Der er kun én ting i livet, som vi kan vide med sikkerhed og det er, at vi alle skal dø – og det skal dem, vi elsker, også. På den måde er døden det eneste, vi som mennesker alle har tilfælles, og måske derfor er det et af de emner, som vi har fået bygget flest myter op omkring.
For hvordan skal vi håndtere døden og den sorg, som følger med at miste dem, som vi elsker allermest? Hvad skal vi sige eller ikke sige? Hvad skal vi gøre eller undlade at gøre? Kan vi som pårørende fjerne noget af den smerte, som sorgen er udtryk for, og kan vi komme til at sige noget, der gør det hele værre?
Der hersker rigtig mange forestillinger om, hvordan man er rigtig sørgende, og hvor længe det er rimeligt at være i sorg, og det kan have store konsekvenser for de sørgende og deres relation til deres nærmeste. For når sørgende opdager, at deres måde at sørge på ikke nødvendigvis matcher hverken deres egne eller omverdenens idéer om, hvordan mennesker bør håndtere dødsfald, så kan det i bedste fald føre til ærlige samtaler om, hvordan det egentlig er for dem at være i sorg, og i værste fald kan det føre til brudte relationer.
”I Dansk Center for Familier & Sorg hører vi fra mange forældre, at noget af det som bliver rigtig svært i sorgen, er, at de enten erfarer, at de ikke selv lever op til, hvordan de havde forestillet sig det var at være i sorg, eller at deres pårørende eller fagpersoner, ofte i bedste mening, siger noget, der får dem til at føle sig forkerte i deres sorg, fordi de ikke opfører sig, som de pårørende forventer”, fortæller direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Der er masser af holdninger til, hvordan man er en god forælder, og det bliver et særligt sensitivt emne, når det også handler om, hvordan man er en god forælder til et dødt barn. Forældrene står i forvejen et for de fleste ukendt og voldsomt sted i livet, og derfor kan det være meget hårdt at blive konfronteret med både egne og andres forestillinger om, hvad sorg er og hvordan sorg skal håndteres.”
Det er på tide, at myterne bliver punkteret
Det er hårdt at være i dyb sorg, og det bliver ikke lettere, hvis sørgende samtidig har oplevelsen af, at de sørger forkert, eller at de skal forsvare eller forklare deres sorg overfor omverdenen.
Det er ikke hjælpsomt at blive mødt af forkerte opfattelser og normative forståelser – myter – om, hvad sorg er, og hvordan man agerer korrekt i sorgen. Tværtimod kan det være enormt sårbart, og derfor er det så utrolig vigtigt, at vi får punkteret myterne, så ingen føler sig forkerte.
Det er et ansvar, som i høj grad ligger hos de pårørende, kolleger og ikke mindst fagpersonerne omkring de sørgende, for de har ofte ikke selv det nødvendige overskud, som de ellers ville have haft.
I artiklen her kan du læse om nogle af de myter, som vi i Dansk Center for Familier & Sorg hører oftest. Det er både de mere generelle myter om, hvordan sorg og død bør håndteres, og hvordan man er en ”rigtig” sørgende, og så er der nogle myter, der mere specifikt omhandler sorgen over at miste sit barn.
Der er utvivlsomt mange flere myter derude, så det vil være umuligt at lave en fuldkommen liste.
Er du selv i sorg, så kan det måske være rart for dig at få et mere nuanceret billede af, hvordan sorg kan komme til udtryk, og er du pårørende, så kan de oplistede myter hjælpe dig til at møde sørgende med et mere åbent blik for, hvordan deres sorg udfolder sig – også over tid.
Myte #1
Sorg og død er tabu.
Virkeligheden
Der er mange, som oplever, at det kan være svært at tale om sorg og døden, men det betyder ikke, at sorg og død er tabuiserede emner. Det betyder nærmere, at sorgen og døden kan gøre os ord- og magtesløse. At vi som mennesker kan føle os sat skakmat af sorgens og dødens enormitet.
Vi har aldrig talt mere om sorg og død i samfundet, end vi gør i dag. Der findes utallige podcasts og bøger om emnet, sorg er et tema på mange uddannelser og arbejdspladser, det tages op i både dokumentarer, film, tv-shows og i radioen, og så sent som i 2021 blev sorgorloven for forældre, der mister et barn, udvidet til at gælde flere og i længere tid. Sorg er altså kommet på samfundets dagsorden. Den anerkendes, respekteres og tages alvorligt.
Betyder det så, at det er og skal være let for alle at tale om? Nej, naturligvis ikke. Sorgen over at miste et barn er voldsom og livsomvæltende. Det er den største sorg, og bare tanken kan ramme os alle som en knugende skræk. Derfor oplever mange forældre at føle sig isoleret, at venner og bekendte undgår dem og at ingen tør tale med dem.
Mange pårørende fortæller omvendt, hvordan de er bange for at sige noget forkert, eller noget der gør forældrene endnu mere kede af det. Og det er netop det, som bliver svært i mødet med et menneske i sorg. For når pårørende gerne vil sige noget, der kan støtte, lindre og gøre sorgen lidt lettere at bære, så bliver de ofte ordløse. For hvad er det helt rigtige at sige?
Men det betyder ikke, at død og sorg er omgærdet af tabu, berøringsangst eller skamfulde undertoner. Hverken i forhold til forældre, der har mistet et barn, eller generelt.
Det, at sorg og død er svær at tale om, er tværtimod et udtryk for, at vi som mennesker har stor respekt for sorgens alvor og dødens uigenkaldelighed. Derfor er det helt naturligt, at sorg og død hverken kan eller skal være ”nemt” at tale om. Det er godt, at vi tør tale om sorg, at vi både som sørgende og pårørende skaber rum til de samtaler, men det er ikke ensbetydende med, at det skal være let. Det er emnet alt for alvorligt til.
Myte #2
Du græder, når du er i sorg.
Virkeligheden
Sorg kan komme til udtryk på mange måder, og sorgens størrelse kan ikke måles i mængden af tårer.
Når der hersker en idé om, at mennesker udtrykker deres sorg med tårer, så afspejler det en forventning til, hvordan “rigtig” sorg ser ud. Men ikke alle i sorg græder, og blandt dem, der gør, er der nogle, som græder meget, og nogle som græder mindre. Ingen af delene er mere rigtig, men myten er med til at sørge for, at nogle kan føle skam over ikke at græde nok og dermed underforstået ikke sørge nok eller på den rigtige måde.
Virkeligheden er, at sorg kan komme til udtryk på mange måder, og det er aldrig mængden af tårer, som afspejler sorgens dybde.
Myte #3
Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.
Virkeligheden
Ingen vokser eller bliver stærkere af at miste sit barn, men forældre må forholde sig til det nye livsvilkår, og mange oplever, at de er i verden på en anden måde, end før de mistede.
Myten er gammel og sejlivet, og den har de seneste år fået fornyet styrke i takt med, at teorier om ”traumatic growth” har vundet frem.
Men det er en illusion at tro, at noget så ufatteligt og meningsløst som at miste sit barn gør forældre stærkere, og vi kan ikke forvente, at mennesker i dyb krise vokser i og med den.
Hvad vi hører i Dansk Center for Familier & Sorg, er til gengæld, at mange forældre fortæller, at de insisterer på, at selvom det er fuldstændig meningsløst, så skal deres barns liv ikke være betydningsløst. De kan for eksempel opleve, at de bliver mere kompromisløse, og at de mærker deres livsværdier tydeligere. Nogle forsøger at leve et mere berigende liv, og derigennem sætte pris på det de har på en ny måde.
Myte #4
Du får det bedre, hvis du taler om din sorg.
Virkeligheden
Måske som et resultat af at sorg og død er blevet emner, der ofte tages op offentligheden (som også beskrevet i den første myte), så er der nærmest opstået enighed om, at alle skal tale om deres sorg, og at det er vejen til at lære at leve med den.
For rigtig mange er det meningsfuldt at tale om deres sorg, og dem der har lyst til det, vil formentlig få det bedre af at gøre det. Men det er vigtigt at huske på, at det er lige så rigtigt at have brug for ikke at tale om sorgen, kun at have lyst til at tale om den med ganske få personer eller kun at have behov for at tale om sorgen nogle gange.
Der findes mange forestillinger om, hvad der hjælper, når mennesker er i sorg, men mennesker er forskellige, og dermed findes der også forskellige måder at være i og med sin sorg. Derfor er det også en myte, at alle får det bedre af at tale om deres sorg. Konsekvensen af denne myte er, at den er med til at gøre alle dem, som ikke ønsker at tale om deres sorg, forkerte, og måske endda også sætte nogle af dem som ikke ønsker at tale om deres sorg i en meget grænseoverskridende situation, hvor de føler sig forpligtet eller presset til at gøre, hvad der forventes af dem i stedet for at mærke efter og gøre det, som føles rigtigt for dem.
Det er vigtigt at huske på, at det kan være lige så meningsfuldt og forløsende at lave noget helt andet. Det kan være at gå en tur, skrive dagbog, lave noget praktisk som at slå græs, “bare” være sammen med andre eller noget helt femte. Det er også vigtigt at huske, at behovene kan ændre sig fra dag til dag og over tid.
Myte #5
Alle har godt af at gå i sorggruppe.
Virkeligheden
Det er individuelt, hvad mennesker i sorg har brug for, og sorggrupper er ikke et relevant tilbud for alle. For nogen kan det endda forværre sorgen.
Sorggrupper er blevet meget udbredte. For mange kan det virke beroligende at møde andre i sorg, og det at kunne genkende følelser, tanker og oplevelser kan være en stor støtte. Men det er ikke alle, der trives eller får det bedre i en sorggruppe. For nogle kan det være svært at høre andres historier, nogle kan føle sig forkerte, hvis de ikke kan spejle sig i gruppedeltagernes tanker, følelser og håndteringsstrategier, nogle kan mærke skam over ikke at ”føle det rigtige”, og for nogle opleves samtaler i grupper utrygt.
Ingen kan forudsige de gruppedynamikker, som opstår, og hvor nogle kan have stor gavn af at gå i en sorggruppe, så har andre gavn af andre tilbud.
Du kan læse mere nuanceret for og imod sorggrupper, om hvad der teoretisk kan forklares som den ”godhedsmagt”, der er forbundet med udbredelsen af sorggrupper og ikke mindst om den manglende forskning i sorggruppers potentielt skadelige effekter i artiklen “”Alt, hvad der kan gøre godt, kan også gøre skade” – Vigtig, ny forskning om sorggrupper.”
Myte #6
Det er nemmere at miste et barn, man aldrig har mødt.
Virkeligheden
Sorg er sorg, og et barn er et barn – uanset barnets alder.
Når vi taler om at miste til døden, så kan vi ikke ignorere de sorghierarkier, der eksisterer. De fleste er enige om, at det at miste sit barn er den største sorg, men selv inden for den afgrænsning hersker der forestillinger om, at barnets alder også er med til at definere, hvilke forældre der har mest ret til at sørge.
Eksempelvis oplever mange forælder, der mister deres barn i graviditeten eller under fødslen, at blive mødt med forestillinger om, at sorgen er mindre, fordi de aldrig nåede at møde deres barn.
I Dansk Center for Familier & Sorg har vi terapeutiske samtaler med forældrene til 70% af de spædbørn, der dør årligt, og det er tydeligt både på efterspørgslen af vores terapeutiske samtaletilbud og på alvorsgraden af samtalernes indhold, at sorgen over at miste et ufødt eller helt nyfødt barn ikke er mindre, end hvis barnet var ældre.
Hvad vi bl.a. hører fra forældrene, er, at deres omgivelser kan have svært ved at forstå deres sorg, eller at pårørende netop forsøger at gradbøje den. De fortæller ofte, at de skal forklare og forsvare deres sorg. Af samme grund er kommentarer som ”I kan bare få et nyt barn” eller ”Godt at I mistede så tidligt” ikke hjælpsomme. Et dødt barn kan ikke erstattes, og sorgen er ikke mindre, fordi der er tale om et spædbarn. Selvfølgelig, for et barn er et barn, og ingen børn er mindre værd end andre.
Myte #7
Forældre bliver mere kede af det, hvis de har minder stående fremme.
Virkeligheden
Det er ikke barnet, der har bragt forældrene sorg. Det er døden, og minder gør hverken sorgen større eller forældrene mere ked af det, end de allerede er.
I stedet kan det at have eksempelvis et billede stående fremme, et særligt sted at gå hen for at mindes, et smykke eller lignende for mange være en god måde at være med sin sorg og finde lindring. Det er en måde at opretholde de følelsesmæssige bånd til barnet, og det står ikke i vejen for at håndtere sorgen. Tværtimod.
Myte #8
Nogle dyrker deres sorg.
Virkeligheden
Mange bliver mødt med ord om, at de dyrker deres sorg, eksempelvis hvis forældre taler om deres barn, har minder på mobilen eller billeder stående fremme i hjemmet, besøger kirkegården ofte el.lign.
For nogle betyder denne myte også, at de bliver mødt med en forståelse fra omverdenen om, at hvis de fortsat tænker meget på den, som de har mistet, eller fortsat udviser stor sorg efter en given tidshorisont, så er det fordi, de ikke ønsker at få det bedre. Men sorgen er livslang, og det er forskelligt fra person til person, hvor længe der går, før de får integreret sorgen i deres hverdag på en måde, hvor det ikke forhindrer dem i at være glade ved livet igen.
“Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der dyrker sin sorg. Tværtimod. Alle forsøger at komme videre fra de mest sorte og svære dage, men alle agerer forskelligt, og har forskellige måder at være i sorgen på. Derfor er det også helt naturligt, at forældre fortsat har deres barn med sig i livet, og det er ikke det samme som at dyrke sorgen. Både forskning og erfaring på området viser, at minder og ritualer kan give sørgende glæde, trøst og støtte”, forklarer direktør Birgitte Sofia Horsten.
Myte #9
Når mennesker griner eller hygger sig, så er de ikke længere i sorg.
Virkeligheden
Livet kan heldigvis godt byde på gode øjeblikke, og sorgen er ikke forsvundet eller blevet mindre, hvis sørgende hygger sig for en stund. Som med alle andre følelser kan sorg og glæde godt sameksistere.
Selv i den dybeste sorg kan der være øjeblikke med grin og hygge. Heldigvis. Mennesker kan godt glæde sig over ting i livet, samtidig med at de sørger over at have mistet, og det er godt!
At smile eller grine betyder ikke, at sorgen er væk. Det betyder, at vi som mennesker kan rumme både sorg og glæde samtidig. Det betyder også, at sorgen nogle gange kan træde i baggrunden for en stund, og det er med til at give sørgende en pause i sorgen. Det er en pause, som er vigtig at kunne tage, for det er hårdt at være i sorg.
Myte #10
Det er kun dem, som selv har oplevet at miste et barn, der kan være en støtte i sorgen.
Virkeligheden
Du behøver ikke selv have mistet et barn for at kunne være der for en forælder i sorg. Det er dit nærvær, der er vigtigt.
Det kan være svært at vide, hvad man som pårørende skal sige og gøre, når man møder en forælder i sorg, og måske derfor tror nogle, at de ikke kan være en støtte, fordi de ikke selv har prøvet at miste et barn. Men pårørende behøver ikke at have oplevet præcis samme sorg for at kunne være en støtte, for døden er ikke et problem, som de skal “fikse” for forældrene.
I stedet er døden er et vilkår, og derfor har forældrene brug for, at deres sorg bliver anerkendt. At deres pårørende tør træde ind i ”deres rum” og bare være – uden en bestemt dagsorden om at skulle ”fikse” noget. Det kan både være ved at turde spørge og lytte, så forældrene ikke føler sig så ensomme i sorgen, og det kan være ved at tilbyde ”bare” at være sammen med forældrene, hvis de ikke har lyst til at tale.
På den måde kan pårørende gøre en kæmpe og vigtig forskel både i den allersværeste tid og i årene, der følger.
Er du pårørende, så kan du med fordel læse vores pjece ’Vis, at du ved det – når du kender en, der har mistet’, som indeholder gode råd til, hvordan du bedst hjælper og støtter et menneske i sorg.
Du kan downloade pjecen gratis her.
Myte #11
Sorg går over
Virkeligheden
Sorg er kærlighed og kærligheden forsvinder aldrig.
At sorgen går over, er en af de mest sejlivede myter og misforståelser om sorg. Virkeligheden er, at sorgen ændrer sig over tid, og de fleste lærer at leve med den i takt med at de mange svære følelser, som kan være forbundet med sorgen, mindskes eller helt forsvinder.
Sorg er først og fremmest en spejling af den kærlighed, som den sørgende har oplevet med og til afdøde. Forældres kærlighed til deres børn forsvinder ikke, men over tid vil sorgen blive en mere integreret del af deres liv. For nogle sker det naturligt, og for andre er det en proces, der kræver støtte i form af eksempelvis terapeutiske samtaler med fagpersoner, der er specialiserede i sorg.
Ingen må føle sig forkerte i sorgen
Sorgen over at miste til døden kan være voldsom, og for forældre er det at miste et barn livsomvæltende. For de fleste er verden, som de kender den, forandret for altid, og de er kastet ud på usikker grund.
Derfor er det så vigtigt, at vi får punkteret de myter, som gør det endnu svære at være i sorg.
Alle håndterer deres sorg forskelligt, og ingen får det bedre af at blive gjort forkerte i forhold til deres tanker eller handlinger. Derfor bør vi møde sørgende med åbenhed og nysgerrighed, og prøve at forstå hvordan det er at være dem med det livsvilkår, som sorgen er.
For det er så vigtigt, at de sørgende finder en måde at leve med sorgen over tid, og det er lettere for dem at finde deres vej i det forandrede liv, hvis de ikke bliver gjort forkerte i de skridt, de tager hen mod at finde tilbage til hverdagen.
