Hvorfor er det kun forældre, der mister spædbørn, som straks tilbydes specialiseret sorgterapi?

I 2024 modtog forældrene til 70 % af de spædbørn, der døde, sorgterapi hos Dansk Center for Familier & Sorg.

For gruppen af forældre, som mistede et barn eller en ung mellem 1 og 21 år var tallet helt nede på 28 %.

Den markante forskel skyldes, at der kun er retningslinjer, som sikrer, at forældre, der mister et spædbarn, automatisk tilbydes henvisning til specialiseret, gratis sorgterapi hos Dansk Center for Familier & Sorg så snart de mister.

Der er ingen retningslinjer der sikrer, at forældre der mister større børn automatisk henvises til specialiseret hjælp.

Alle forældre bør sikres samme, hurtige adgang til hjælp

Sorgen over at miste et barn er så alvorlig, at forældrene er i markant øget risiko for at udvikle kompliceret og invaliderende sorg. Derfor bør de gribes med det samme.

Tilbuddet er allerede finansieret, men vi mangler handling

Den politiske opgave lige nu er at sikre, at alle forældre tilbydes henvisning.

Alt det kræver er, at de retningslinjer, som allerede eksisterer på spædbarnsområdet udvides.

Det er tilmed gratis, for i Dansk Center for Familier & Sorg er vores tilbud om specialiseret sorgterapi allerede prioriteret økonomisk fra politisk side.

Vi er nødt til at tage sorgen alvorligt

Sorgen over at miste et barn er ekstremt alvorlig.

Hvor 9% af normalbefolkningen udvikler kompliceret sorg, når de mister en nærtstående, så er tallet for forældre, som mister deres barn helt oppe på 58%.

Heldigvis kan kompliceret sorg forebygges med en specialiseret straksindsats, og vores unikke metode har i mere end 15 år hjulpet forældrene og deres familier fra øjeblikket, hvor tragedien rammer og hele vejen tilbage til hverdagen og arbejdslivet.

Læs mere om vores metode til at forebygge kompliceret sorg her.

Hvem er vi?

Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder specialiseret hjælp og støtte til familier ramt af sorg, og gratis specialiseret terapi inden for 48 timer til alle forældre, som har mistet, eller ved, at de snart skal miste, deres barn – uanset barnets alder og dødsårsag.

I 2024 modtog 806 forældre gratis specialiseret sorgterapi hos os.

Vores tilbud om specialiseret og gratis sorgterapi er økonomisk støttet fra politisk side.

Derfor er hurtig og specialiseret hjælp og støtte så vigtig:
Personlige fortællinger om at stå alene midt i sit livs største krise

“Det kunne være rigtig rart, at der blev tændt en alarmklokke. Jeg ville have taget imod hvad som helst. At nogen havde taget os i hånden og sagt, at når nu det skete er sket, så findes der de og de tilbud.”

Bodil Hofstede, som mistede sin 15-årige søn, Maceo, i 2015

Læs Bodils fortælling

”Efter en uge begyndte jeg at google, hvem der ellers havde mistet et barn, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Hvor henvender man sig henne? Og hvordan finder man de rigtige tilbud? Jeg skulle selv finde det rigtige tilbud, og jeg skulle selv ringe og sige ”min søn er død”. Der er et stort arbejde, som man ikke magter.”

Pernille Møller Jensen, som mistede sin 15-årige søn, Lasse, i 2019

Læs Pernilles fortælling

“Det, jeg manglede, var, at der var nogen, som hjalp mig/os til, hvor vi kunne finde hjælp. De virkelig gode tilbud, som er derude, kan være svære at finde frem til. Det skal systematiseres, og der skal være nogen, som tager ansvar og hjælper de familier, som ikke selv har ressourcerne til at finde deres vej.”

Jeanette Kramer Pathuel, som mistede sin 4-årige søn, Daniel, i 2017.

Læs Jeanettes fortælling

”Da Matthias døde, så havde vi brug for at finde et lys i mørket. Men hvordan skulle vi finde det? Hvis der ikke var en, der havde nævnt Dansk Center for Familier & Sorg i den tråd i gruppen på Facebook, så havde jeg ikke set det. Det var tilfældigt.”

Trine Birkkjær, som mistede sin 19-årige søn, Matthias, i 2022

Læs Trines fortælling