Når du mister et barn, så mister du barnet uanset alderen. Matthias, som vi kaldte B, var 19 år, og når jeg tænker på B, så ser jeg den lille dejlige dreng og ikke nødvendigvis en voksen mand på 19 år. Han var og er mit barn.
Trine Birkkjær, som helt uventet mistede sin 19-årige søn, Matthias, i foråret 2022.
Intet menneske må stå alene, når sorgen rammer. Det gælder både i den første svære tid, hvor sorgen er altoverskyggende, og det gælder i det liv, der fortsætter længe efter dødsfaldet. Forældre i sorg har brug for at mærke omsorg og støtte fra deres nærmeste, og de har behov for hjælp fra professionelle med erfaring i at håndtere den tragiske situation. Der er altså mange forskellige aktører, der kan udgøre det netværk, der er så vigtigt for at gribe forældrene både i nuet og over tid.
Det erfarede forældreparret Trine og Henrik Birkkjær, da de mistede deres 19-årige søn, Matthias.
Matthias var et lysende sportstalent, som en torsdag aften i april gik i seng efter en helt almindelig skoledag og aften med håndboldtræning. Fredag morgen vågnede han ikke fra sin søvn.
”Matthias døde d. 22. april. Det var en fredag. Dagen før kom han hjem fra håndboldtræning og han var glad. Vi snakkede og hyggede. Jeg havde lavet en snack til ham, som jeg gjorde så tit. Og så gik han i seng. Vi har altid sluttet dagen af med Elsker dig. Ses i morgen, og det gjorde vi også den aften”, fortæller Trine Birkkjær, ”Om morgenen kunne jeg høre hans vækkeur ringe. Da det ringede tredje gang, uden han reagerede, så vidste jeg, at der var noget galt. Jeg løb op på hans værelse, og jeg kunne med det samme se, at han var død, selvom han lignede en, der sov. Han så helt perfekt ud, og det tangerede nærmest til, at han smilede. Men jeg kunne se, at det var for sent. Jeg kunne se, at der ikke var noget at gøre. Men jeg løb ned efter min telefon, ringede 112 og begyndte hjertemassage.”
“Når døden banker på, så er der mange opgaver”
Matthias’ død kom uden forvarsel, og den dag i dag ved forældrene stadig ikke hvorfor. For Trine Birkkjær har det efterladt hende med en følelse af, at ”Gud bare pustede lyset ud”. Men selvom døden kom pludseligt og uventet, så oplevede Trine og Henrik Birkkjær forskellig opbakning og støtte.
Der var bl.a. politiet, som grundet omstændighederne kom forbi huset som de første, og som insisterede på at blive hos forældreparret, indtil der kom anden familie og gode venner, som kunne være hos dem, så de ikke skulle stå alene med deres choktilstand.
Der var også bedemanden, som hjalp forældreparret efter dødsfaldet. Hvor den første, som de talte med, virkede ufølsom og uinteresseret, så var den anden, som de efterfølgende fik kontakt til (en kvinde, som forældreparret af samme grund omtaler som ’bededamen’) et menneske, der med åbenhed og omsorg guidede dem gennem de mange praktiske beslutninger.
”Det hele var så uvirkeligt, og vi skulle pludselig tage stilling til rigtig mange ting. Her var vores bededame helt fantastisk. Der var ikke noget, som ikke kunne lade sig gøre, og hun var helt åben for, at vi skulle gøre ting i Matthias’ ånd, og at der skulle gives plads til vores trekløver, vores kærlighed og vores humor. Så kisten blev blå, og musikken i kirken kom fra hans playliste. Matthias fik selvfølgelig en håndbold med i kisten, og mange andre vigtige ting som han ikke kunne undvære i himlen”, forklarer Henrik Birkkjær og fortsætter. ”Vi kørte også en tur med Matthias i rustvognen bare os tre. Det vidste jeg slet ikke, at man måtte. Vi kørte rundt til de steder, som havde været en del af Matthias’ liv. Blandt andet hans skole og hans barndomshjem. Trekløveret var på den sidste tur sammen.”
Forældreparret måtte selv ringe til diverse instanser, som håndboldklubben, gymnasiet, de nærmeste familiemedlemmer, og den tragiske nyhed rygtedes hurtigt til folkeskolekammerater og andre i nærmiljøet. På andendagen efter Matthias’ død dukkede familiens præst, Jørgen Løvstad som havde konfirmeret Matthias, op og tilbød sin støtte.
”Det gjorde en kæmpe forskel, at han ikke tøvede med at tage kontakt, da han hørte om den ulykkelige hændelse. Han var og er stadig en stor støtte, og han forstår godt, at jeg er rasende på Gud”, uddyber Trine Birkkjær.
”Matthias har sat fodspor i folk på en måde, som vi slet ikke anede”
Det var dog ikke kun professionel omsorg, som forældreparret oplevede i dagene efter Matthias’ død. Matthias Birkkjær var 19 år, gik i 3.g på Silkeborg gymnasium og topatlet, så hans omgangskreds var stor. Og netop den store berøringsflade betød, at Trine og Henrik så, hvordan Matthias’ død påvirkede ikke bare dem og den nærmeste familie men også en stor gruppe af unge.
”Vi skulle selv ringe til skolen og håndboldklubben og informere om Matthias’ død. Og man kan jo slet ikke time sådan noget, så der var nok desværre nogle, der hørte om det på en lidt uheldig måde. Allerede lørdag kom den første, og bankede på og brød isen. Det var svært for folk, men vores dør var åben. De unge mennesker kom forbi i en blanding af respekt for Matthias, og for at høre til hvordan vi havde det. For de unge mennesker var jo også i chok, og de var kede af det. De havde mistet en god ven, og de var pludselig blevet konfronteret med deres egen dødelighed. Flere kunne også fortælle, at de var bange for at lægge sig til at sove”, fortæller Henrik Birkkjær.
”Alle forældre bør opleve deres barns betydning for andre”
Forældreparret måtte også indse, at de heller ikke kunne kontrollere, hvornår de selv blev konfronteret med virkelighedens barske realiteter. For når ens 19-årige søn er U20-landsholdspiller, og pludseligt mister livet, så bliver det en offentlig nyhed, og i momentet var det hårdt, at deres søns død var nyhedsstof. De valgte ikke at læse om ham på de sociale medier, men de ved fra familie og venner, at hans død var overalt i medierne. Alligevel ser de i dag også tilbage på den del med følelser af stolthed.
”Der var meget i medierne. Både fordi han var det talent, som han var, men også pga. hans personlighed. Der var mange, som syntes, at han skulle nævnes. Så pludselig var han for eksempel i fjernsynet. Det var hårdt, men det var også med en vis stolthed. Så det var med blandede følelser. I dag tænker jeg, at det er noget, som alle forældre, der mister, burde opleve. Den store anerkendelse af barnets betydning for andre”, forklarer Trine Birkkjær.
Netop oplevelsen af at Matthias har efterladt et varigt aftryk hos familie og venner, er i dag meget vigtig for forældreparret.
”Det fylder meget for os, at vi er bange for, han vil blive glemt, men vi tror efterhånden på, at det bliver han ikke. Familie, venner og håndboldkammerater husker ham på forskellige måder. Det er vigtigt for os, at vi kan tale om B, når vi er sammen med venner, familie eller andre, som er i vores berøringsflade. Det er den måde, vi bærer ham videre på. At vi f.eks. kan sige Hvad ville B have sagt eller Det ville B have grint af. At der er plads til ham, at vi tør tale om ham, og at dem, som vi er sammen med, kan rumme, at han er med på den måde. Vores familie og B´s venner er rigtig gode til det og det er vi taknemmelige for”, uddyber Henrik Birkkjær og fortsætter. Nogle af hans venner har også fået tatoveringer, som de med stolthed viser frem. De tatoveringer betyder jo, at de venner i fremtiden vil fortælle kærester og børn om baggrunden for tatoveringen, og det er jo historien om Matthias og hvem han var. Det er en anden måde at mindes og huske på, og det er også rørende, og det gør mig glad.”
”Vi skal tale om det. Og vi skal mødes”
For forældreparret ville det være let at gemme sig væk, og det har været fristende at isolere sig fra omverdenen. Alligevel har de taget et aktivt valg om ikke at falde for fristelsen, måske især fordi de har erfaret, at de ikke er alene om at sørge, og fordi de sammen med andre kan give Matthias en plads i de liv, der fortsætter.
”Det er meget let ikke at se andre mennesker. Man kan nemt blive huleboer, men vi har erfaret, at vi bliver nødt til at se ud i verden. F.eks. ser vi håndbold og mødes med håndboldkammeraterne, og så er det noget andet, vi laver, når vi er sammen med familien. Det er en måde for os at finde et lys i mørket. En måde at mindes og bære Matthias videre på. Når man mister sit barn, i dette tilfælde sit eneste barn, så ser man kun mørke. Der er ingen vej. Kun mørke, afgrund, dyb og mørk fortvivlelse, og det føles som om, at der ikke findes nogen vej”, forklarer Henrik Birkkjær.
Arbejdspladsen blev en pause i sorgen
Det er ikke kun i håndboldhallen, eller når de er sammen med den nærmeste familie, at Trine og Henrik Birkkjær gør en indsats for at holde sig oprejst og forholde sig til hverdagen med den sorg, som er blevet et livsvilkår. Begge forældre har fortsat deres arbejde kort efter Matthias’ død, og netop arbejdet er med til at give dem den stabilitet og struktur i dagligdagen, som de har behov for.
”Begge vores arbejdspladser har mødt os med stor forståelse og tilbudt os hjælp på forskellig vis. Hele vores liv drejede sig om Matthias og hans sport. Fra det ene sekund til det andet var vores hverdag og liv noget ganske andet. Vi mistede vores guldklump, omdrejningspunktet i livet, og hvad gør man så? Matthias blev bisat en fredag, og jeg tog på arbejde mandagen efter. Hvorfor? Jeg kan skrive under på, at man bliver vanvittig af at sidde hjemme og kigge op på trappen og vente på, at B kommer løbende ned, som han plejede. Vi blev nødt til, og er stadig nødt til, at finde pauser i sorgen, og det kan vores arbejde give. Her er ting, som vi bliver nødt til at forholde os til og tage os af, og det giver små pauser i sorgen. Først på nogle få minutter og nu på lidt mere. Vi har brug for at tage et skridt frem mod den fremtid, der er nu, selvom det stadig er og nok altid vil være uvirkeligt, ubærligt, ubeskriveligt, uretfærdigt, urimeligt og umenneskeligt ”, uddyber Trine Birkkjær
At både Trine og Henrik Birkkjær begge er tilbage på arbejde, at de igen tager ud og ser de håndboldkampe, som Matthias’ kammerater spiller, og at de gennemfører den sommerferie med familien, som allerede var planlagt, før tragedien ramte, betyder ikke, at sorgen ikke fylder i dem. Tværtimod er sorgen stadig overvældende. Den kan overmande dem som lyn fra en klar himmel, og som månederne går, er det blevet tydeligt for dem, at livet som de kendte det, aldrig bliver det samme.
”Sorgen kommer uden varsel. Vi stod en dag på en grillbar, og der var en lille pige, som bestilte nuggets. Så brød jeg sammen, fordi Matthias elskede nuggets. Vi kan ikke styre sorgen, og vi har lært, at vi ikke kan udsætte sorgen mere end nogle timer. Pludselig fylder den og så bliver vi kede af det. Vi savner B, og derfor skal sorgen have plads, og vi skal bære Matthias videre med os”, fortæller Trine Birkkjær og Henrik Birkkjær supplerer. ”Sorgen er den samme, uanset hvilket barn man mister, men måske kan der være en forskel for os i, at Matthias var vores eneste barn. Han boede hjemme, så huset er tomt og stille. Der er ikke nogen, vi kan give vores fader- eller moderkærlighed til. Vi elsker vores døde barn, men kan ikke give vores kærlighed fysisk til det barn længere.”
”Det er godt nok guld, det I kan i Dansk Center for Familier & Sorg. Det skal bare udbredes”
Selvom Trine og Henrik Birkkjær oplevede stor opbakning fra deres bededame, og den dag i dag stadig finder stor støtte i deres præst og i at være sammen med familie og venner, så har det været tydeligt for forældreparret, at de måtte have mere støtte. De havde brug for at tale med ligesindede, som på egen krop havde mærket sorgen over at miste et barn, og så havde de behov for specialiseret terapeutisk hjælp. Desværre blev det også tydeligt for dem, at det var op til dem selv at finde andre forældre at spejle sig i, og at de selv måtte opsøge specialister i sorghåndtering.
”Ret hurtigt tænkte jeg, Puha, jeg skal finde nogle, som har oplevet det samme. Nogle, som kender til denne enorme sorg, men også gerne nogle, som også kun har et barn, så jeg meldte mig ind i forskellige Facebook-grupper, og det var her, jeg helt tilfældigt faldt over Dansk Center for Familier & Sorg, som nogen havde anbefalet en i en tråd”, fortæller Trine Birkkjær.
Læs mere om Dansk Center for Familier & Sorgs arbejde for at sikre hurtig, rigtig og god hjælp til forældre, som har mistet større børn, her.
De terapeutiske samtaler har gjort en markant forskel
I dag taler både Trine og Henrik Birkkjær med hver deres psykoterapeut hos Dansk Center for Familier & Sorg, og de finder stor støtte i de terapeutiske samtaler, der er med til at hjælpe dem begge til håndtere de svære tanker, der følger med, når man mister sit barn.
”Vi taler begge to med hver vores psykoterapeut hos Dansk Center for Familier & Sorg, og de samtaler giver os rigtig meget. Vi har også psykologhjælp gennem vores forsikring, som gode venner fik sat i værk, men der er selvfølgelig stor forskel på disse samtaler. Psykoterapeuterne hos Dansk Center for Familier & Sorg har tydeligvis prøvet det mange gange før, og de er vant til at tale med dybt ulykkelige mennesker. Det er ikke givet, at en udpeget psykolog gennem forsikringen er det”, fortæller Henrik Birkkjær, mens Trine Birkkjær supplerer. ”I løbet af hver samtale har psykoterapeuten givet mig 2-3 ting, som jeg har taget med mig. Hun er god til at vende tingene om og sætte nye perspektiver på, og hun skubber mig lidt frem ad hver gang. Det hjælper mig til at finde en vej i mørket og til at finde en måde at bære Matthias med mig videre. Det er godt nok guld, det I kan. Det skal bare udbredes.”
Det kræver 100 hænder at gribe et menneske i sorg
Fortællinger som Trine og Henrik Birkkjærs viser med al tydelighed, hvor stor betydning netværket har for forældre i sorg. Deres historie viser også, at et netværk består af mange mennesker, som alle kan hjælpe på hver deres måde. Ingen kan gribe et menneske i sorg alene, men vi kan alle være blandt de hundrede hænder, som rækker ud, og gør vores til at holde forældrene oprejst, når livet har slået dem omkuld:
- Det er familien og de nærmeste venner, som kan yde omsorg og tilbyde hjælp til det praktiske, når forældrene ikke selv kan rumme hverdagens trivialiteter.
- Det er fagpersoner, som kan guide forældrene til i de beslutninger, som de pludselig skal træffe ifm. eksempelvis begravelsen.
- Det er arbejdspladsen, som kan udgøre et frirum fra sorgens favntag og tilbyde struktur og stabilitet i hverdagen.
- Det er mødet med ligesindede, der også har oplevet at miste et barn, og som kan spejle mange af de følelser og tanker, der fylder hos forældrene, og som kan hjælpe til at mindske den ensomhedsfølelse, som ofte er så iboende i sorgen.
- Og ikke mindst er det dem, som er specialiseret inden for sorghåndtering, der kan tilbyde professionel terapeutisk støtte, og som kan hjælpe til at forebygge komplicerede sorgreaktioner hos forældrene. Sorgreaktioner, som uden den rette hjælp kan blive invaliderende og behandlingskrævende.
Trine og Henrik Birkkjærs historie er også en fortælling om at turde lukke andre ind i sorgen og om at være åben for at tage imod den hjælp, som byder sig. For netværket kan ikke fjerne sorgen, og det er heller ikke netværkets opgave. Netværket kan slå ring om forældrene, både lige når tragedien sker og over tid, og det er med til at gøre en kæmpe forskel, når forældre skal finde deres egen måde at leve et godt liv uden deres barn.
Du kan læse mere om sorg, og hvordan du som pårørende kan hjælpe et menneske i sorg her.
