Ida beskrev filmen det København, som hun elskede. Den ungdom, som hun elskede. Hun fortalte, at hun følte sig set i manuskriptet.”
Produktionen blev genoptaget to uger efter Idas død, og Thomas Vinterberg selv vente tilbage til optagelserne efter tre uger. Her oplevede han, at de andre på settet anerkendte alvoren af situationen.
”Der var mange mennesker, som løftede mig på filmsettet. Det var som en forlænget udgave af en begravelse. Vi løftede sorgen i flok. Jeg græd på mærkelige tidspunkter, og den forståelse der var, det var ren kærlighed. Det var lidt som at komme tilbage i det kollektiv, som jeg er vokset op i.”
Men det var ikke let at vende tilbage til arbejdet, og ifølge Thomas Vinterberg var han reelt ikke i stand til at tage beslutningen om, hvorvidt filmen skulle droppes eller fortsættes. Men som bekendt blev optagelserne genoptaget, og for Thomas Vinterberg føltes det som den rigtige beslutning på det tidspunkt.
”Jeg forsøgte at tage skridt. Men hvordan skulle jeg overhovedet stå oprejst? I sådan en situation så bliver du jo vanvittig og mister en hver evne til at tænke rationelt. Tre uger efter Idas død stod jeg midt mellem en masse mennesker og bildte mig ind, at jeg havde et større formål. Jeg tror, at det holdt mig fra vanvid. Det gav mig en retning. Og jeg må understrege, at jeg er lykkelig for, at jeg færdiggjorde filmen. Hun er til stede i hvert et frame. Der er ikke nogen fortrydelse i det.”
”Det er meget at forlange, at andre forstår det”
Som samfund har vi bevæget os langt væk for dødens indbyggede naturlighed, og der er en stor magtesløshed forbundet med at være pårørende til mennesker i sorg.
Alligevel oplevede Thomas Vinterberg, at der var et stort netværk at familie, venner og kollegaer, som greb ham midt i sorgen, og det havde formentlig stor betydning, at produktionen af ’Druk’ var bygget op omkring årelange, kollegiale relationer og endda nogle af hans bedste venner.
”Jeg oplevede en enorm anerkendelse. Der var nogle enkelte, som jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke hørte fra, men så hørte jeg fra tusind andre.”
I dag, næsten tre år senere, kan Thomas Vinterberg dog godt mærke, at Ida ikke længere får den samme plads i netværket som tidligere.
”Den smerte som vi (forældre og den nærmeste familie, red.) bærer, den holder længere end den gør for andre. Ida døde i 2019, og det er ikke længe siden i ”sorgbranchen”, men det er meget at forlange, at andre forstår det. Alligevel kan det være svært ikke at tænke ”Hvorfor spørger de ikke ind længere?”. I dag er der færre, som forstår det, men så er det godt at være gift med en præst.”
”At tro er lige så ukontrollerbart som forelskelse”
Thomas Vinterberg er vokset op i et kollektiv omgivet af mennesker med en naturfaglig forståelse af verden, og det er først i voksenlivet, at han er blevet nysgerrig på troen og det, som den kan give mennesker.
”Jeg har fået det modsatte af tro ind fra barnsben. Tro er noget, som sker. Noget du bliver givet. Men jeg opsøger det. Selvfølgelig gennem min kones arbejde, men allerede før min datter døde, var jeg i den søgen.”
I sit møde med præster har Thomas Vinterberg oplevet, at teologien tilbyder et sprog for de hændelser, som mennesker oplever igennem livet. Og så har præster ikke mindst håb. For eksempel et håb om genforening.
”Sorgen er kærlighedens pris. Præsterne har lært mig at fokusere på det. Kærligheden overlever alt. Og det lærer du jo rent faktisk, når du mister. Præster ser begravelsen som en åbning til den næste måde at være sammen med afdøde på. Døden er at træde ind i en ny æra med den, som du har mistet. Den måde kan jeg godt lige at se det på. Eller, jeg bliver nødt til at se det på den måde. Og jeg har stadig mange samtaler med Ida. Nogle dage glipper det selvfølgelig, men ellers taler jeg med hende hver dag.”
Men når man som Thomas Vinterberg ikke er vokset op med tro som en selvfølge, så kan håbet også blive flygtigt.
”Troen er fast tilllid til det, vi håber. Men den tillid har jeg ikke endnu. Jeg er opvokset med den skepsis, og jeg er stadig fuld af tvivl. Jeg har følelsen af, at det er noget, som jeg griber efter, fordi jeg er i sorg. Men jeg håber, at håbet kan blive til rigtig tro en dag. Og jeg har et håb om at se Ida igen.”
”Der er nødt til at være noget, du skal”
Det kan hurtigt komme til at lyde som om, at Thomas Vinterberg med sit gode netværk og sit håb var fattet og beslutningsstærk i tiden efter Idas død. Men i samtalen med ham bliver det tydeligt, at hverdagen havde mange flere nuancer.
”Når du danser på kanten af vanvid, så bare det at der er en rytme: Jeg skal i bad. Jeg skal hen og mødes med nogle mennesker. Det var godt at have en aftale klokken ni, for så kom jeg alligevel op den dag. Der er nødt til at være noget, du skal. Bare det at have rytme er afsindig vigtigt.”
En anden ting, der hjalp Thomas Vinterberg, var evnen til at tage pauser fra sorgen.
”Hvis du kan fæstne dit blik på det, der lever. På noget andet. Bare i få øjeblikke. Så kan du tage en pause, og at glemme sorgen i momenter var en kærkommen pause, uagtet at jeg jo ikke glemte fuldstændig.”
”Ida er stadig en stor del af min hverdag”
Thomas Vinterberg var meget tæt med sin datter, og selvom relationen i sin natur har forandret sig, så lever samtalerne med hende videre.
”Vi havde et meget tæt og ærligt forhold. Hun var min rådgiver og jeg var hendes. Det forhold har vi fortsat. Det har af gode grunde ændret form, og det er sværere at rådgive hende nu, men jeg konsulterer hende stadig.”
Netop samtalerne med Ida er et emne som Thomas Vinterberg ofte vender tilbage til, og hendes stemme fortsætter med at sætte aftryk i både hans arbejde og i hjemmet.
”Hvis jeg skriver på noget, hvor jeg kan se Ida i det, så går jeg hjem fra arbejde og føler, at jeg har brugt nogle timer sammen med hende.”
”Du står med et valg om, hvem du er for andre”
Med Idas død har Thomas Vinterberg mærket, hvordan hans grundlæggende tilgang til livet på nogle områder har ændret karakter.
”Jeg havde det som om, jeg havde levet i en glasklokke af velfærd. Den boble knuste, da jeg mistede Ida. Jeg oplevede at blive afmonteret. Det var en slags nøgenhed. Pludselig kunne jeg høre en fugl på to kilometers afstand, og jeg kunne mærke grusomheden i livet. Og så oplevede jeg en stor kærlighed til det liv, som var tilbage. Jeg kan jo godt mærke, hvordan de dårlige vaner og det almindelige liv sniger sig ind på mig nu. Hvordan glasklokken er ved at blive genskabt. Den smålige og misundelige Thomas begynder at titte frem, som årene går. Men jeg minder om den værdighed, der er forbundet med livet tættere på Idas død.”
Og selvom glasklokken begynder at genoptage sin form, og hverdagens trivialiteter igen får lov at fylde, så er der nogle ting, som ikke er som før Idas død, nemlig Thomas Vinterbergs forventninger til sine omgivelser.
”En ting, jeg har lært ved at miste Ida, er, hvor god en relation vi havde. Det har inspireret mig i forhold til mine andre relationer. Vi havde en stor fortrolighed. Det er blevet et krav for mig, at relationerne i mit liv skal være rene. Det er hårdt, men der er en meget stor styrke i at være så afklædt. Der er en styrke i sandhed og ærlighed. Der opstår en fornemmelse af no bullshit. Jeg orker ikke småting. Der ligger stor rigdom i de små ting, men jeg kan ikke betragte dem som tragedier. Det er en gave at få lov at være til, så der er simpelthen ting, som jeg ikke har tid til at gå op i. Der opstår en styrke, som minder om den, der opstår, når du får et barn. Fordi der er en masse mellemregninger i mit liv, som jeg ikke kan bruge til noget længere.”
”Alles sorg er forskellig, og der findes ingen opskrift”
Det er et år siden Thomas Vinterberg vandt en Oscar, og det er tre år siden optagelserne til ’Druk’ begyndte. Det betyder også, at det snart er tre år siden, at Ida mistede livet, og når Thomas Vinterberg bliver spurgt om, hvilke råd han kan give videre til andre forældre i sorg, så står det klart, at selvom han er mange erfaringer og indsigter rigere, så er hans generøse bidrag til fortællingen om sorgen ved at miste et barn netop det. Et bidrag. Én stemme ud af de alt for mange stemmer, som kan fortælle om den kærlighed, der lever videre længe efter, at døden har taget et barn med sig.
” ’Druk’ var en opgave, som skulle løses, og det var det, som var heldigt for mig. Men det er meget svært at give råd, for alles sorg er forskellig, og der findes ingen opskrift. Men jeg tror, at det er vigtigt at bekende kulør. Jeg har også lært, at jeg må fokusere på det, som jeg er blevet givet, og ikke hvad der er blevet taget. Det er en øvelse, og jeg bliver stadig ked af det. Men jeg øver mig og jeg er blevet bedre. Kort efter Idas død var der en person, som gjorde mig opmærksom på et digt af William Wordsworth. Han skrev det efter selv at have mistet sit barn. Det digt er blevet meget betydningsfuldt for mig, fordi det så enkelt og præcist indkapsler sorgen, min kærlighed til Ida og min taknemlighed for alt det, som vi nåede at få sammen.”
”Vi er jo alle sammen medlemmer af et fællesskab”
Næsten to timer er gået siden Thomas Vinterberg trådte ind på vores årsmøde og begyndte at dele ud af sine oplevelser, tanker og erfaringer. Det er blevet til en åben og nærværende samtale, der til fulde afspejler hans ord om, at der er en styrke i at turde være afklædt. At turde tale sandt og ærligt.
”Min første tanke – og den kom allerede en time efter, at jeg havde fået at vide, at Ida var død – var, at Jeg bliver nødt til at finde nogle andre, som har oplevet det her. Os, der sidder her, vi er jo alle sammen medlemmer af et fællesskab. Et tragisk fællesskab. Så det har været en stor fornøjelse at være her.”
